Prøv avisen
Debat

Morten Messerschmidt: Et ægteskab er mellem to af modsat køn

"Naturligvis skal homoseksuelle have samme rettigheder som heteroseksuelle. Det gælder både her og hinsides, er jeg overbevist om. Men at kalde det, der ikke før var ægteskab, for ægteskab, er at nyordne det bestående", skriver Morten Messerschmidt. Foto: FLINDT MOGENS/POLFOTO

Naturligvis skal homoseksuelle have samme rettigheder som heteroseksuelle. Men at kalde det, der ikke før var ægteskab, for ægteskab, er at nyordne det bestående, skriver Morten Messerschmidt i debatten om ægteskabets betydning og vielse af homoseksuelle

SOGNEPRÆST Marie Høgh siger i sin kronik i Kristeligt Dagblad den 22. juni mange kloge ord om ægteskabet. Om ansvaret mellem to mennesker. Om den protestantiske lære, Luther og Grundtvig.

Kronikken er et bidrag til den igangværende disput blandt tidehvervske kræfter, og jeg er ikke teolog. Mit anliggende er imidlertid heller ikke teologisk. Thi ægteskabet er ikke alene kristendom. Det er først og fremmest en institution, der gennem årtusinder har båret samfund og familie. En institution, som kirken er det; men ikke blot kirke. Ægteskabet er et anliggende mellem to mennesker, ja; men et anliggende, der berører millioner af mennesker. Og det er i denne historiske virkelighed, at ægteskab mellem to af samme køn bliver et problem.

Når man ændrer et begreb fra at betyde ét til at være noget andet, ændrer man det ikke kun fremad. Det nydefinerede ægteskabsbegreb bæres ikke kun ind i fremtiden; det rækker også bagud. Og dette strider grundlæggende imod det forhold, at samfundets bærende institutioner skal være hævet over tid og sted.

Med den indførte nyordning er der således på ulyksalig vis indtruffet et før og et efter. Og dette volder for mig som konservativ snarere end som kristen alvorlige kvababbelser. For har vi oplyste og klartseende mennesker anno 2017 ret til at ændre begreber på vegne af dem, der gik før os?

Med den kønsneutrale nyordning er ægteskabsbegrebet ændret, ikke kun for os, men i al tid. Og dermed sker jo en ophævelse af argumentet om, hvad der hører ”et moderne samfund” til. Var det kønsneutrale ægteskab et for vor tid nødvendigt imperativ, kunne vi jo have indført det som – netop – moderne begreb, der adskilte sig fra det historiske. Det ville være til at forstå og acceptere. Men man valgte det modsatte. Det revolutionære.

NATURLIGVIS SKAL homoseksuelle have samme rettigheder som heteroseksuelle. Det gælder både her og hinsides, er jeg overbevist om. Men at kalde det, der ikke før var ægteskab, for ægteskab, er at nyordne det bestående. Det forpligter alle – de levende som de døde og ufødte. Det er revolutionært. For dermed er ægteskabsbegrebet ikke længere, hvad det var. En sådan revolution af samfundets bærende institutioner giver lige så lidt mening som at sammenblande konfirmation og begravelse, dåb og vielse.

Nyordninger i folkekirken er velkomne. For naturligvis skal kirken afspejle det moderne samfund. Men at redefinere bestående begreber og etablerede institutioner hører ingen steder hjemme. Derfor må ægteskabet fastholdes som mellem to af modsat køn. Ikke af religiøse årsager; jeg tror, Gud tager imod homoseksuelle lige så vel som heteroseksuelle. Men af sekulære, praktiske og principielle årsager – nemlig at et samfund altid udvikler sig fremad. Og man skal lade historien være historie.

Morten Messerschmidt er medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, cand.jur.