Morten Messerschmidt: Det er trist, at folkekirken mere og mere bliver en forlystelses-institution

I sin nye bog taler Morten Messerschmidt varmt om ”dansk kristendom” og kritiserer samtidig alt fra kulturradikalismen over de borgerlige partier til folkekirkens biskopper, der svigter den kristne arv. Men at hans partifæller i Dansk Folkeparti ikke slider på kirkebænkene, anfægter ham ikke

”Selv de, der burde være de egentlige frontkæmpere for kristendommen, har kapituleret,” mener Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt. – Foto: Mathias Svold/ Ritzau Scanpix.
”Selv de, der burde være de egentlige frontkæmpere for kristendommen, har kapituleret,” mener Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt. – Foto: Mathias Svold/ Ritzau Scanpix.

At kristendommen for Morten Messerschmidt (DF) har erstattet, hvad han selv betegner som ”ungdommens ateistiske sværmerier”, er fremgået af en lang række kronikker, debatindlæg og udtalelser, siden han sidste sommer blæste til kristen værdikamp.

I dag udkommer så en lille bog i forlaget Eksistensens serie ”Kristendommen ifølge…”, som næstformanden for Dansk Folkeparti har kaldt ”Den kristne arv”.

Forventer man et politisk manifest eller en manual til partiets politik, går man forgæves. For Morten Messerschmidt er der tale om en personlig præsentation af hans syn på kristendommen præget af ord som ansvar og moral.

”De fleste oplever, at ungdommen er præget af en ukuelig selvsikkerhed og overbevisning om egen ufejlbarlighed. Selv blev jeg drejet ind på en meget rationalistisk tankebane, men med alderen modnes man til at tvivle. I kraft af det, man oplever i løbet af livet, kan man blive mere tilpas med, at det indeholder noget uforklarligt. At lede efter rationelle forklaringer giver en frygtelig rodløshed, for de findes ofte ikke. Efterhånden som jeg modnedes til at søge de svar, der ikke kun er formet af det rationelle, var det kristendommen og kirken, der var det naturlige arnested for mig.”

Artiklen fortsætter under annoncen

Tvivlen forbindes ofte med troen, men du modnedes til at tvivle som ateist?

”Det at turde tro er at overlade det til en større magt at have de endelige svar. Da jeg var i 20’erne, betragtede jeg det som et svaghedstegn, hvis jeg ikke kunne forklare rationaliteten bag et forhold. I dag oplever jeg det som en enorm befrielse, at der er noget i tilværelsen, både lykke og sorg, der er uforklarligt. Havde jeg ikke Gud i livet, altså en over mig, der har styr på det hele, ville jeg gå til, hver gang sorgen rammer.”

Du bruger i din bog mange gange udtrykket ”dansk kristendom”. Hvad er det?

”Det at være kristen er at vedkende sig, at der er en lov, og at vi som mennesker er skabt ufuldstændige og dermed syndige. Vi har hele tiden noget, der tragter efter at bryde befalingerne. Kristus peger på to budskaber som de vigtigste: at elske Gud og næsten som sig selv. Det må være substansen i en kristen levevis.

Jeg synes, det er vigtigt og naturligt at kere sig om de mennesker, man møder på sin vej, men uden at ideologisere det, for der er nogle, der i deres politiske brug af kristendommen vil gøre det til ideologi ved at sige, at ens næste kan være folk, man slet ikke har mødt.

Dansk kristendom er at være bundet til den arv, der er givet. Jeg har forsøgt at beskrive, hvordan dansk kristendom er formet i spændingsfeltet mellem de tanker, Søren Kierkegaard gør sig om individet, der står alene med sin samvittighed over for Gud, og så Grundtvig, for hvem troen og livet udgår fra menigheden og fællesskabet om ordet.”

I din bog beskrives de kulturradikale som kristendommens hjemlige hovedfjende. I 1800-tallet var det brødrene Brandes. Hvem er det i dag?

”Det er desværre blevet et meget omfattende konglomerat af medier, erhvervsliv og undervisningsinstitutioner, som abonnerer på et meget maskinelt menneskesyn, der gør, at hele samfundsdebatten kommer til at handle om økonomi og funktionalitet. Mennesket som åndeligt væsen fylder ikke meget.

Samtidig er det for mange blevet fremmed at se mennesket bundet til noget mere end sig selv, og emancipationen forstået som ideologi er blevet norm. Derfor handler debatten om, hvordan man frigør individet fra sit ansvar for det, der burde være naturlige og glædelige forpligtelser over for familie, folk, historie og tradition.

Selv de, der burde være de egentlige frontkæmpere for kristendommen, har kapituleret – biskopperne burde være de første til at forsvare kristendommen over for islam og til at italesætte et menneskesyn båret af ansvar for næsten forstået som det konkrete menneske, der står foran dig. Alligevel ser man mange af dem turnere som emancipationens fortrop, og det er stærkt bekymrende. Det er trist at se på, at folkekirken mere og mere bliver en forlystelsesinstitution.”

Én ting er de kulturradikale, men du kritiserer også borgerlige stemmer som Det Konservative Folkepartis Mai Mercado, der har erklæret sig som kristen, fordi kristendommen er den ”religion, der passer Danmark og danskerne bedst”. Hvad er der galt med det?

”Problemet er, at hun gør kristendommen til en funktion, noget, der kan vurderes. Rent antropologisk har kristendommen skabt de bedste samfund at leve i, men det er ikke det, der gør, at vi er kristne. Det, der gør os kristne, er, at vi tror på en sandhed, der er blevet overleveret gennem 1000 år. Skulle det vise sig, at det kinesiske diktatur kan skabe bedre levevilkår, gør det os ikke til ateister.”

Du er næstformand for Dansk Folkeparti. Hvad betyder den kristne arv for jeres politik?

”Man hverken kan eller skal blande sig i, hvad folk skal tro – man kan kun komme til kristendommen, hvis man har frihed til at tro noget andet – men at holde fast i den kristne arv og tradition er utrolig væsentligt for et parti som mit. Det betyder, at vi i skole-, kultur- og kirkepolitikken hele tiden har den kristne arv først.

Konkret betyder det, at skoleelever skal gøres bekendt med, hvem Grundtvig, Brorson, Kierkegaard, H.C. Andersen og alle andre, der har betydet noget for den danske kristendom, er. Det betyder, at man skal have oplevet de kristne højtider i en folkekirke.

Det betyder, at man skal kende sin kristne arv. Men det betyder ikke, at man selv skal gå i kirke eller bekende sig til kristendommen.

I forhold til kulturen handler det om at give kirkerne en mere central rolle, fastholde, at navneregistreringen finder sted på kirkekontoret, og lade kirkerne indgå i mere forpligtende samarbejder med andre dele af det frivillige beredskab i forhold til for eksempel sorggrupper.”

Undersøgelser viser, at Dansk Folkepartis vælgere bruger kirken mindre end næsten alle andre. Kan du forklare hvorfor?

”Jeg vil ikke gøre mig til dommer over folks forhold til kristendommen og er i øvrigt modstander af, at man gør kristenhed til et spørgsmål om at sidde på kirkebænken. Der kan være tusind grunde – nogle er et sted i livet, hvor de ikke har tid, andre synes, kirken er for præget af biskoppernes multikulti-tænkning, nogle er medlem af frikirkerne. Mit ærinde er, at folk føler, at kristendommen som historisk arv er vigtig for Danmark.”