Prøv avisen

Munks opgør med nazismen var reelt

Arkivfoto af digterpræsten Kaj Munk ved sit arbejdsbord Foto: NF/

Dette debatindlæg er skrevet af Ricardt Riis, Horsens

Jeg har lidt svært ved at få øje på Munks opgør med nazismen. Sådan slutter Henning Tjørnehøj sin kronik i Kristeligt Dagblad den 7. januar. Det kan jeg godt forstå.

For det første bekendtgjorde han ved et møde i Horsens for nogle år siden, at han ikke havde læst Kaj Munks dramatik. Og kronikken tyder ikke på, at han har rådet bod på denne mangel.

For det andet går hans citater ikke længere end til november 1939, så hvad Munk har tænkt og skrevet efter den dato, tager han ikke hensyn til. Og for det tredje er han ret selektiv i sin udvælgelse af citater og beskærer dem desuden, så de passer ind i hans kram.

Men skal det endelig være, det vil sige, skal vi til at tage en kamp på citater, så kender jeg nogle citater fra Vedersø-Jerusalem retur, der er langt værre end dem, han har fundet derfra. På side 147 hedder det om Hitlers mord på for eksempel sin gode ven Ernst Röhm, at denne handling gjorde ham til en Stormand, en Herodes, der ofrer sin Hustru, ... til en af de faa, der ... vover at leve hin Hjertets Renhed, som er at ville eet.

Og det bliver værre på næste side. Her hedder det: Hvad har det ikke kostet Hitler at overvinde sig selv og bringe det blodige Offer. Han gjorde det for Tysklands Skyld. Han handlede stærkt og klogt, han handlede kristeligt og stort.

Alt dette fragik han senere. Også den beundring for Hitler, der lyser ud af det. Det kan ses i skuespillet Niels Ebbesen. Den første version blev færdiggjort første torsdag i juni 1940, den anden version i januar 41 og tredje version blev udgivet som bog den 9. april 1942; man nåede at beslaglægge 3000 eksemplarer, men 13.000 var da allerede solgt.

I dette skuespil danner han gennem figuren grev Gert et portræt af Hitler. Dette portræt er yderst vellignende. Men al beundring for Hitler er som blæst bort. Alle grev Gerts udtalelser skal tolkes negativt. Det ved tilhørerne, for de kender jo historien om Niels Ebbesen, der vog den kullede greve.

Han lader således grev Gert sige: Hvad er mit Arbejde? At grundlægge et Rige, der bygger paa Barmhjertighed, Retfærdighed og Fred. Det gør jeg ved at nedslaa den falske Barmhjertighed, der ikke nænner at føre Sundhedens Kniv, den falske Retfærdighed, der er Svaghedens Skalkeskjul, den falske Fred, der dækker over Udfoldelsen af alle Laster. (2. version, side 58).

Da Hitler lod Röhm dræbe, da førte han Sundhedens Kniv. Og det gav Munk ham ret i. Men nu lader han denne handling stå som udtryk for diktatorens uindskrænkede ondskab.

Grev Gert fortsætter: Jeg er den barmhjertige, for jeg gør Ende paa det, der ikke duer, jeg er den retfærdige, for jeg tilkender den Stærke Sejren, jeg er selve Freden, for den er kun mulig, hvor een hersker, og alle andre adlyder stumt og blindt. (Herrerne bukker). Den stærke får sejren det er Hitlers socialdarwinisme, der derigennem afbildes. Der er én hersker, andre adlyder stumt og blindt her er det det såkaldte førerprincip, Munk afbilder.

Dette førerprincip, hvorefter førerens ord er lov, får endnu en tand i det følgende: Hvem taler om Løgn og Sandhed, om godt og ondt. Bor Gud ikke i mig? Er det ikke mig, der bestemmer, hvad der er Sandhed og hvad Løgn, hvad der er godt og hvad ondt. (Herrerne bukker). Har man ikke her alt det nazismeopgør, man kan ønske sig?