Raceuroligheder er brudt ud i lys lue igen i USA, og i den forgangne uge har tusindvis demonstreret for sortes rettigheder verden over. Også i Danmark. Men når 15.000 mennesker går på gaden i København og demonstrerer, er det så udtryk for reel forandring, eller er der mere tale om en slags feel good -aktivisme, som ser godt ud på de sociale medier?
Moussa Mchangama, du er forperson i organisationen Mino Danmark, der arbejder for minoriteter. Er der racisme i Danmark?
”Utvetydigt ja. Det bliver man nødt til at acceptere. Racisme er en meget multifacetteret størrelse, og det er ofte den ekstreme racisme, vi fokuserer på i forbindelse med USA, hvor det især handler om politivold og den overgrebsrelaterede racisme specifikt mod sorte. Derfor har folk svært ved at forstå, at vi har racisme i herhjemme, når brune og sorte ikke slås ihjel på gaden.
Men racisme har mange forskellige ansigter – et eksempel er, at det er sværere for sorte og brune at få adgang til jobs. Meget af det er ikke synligt for den store majoritet i Danmark, men det er der. Det ved man som sort menneske. Mange oplever hatecrimes , hadbeskeder, vores anderledeshed er en konstant faktor i vores liv, som man ikke kan tage af og på. Så længe vi bliver ved med at diskutere, om der overhovedet er racisme i Danmark i stedet for at arbejde på at komme den til livs, tror jeg ikke, vi kommer videre.”
Tror du, vi ser en reel forandring i disse dage, eller er det glemt om fem minutter, når der er noget andet, der optager os?
”Måske taler vi om det i fem minutter i massemedierne, men vi andre taler jo om det hver dag. Når det er sagt, tror jeg, man kan dele svaret op i tre. Der er den konkrete effekt af den amerikanske kamp. Den batter lige nu, der er masser af delstater og byer i USA, der begynder at endevende politiafdelinger og foreslå ny lovgivning.
For det andet har Saxo lige udgivet deres bestsellerliste for de første dage af juni, og der handler fem ud af ti bøger om antiracisme og strukturel racisme. Det, at folk går ud og rent faktisk læser og uddanner sig selv, er et afgørende skridt. Jeg tror, at vi blandt andet i lyset af corona har fået udstillet den sociale ulighed i samfundet, at det oftest er minoriteterne, der mister jobs, bliver syge, og det afspejles i bevægelsen nu.
Men min sidste pointe er der, hvor jeg er mindst imponeret. Og det er, hvor lidt politikerne i Danmark opper sig i forhold til det her. Enten siger de, at der ikke er racisme i Danmark, eller også er de meget stille. Eller poster noget på de sociale medier i godhedens tegn, som er superproblematisk.”
Handler det ikke også om, at der er en berøringsangst? At man som hvid er bange for at sige noget forkert og så derfor bliver handlingslammet?
”Det er ikke nogen undskyldning. Det udstiller det hvide privilegium overhovedet at kunne tage stilling til, om man vil gøre noget. Der er så meget viden derude, de sociale medier svømmer over med henvisninger, artikler om, hvordan man taler om emnet, hjemmesider, organisationer, bøger, podcasts. Der er ikke nogen undskyldning for at komme i gang og tage de besværlige snakke med venner og familie.
Det kan også være svært, at en af de ting, man som hvid kan gøre, er at sætte sig ned og tie stille og prøve at lære og genlære de systemer, man selv er en del af. Vi lever i samme system, vi er opvokset med de samme strukturer, og det er dét, der er det store arbejde. Det store, samfundsændrende, strukturelle arbejde koster noget mentalt, blod, sved og tårer. Det er ikke en særlig komfortabel fortælling at se, at man som majoritet ikke har gjort sit arbejde godt nok. At man ikke har lyttet nok og taget hånd om minoriteterne, det er ubehageligt at kigge kritisk på sig selv og se, hvordan samfundet er bygget op. Men det er rasende nødvendigt, og det er noget af det, vi ser begynde at ske med bevægelsen.”
I forbindelse med demonstrationerne i København kom det frem, at Black Lives Matter Denmark lavede særregler for de hvide deltagende. Blandt andet, at de ikke måtte gå forrest, fordi det var for de sorte, og at der var bestemte slagord, hvide ikke måtte råbe. Går det ikke imod hele idéen om ligeværd og lige rettigheder for alle?
”For det første er det en ikke-historie – en mand har set noget på Facebook, han er sur over. Men hvis vi skal gå ind i den alligevel, vender det tilbage til idéen om, at ikke-sorte skal uddanne sig selv. Demonstrationerne handler om Black Lives Matter specifikt i USA samt om racisme i Danmark. Dermed er hovedfokus i deltagelsen sorte mennesker, for det er os, det går ud over, os, undertrykkelsen italesættes af, og os, der står med kampen.
Så det er fair at sige, at vi går i front, vi er ansigtet på undertrykkelsen. Hvis man som hvid forstår strukturerne, har man det også okay med at overlade pladsen til andre en gang imellem. Hvide mennesker skal ikke have en pris for at opdage, at racisme eksisterer, det er der så mange, der har råbt op om i mange år. Så hvis man som hvid vil understøtte kampen, bærer man andre frem i stedet for selv at tage spotlightet. At trække sig er i sig selv en antiracistisk praksis, for det handler ikke om jeres oplevelser, men jeres handlinger.”
Men tror du, det rækker ud i hele befolkningen? Er det ikke bare en generation på sociale medier og et storbyfænomen at engagere sig i kampen for Danmarks vedkommende?
”Jeg tror ikke, at man skal underkende, at for de unge er storby og land ikke så afgørende, for en stor del af bevægelsen foregår på de sociale medier. Det er også de sociale medier, der er stor kilde til læring og information. Men det er klart, at der er en forankring i storbyerne, både fordi der er nogle mere diverse miljøer, helt grundlæggende og beboermæssigt, som giver nogle knudepunkter.
Men vi ser demonstrationer sprede sig i hele verden. Det er ved at blive en gigantisk borgerrettighedsbevægelse, og i USA er der flere lokale demonstrationer, end der har været ved nogen anden bevægelse før. Det er ikke kun et storbyfænomen, og man må ikke behandle det som sådan. Den strukturelle racisme gennemsyrer hele samfundet, så man kan ikke bare isolere det til et storbyfænomen.”