Multitaskende blæksprutter er idealet i effektivitetssamfundet

Det er ikke blot i uddannelsessystemet, at der er mindre tid til fordybelse og dannelse. Også socialrådgiveren og sygeplejersken hindres i en – også faglig – fordybelse. For idealet er ”multitaskende blæksprutter”, skriver Kjeld Holm

Kjeld Holm.
Kjeld Holm. . Foto: Lars Aarø/Fokus.

Som givetvis de fleste andre bryder jeg mig ikke om kritik og da slet ikke, når den er berettiget. Dog – spøg til side – berettiget kritik kan bestemt også anfægte én og gøre én klogere.

Således i forbindelse med Jørgen Grimstrups kritik af mig i Kristeligt Dagblad den 9. maj. Det handler – naturligvis – om forslagene til en ny gymnasiereform. Jeg havde i min sidste ugens debat kritiseret undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) og hendes parti, hvor – forekommer det mig – nu åbenbart ”handelshøjskolevenstre” har sejret definitivt. Nu gør Grimstrup opmærksom på, at de holdninger, der kommer til udtryk i lovforslaget om gymnasiets fremtid, nok i endnu højere grad bærer et socialdemokratisk stempel, og det giver han forskellige eksempler på.

Vi er ikke uenige, og det er vigtigt at slå fast, at Socialdemokratiet har et hovedansvar for det, man kan kalde dannelsesopgøret i hele skoleverdenen, hvad der sandt for dyden også kom til udtryk i den nye folkeskolelov. Det hænger naturligvis sammen med, at partiet fra begyndelsen enty- digt satsede på en materiel udvikling, bedre løn, boliger, skolegang og sundhed, og al respekt for det, for det var nødvendigt i et mangelsamfund, og det var vigtigt, at alle kunne få et godt liv og ikke henleve tilværelsen i udbytning og undertrykkelse.

Disse bestræbelser skal fortsætte, det mener jeg også. Men der blev også gjort anstrengelser for at skabe en ”arbejderkultur” med fremtrædende partifolk som Hartvig Frisch og Julius Bomholt, ligesom man lod sig inspirere af højskolebevægelsen. Det sidste var tilfældet med Bodil og Hal Koch og i nyere tid under deres påvirkning K.B. Andersen og Knud Heinesen, Svend Auken, og ja, som Grimstrup påpeger, netop også Anker Jørgensen.

Men som han gør opmærksom på, så er denne inspiration forsvundet og er erstattet af det, han morsomt betegner som statskundskabssocialdemokrater. Og jeg kan også sagtens nævne navne fra partiet, der udtrykker denne opfattelse om uantastet effektivitet på bekostning af dannelse, og det er faktisk dem, der styrer partiet.

Men det er da beklageligt, at landets største og tredjestørste parti uden anfægtelse åbenbart har forskrevet sig til effektiviteten som ene- ste mål for uddannelse. Når der bliver tale om fordybelse, har man indtryk af, at det blot er et ord, og i virkeligheden mener man ikke noget med det andet end netop effektivitet.

Per Michael Jespersen konstaterer i Politiken den 11. maj, at selvom ingen politikere, erhvervsledere eller organisationsfolk formulerer det direkte, så er vi færd med at skabe et samfund med mindre fordybelse, og han føjer til, at ”mennesker, der kan fordybe sig, er altafgørende, hvis vores samfund skal holde sammen på sig selv og udvikle sig”. Og det handler ikke alene om uddannelsessystemet. Også socialrådgiveren og sygeplejersken hindres i en – også faglig – fordybelse. For idealet er ”multitaskende blæksprutter”.

Men den manglende fordybelse understøttes på fornemste vis af de elektroniske medier. Mogensen & Kristiansen er givetvis begavede og vidende mennesker, men jeg bliver ikke spor klogere, om end nok underholdt, ved at se deres ”Tirsdagsanalyse” på TV 2 News. De optræder som kommentatorer ved en sportskamp. Hvad gør statsministeren for at vende de negative opinionstal? Hvad tænker Thulesen Dahl om Socialdemokratiet, og hvad er konsekvensen af lederskiftet i Enhedslisten? Holdninger i politikken er der intet af, for det handler udelukkende om at vinde! Effektiviteten er også her det, alt handler om.

I 1960 skrev forfatteren og kritikeren Bjørn Poulsen (1918-2000) en væsentlig bog, ”Ideernes krise i åndsliv og politik”. Han var bestemt ikke ideolog, havde intet tilovers for verdensfrelsende idéer som fascisme, marxisme og liberalisme, Men han ønskede, at politik grundede på mere end krav om rationalitet og effektivitet. Holdninger og menneskesyn var det, der skabte et samfund og en udvikling.

Jeg sad sammen med ham og andre en nat i 1967 i en studenterhybel i det indre Aarhus, efter at han havde holdt foredrag på universitetet. Det var på samme tid en munter og alvorlig nat tilsat rigeligt med bajere, og vi hørte ham udmale konsekvenserne af effektivitetssamfundet, hvor der ikke længere er noget, der hedder ”menneske først”. Mennesket ikke som ånd, men som maskine. En hel del tyder på, at han spåede rigtigt.

Ugens debat skrives på skift af tidligere biskop i Aarhus og klummeskribent på Kristeligt Dagblad Kjeld Holm og præst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard. En af de to samler hver uge op på og kommenterer en eller flere af ugens vigtigste værdidebatter