PROFESSOR Mogens Müllers kronik i Kristeligt Dagblad den 1. december ”Staten Israel og Bibelen” blev imødegået af Bent Jensen i kronikken den 27. december: ”Er kristen antizionisme lig med antisemitisme?”.
Desværre svarer Mogens Müller den 7. januar i sit indlæg ikke på Bent Jensens spørgsmål: ”Er det, at skrive jøderne som et folk med en særstilling over for Gud... ud af historien ikke også noget, nogen har fundet på?”. Det er både uhøfligt og ufrugtbart, når fornødne spørgsmål ikke besvares.
Men Mogens Müllers kronik blev båret af en teologi i strid med, at han skrev, ”man skal lade være med at gøre vold på teksten”. Han forbigik Paulus' ord om det af Gud udvalgte jødiske folk. Han tav om Paulus' ord om jødefolkets ret til at være et folk blandt folkene i Romerbrevet (11, 1 og 25-32). Han nævnte ikke, at Paulus skriver (i 2. Timotheus 3, 16) om ”De Hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus”, som på den tid udelukkende var De Hellige Skrifter i Det Gamle Testamente. Det var de for ham og for jøden Jesus.
NU MEDDELER MÜLLER i sit svar, at det syn ”står Paulus alene med”, hvorefter han gentager, at i skrifterne efter år 70 (læs: i evangelierne) ”bliver jøderne som Guds særlige folk skrevet ud af historien”. Her røber Mogens Müller sig som en fejlbarlig teolog, der tillægger senere skribenters teologi større vægt end Paulus', der skrev årtier før.
Mogens Müller har ret i, at hele Bibelen er skrevet af fejlbarlige mennesker hver med deres teologi. Dertil kommer Mogens Müllers egen teologi, hvor han om Matt. 27, 25 (”Hele folket svarede: 'Lad hans blod komme over os over vore børn'!”.) har understreget, at det ikke skal læses futurisk, og at ordene ”lad” og ”komme” ikke hører hjemme i en ret oversættelse. Han har til mig skrevet, at ”hans blod over os og vore børn” betyder, at ”det er de tilstedeværende, ikke alle jøder i al fremtid, udsagnet gælder”.
Mogens Müller slutter sit indlæg med et ”forhåbentlig afsluttet” om jødehadet. Men han ser ikke, at hans fortale for ”fravalg af det jødiske folks stilling” åbner for jødehadet fremover. Han nævner ikke med et ord Luthers skrift ”Om jøderne og deres løgne” i 1543 med sine forslag til at tage menneskerettighederne fra jøder, som nazisterne gjorde til deres handlingsprogram.
Han nævner ikke, at dette skrift i 1999 blev udgivet og er genudgivet i 2012 med uforbeholden anbefaling af Søren Krarup på Tidehvervs Forlag, skønt forslagene er kriminelle. Da mange giver grønt lys for jødehadet, har jeg gjort det til mottoet for min nye Kaj Munk-bog, hvad Kaj Munk fremfører i ”Han sidder ved Smeltediglen” i 1938 i biskop Beugels replik:
”Men at tage menneskerettighederne fra mennesker er at gøre sig selv til forbryder.”
Herom er der ikke forskel på jøder eller palæstinensere, og alt, hvad Mogens Müller skriver om palæstinensernes menneskerettigheder, er lige så berettiget, som hvis han også havde skrevet det om jødernes menneskerettigheder. Og om Israels ret til den del af Israel, som FN gav dette folk, da det blev vedtaget, før staten Israel blev udråbt den 14. maj 1948.