Morten Messerschmidt: Vi tager det nødvendige opgør med menneskerettighederne, Støjberg svigter

Inger Støjberg siger det meget klart: hun ønsker intet opgør med hverken EU eller menneskeretten. I dag er Dansk Folkeparti det eneste parti, der klart siger dette nej. Og dermed det forpligtende ja til at sætte danskerne først, skriver DF-formand

Inger Støjberg siger det klart: hun ønsker intet opgør med hverken EU eller menneskeretten, skriver Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti.
Inger Støjberg siger det klart: hun ønsker intet opgør med hverken EU eller menneskeretten, skriver Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Da jeg som ung politiker søgte efter mit politiske ståsted, var én af de bøger, der for alvor åbnede min øjne, Søren Krarups ”Dansen om menneskerettighederne”.

De færreste vil nok have indvendinger imod at kalde Krarup for dansk konservatismes grand old man; og om man er enig eller ej, tror jeg, de fleste anerkender hans intellektuelle kapacitet, kampgejst og store mod.

Hvad end det var imod Sovjetunionens totalitarisme, omdannelsen af Danmark til indvandrerland eller menneskerettens undergravning af loven, fædrelandet og folkets førstefødselsret, kunne man regne med Søren Krarup og hans fætter Jesper Langballe.

Ved siden af Mogens Camre udgjorde Krarups bøger og artikler derfor grundstammen i min gryende forståelse af, hvad det vil sige at være til; hvorfor folk er vigtigere end befolkning, og hvorfor Danmark ikke bare er et velfærdssamfund – men et fædreland.

Få har som Søren Krarup påvirket og rykket den danske offentligheds forståelse af virkeligheden. Alligevel findes der på Christiansborg i dag kun ét parti, som bærer hans arv videre. Og med fremkomsten af Inger Støjbergs nye parti, er pendulet for alvor ved at svinge tilbage mod den politiske midte, hvor udlændingepolitik alene handler om, at udlændinge skal finde et arbejde og overholde loven.

Men skal Danmark være en selvstændig nation, må målet altid være folkets frihed. Derfor kæmpede Krarup imod straffelovens paragraf 266b’s overgreb mod ytringsfriheden; imod EUs og menneskerettens overgreb mod den danske virkelighed og det danske folks ret til at selv at bestemme. En arv og tankegang, som jeg tidligt satte mig for, måtte bæres videre – også efter de tos sortie fra den offentlige scene.

Gennem de seneste år har jeg derfor skrevet artikler og bøger for at bære arven videre. I det mindste én på Christiansborg bør forfægte et ægte konservativt synspunkt i værdi- og udlændingedebatten. I hvert fald én bør sige til pseudodommerne i Strasbourg, at de øver falsk myndighed, og at de ikke har noget tøj på, som vi kan sige det her i H.C. Andersens fædreland.

Alene Dansk Folkeparti løfter nemlig denne arv. Inger Støjberg siger det meget klart: hun ønsker intet opgør med hverken EU eller menneskeretten. Ligeså Nye Borgerlige, der godt nok taler om undtagelser fra udvisningsreglerne, men som grundlæggende ikke anerkender universelle menneskerettigheders uforenelighed med det at være en selvstændig nation; et folk.

Derfor handler udlændingepolitik ikke alene om, at folk har et arbejde og overholder loven. Udlændingepolitik handler grundlæggende om danskernes førstefødselsret til deres fædreland. Om ånd, kultur, sprog, historie og arv. Dette er arven efter Krarup.

Og i et land, der tilhører danskerne, kan der selvsagt ikke gælde nogen menneske-ret. Ret er nemlig ikke noget, man har i kraft af dette diffuse begreb: at være menneske. Nej, ret er noget, man har som følge af loven; og loven udformes af os, af danskerne. Derfor er loven konkret og forpligtende, hvor menneskerettens programmatiske erklæringer er generelle og universelle.

Loven er – som det står i fortalen til Jyske Lov – ”tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig”. Derfor har vi en retsplejelov på over 1000 paragraffer, mens menneskeretten kan nøjes med en enkelt erklæring, der udråber alles ret til retfærdighed. Universelt.

Men hvis man som konservativ bygger på national- og retsstat, må man følgelig også bygge på loven; og bygger man på loven, kan man ikke deltage i dansen om menneskerettighederne.

I Danmark er det nemlig danskerne, der sætter retten. Her er det Folketinget, der siger ja – og nej. Men i dag er Dansk Folkeparti det eneste parti, der klart siger dette nej. Og dermed det forpligtende ja til at sætte danskerne først.

Vi er det eneste parti, der vedkender os denne arv efter det 20. århundredes største danske, konservative tænkere. Det er jeg som partiformand stolt af. Her er ingen dans om menneskerettighedernes guldkalv.

Morten Messerschmidt er formand for Dansk Folkeparti.