Prøv avisen
Kirkeligt set

Ingen ytringsfrihed uden ytringsetik!

Tegning: Søren Mosdal

Hvis ytringsfriheden bruges til undertrykkelse af mindretal, vil den efterhånden komme i vanry. Og nogen vil forsøge at begrænse den. Derfor må vi i gang med en diskussion om ytringsfrihedens etik, mener Jens Ole Christensen i anledningen af 10-året for Muhammed-krisen

I disse uger, hvor vi passerer 10-året for kulminationen af Muhammed-krisen med blodige uroligheder i dele af den muslimske verden, har jeg læst Flemming Roses bog ”Hymne til friheden” (Jyllands-Postens Forlag, 2015). Rose var en hovedperson i krisen, fordi han dengang var kulturredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten.

Med nogen forbløffelse må jeg konstatere, at jeg ikke kan finde en sætning at være uenig med Rose om. I hvert fald ikke så længe det handler om den principielle forståelse af ytringsfrihed.

Han skelner skarpt mellem ord og handlinger og vil give fuld frihed til det første, så længe det ikke er tilskyndelse til konkret og defineret kriminalitet.

Og han har en meget frugtbar skelnen mellem den tolerance, der praktiserer moralsk neutralitet, og den, der praktiserer juridisk neutralitet: Den bløde moralske tolerance virker i første omgang fredsommelig, men fører til ufrihed, fordi den i sidste ende udelukker dem, vi er radikalt uenige med. Den juridiske neutralitet giver også frihed til de synspunkter, vi foragter og hader. Og vel at mærke til at give udtryk for, at vi foragter og hader dem.

Det er befriende tale. Selvom Rose hverken citerer Grundtvig eller den grundtvigske skolemand Holger Kjær, er det i god forlængelse af Grundtvigs ”munden fri og hånden bundet” og Kjærs skelnen mellem ”frisind” og ”tolerance”. I alt væsentligt er Rose her en god grundtvigianer.

Jeg må også indrømme, at jeg - efter lang tids tvivl - er enig med Rose i, at vi ikke bør have en blasfemilovgivning. Vi bør juridisk give plads også til den vulgære og unfair religionskritik og -satire og så bekæmpe den med åndelige midler: modsige og udstille den.

Kristeligt set må vi også fastholde, at Gud ikke har brug for vores beskyttelse. Og slet ikke juridisk beskyttelse. Han skal nok forsvare sig selv. Jesus blev faktisk verdens frelser gennem hån, spot og latterliggørelse. Han var ikke blevet det uden. Og den kristne kirke er faktisk aldrig blevet lovet andet.

Så langt, så godt. Når jeg alligevel efter endt læsning er utilfreds med bogen, skyldes det primært noget, der ikke står i den: Måske præget af sin dramatiske historie for 10 år siden har Rose allergi mod alle formuleringer, der lugter af ”Ytringsfrihed ja, men“”.

Og den allergi strækker sig så langt, at han i en bog på tæt ved 200 sider overhovedet ikke gør sig nogen ytringsetiske overvejelser. Det hele ender i ren jura.

Personligt er jeg overbevist om, at hvis den uforbeholdne tilslutning til ytringsfriheden ikke følges op af etiske overvejelser om, hvordan vi skal forvalte denne frihed, får det mindst to negative konsekvenser:

For det første vil det føre til undertrykkelse af minoriteter. Ikke mindst i det danske samfund, som er en giftig blanding af et moderne mediesamfund og et traditionalistisk konsensussamfund.

Vi er - som den tidligere britiske ambassadør James Mellon skrev - et stammesamfund, hvor tolerancen over for afvigere er minimal. I den cocktail af noget moderne og traditionelt er muligheden for at brændemærke afvigere enorm.

På et tidspunkt under læsningen af Roses bog holdt jeg op med at tælle de gange, han bruger ”religion” og ”religiøs” som generaliseret negativ betegnelse. Formodentlig er det bare kulturradikale automatformuleringer hos Rose, som han slipper godt fra i et sekulariseret stammesamfund, hvor en mere aggressiv sekularisme er på vej frem. Men det er ikke desto mindre effektiv brændemærkning, når mange gør det tit og tæt.

Denne første konsekvens gør muligvis ikke indtryk på Rose. Men det bør den næste gøre: Hvis ytringsfriheden på denne måde bruges til undertrykkelse af mindretal, vil den efterhånden komme i vanry. Og nogle vil forsøge at begrænse den.

Derfor er der ingen vej udenom: Vi må i gang med en - ikke-juridisk - diskussion om ytringsfrihedens etik. For at opøve gode vaner og spilleregler.

Denne diskussion kunne have sit afsæt i en bemærkning i Jesu Bjergprædiken: ”Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” Den bemærkning kan anvendes i et mediesamfund til at opøve en større sårbarhed på andres vegne.

Modsat kan den også betyde, at en del af os vil blive nødt til at opøve en større robusthed på egne vegne og gå mere muntert til hån, spot og latterliggørelse. For det kan godt være, at man kan vinde diskussioner og ros fra de i forvejen overbeviste ved hån, spot og latterliggørelse. Men man vinder kun sjældent mennesker for sine synspunkter på den måde.

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye