Moskéer er ikke danske. Men selvfølgelig må de være her

Selvfølgelig må de være her, moskéerne med deres minareter. De er bare ikke et udtryk for Danmark eller danskhed. At de står her, at de bliver bygget på dansk jord, er netop et udtryk for det danske frisind, skriver sognepræst

Moskéer er ikke danske. Men selvfølgelig må de være her
Foto: Cecilie Smetana/Polfoto.

DR-PROGRAMMET ”Langt fra Borgen” løb over skærmen i torsdags den 24. november. Her besøgte Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), en af Københavns moskéer. ”Du godeste, sikke dog nogle spir, de har,” udbrød hun, da moskéen kom til syne i Københavns Nordvestkvarter. Inden for blev Pia Kjærsgaard gået på klingen og sagde tydeligt, at hun ikke mente, kvinder dækket af tørklæder var udtryk for noget dansk.

Forargelsen ville selvfølgelig igen ende tage efterfølgende. Danskhed handler jo om respekt for forskellighed, om tolerance og frisind, om frihed til at dyrke den religion, man lyster, eller frihed til helt at lade være. Ja, det gør det da. Netop derfor er Pia Kjærsgaards udtalelse sand og talt af et ægte hjerte, der netop brænder for Danmarks ve og vel. For der prædikes og praktiseres alt andet end frisind, lighed mellem kønnene og respekt for anderledes tænkende i Danmarks moskéer, når Koranens ufejlbarlige ord lyder.

”Tusind år stod Kristi kirke,” synger vi med Grundtvig. For Kristi kirke har stået og står fast og solidt over det ganske danske land. Sådan har det altid været. Sådan er Danmark, for Danmark er først og sidst et kristent land. Bygget og funderet på arvegods fra kristendommen, der har sat sit præg på alt fra lovgivning til skolesystem og til den enkelte danskers møde med det enkelte menneske, om denne så er jøde, græker, muslim eller noget helt andet.

VI FORVENTER SÅMÆND IKKE meget, ikke mere end det, at den enfoldige tillid ,vi kommer den anden i møde med, ikke misbruges og knuses. Der har aldrig stået moskéer i Danmark. Ligegyldigt hvordan vi vender og drejer det, ligegyldigt hvor uendeligt rummelige, tolerante og globaliserede, vi så mener vi er, så har moskéer aldrig været en del af det danske landskab. Alene derfor var Pia Kjærsgaards umiddelbare reaktion sand.

Selvfølgelig må de være her. Moskéerne. Det manglede da bare. Ligesom danske udvandrere må bygge kirker i muslimske lande. Eller nåh nej – det må de jo ikke. For islam tolererer ikke andre religioner. Tolererer ikke lighed mellem kønnene eller retten til at tænke frit. Men selvfølgelig må de være her, moskéerne med deres minareter. De er bare ikke et udtryk for Danmark eller danskhed. At de står her, at de bliver bygget på dansk jord, er netop et udtryk for det danske frisind – men moskéen i sig selv kan aldrig være et udtryk for Danmark. Danmark er kendetegnet ved de mange smukke, hvidkalkede landsbykirker, der står i hver en by på hver en bakketop, ikke ved minareter og kønsopdelt gudsdyrkelse.

”Du godeste, sikke nogle spir, de har,” udbrød Pia Kjærsgaard. Som Rødhætte udbrød: ”Du godeste, sikke nogle store øjne, du har,” i tiltro til, at det er hendes bedstemor og ikke ulven, der ligger dér i sengen på lur efter let og uskyldigt bytte.

”Moskéerne er vores kaserner, kuplerne vores hjelme, minareterne vores bajonetter og de troende vores soldater,” citeres den tyrkiske ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan for at have sagt.

Men selvfølgelig må de være her, moskéerne og deres imamer. Sådan er det det danske frisind nemlig. Og vi skeler ikke i smålighed til, at kristendommen ikke nyder samme ret i muslimske lande. Men skal Danmark vedblive at være dansk, må vi også forlange at det, der foregår i de moskéer, vi har ladet bygge på dansk jord, foregår på de præmisser og efter de værdier, vi glædeligt deler med andre, men insisterer på er vores.8

Ole Bach Piekut er sognepræst.