Alle har en mor og far. Nogle har søskende, kusiner og fætre, tanter og onkler. Alle kommer et eller andet sted fra. Og alle har en historie. De historier kan være meget forskellige og resultatet af både simple og utroligt komplicerede sociale konstellationer. De kan dække over traditionelle mønstre, helt særlige forhold og tilfældige hændelser. Men en ting har de tilfælles. De siger det samme, uanset om man vil det eller ej: Alle har en familie, i hvert fald biologisk, og i langt de fleste tilfælde også kulturelt.
Vi tænker som regel over familien som vores nære familie. Som dem, vi bor sammen med, voksede op sammen med og måske dem, vi bevidst har valgt ikke at leve sammen med. Familien er et socialt fænomen.
Nyere historie er blevet skrevet som kernefamiliens storhed og fald. Kernefamilien med faste funktioner som familieoverhoved, forsørger og husmoder er resultatet af en årtusindlang udvikling af en række samfundsnormer. Med tiden blev den ideal og ideologi, ramme og spændetrøje. Men har også måttet give op til fordel for multifamiliemønstre.
Din familie, måske din nabos eller dine venners, har formentlig brudt med traditionerne og byder på samliv på kryds og tværs, skilsmisser, halvsøskende, papmødre og weekendfædre, adoptivbørn og samkønsforældre. Det betyder ikke, at der ikke er normer i dag. Men de sociale variationer er større i det 21. århundrede, end de var i 1950’erne.
Det ved vi godt. I dag er det anderledes, end det var i gamle dage. Sagen er bare, at gamle dage ikke er særligt længe siden, når vi ser på menneskets samlede historie. Og mange af de forskellige måder at organisere familieliv på giver os indtryk af store forskelle snarere end ligheder.
Antropologer har set på disse kulturelle ligheder og forskelle mellem folk fra hele verden. Vi opfører os på mange måder ens over for andre mennesker, uanset hvordan vores familiestruktur er. For eksempel er der på tværs af kulturer et generelt incestforbud.
Det er også udbredt blandt hele Jordens befolkning at indgå i ægteskabslignende kontraktmæssige alliancer. De dækker alle over en helt konkret måde at indgå længerevarende forhold, der gensidigt forpligter gennem en bindende aftale. Sådan en aftale kan i de fleste tilfælde brydes, men oftest kun med en vis vanskelighed og indimellem med meget uhensigtsmæssige reaktioner til følge.
Der er imidlertid en lang række andre ting, der gør sig gældende og spiller en afgørende rolle for hele vores sociale liv. Inklusive vores familieliv. De er resultatet af en lang og integreret biologisk og kulturel historie, der rækker millioner af år tilbage.
Det er vores helt store familiehistorie, den historie, der hjælper dig til at forstå mange af de dagligdags ting, som du selv, din familie og dine venner gør. Den fortæller os blandt andet, hvorfor vi bliver glade, når børn griner, hvordan det kan være, at vi bruger så lang tid på at lave mad, og hvorfor vi bliver kede af det, når andre rammes af ulykke. Det er vores biokulturelle familiehistorie. Og den går langt tilbage.
Det videnskabelige navn for vores egen art er Homo sapiens. Vi er en forholdsvis ny menneskeart, der opstod på det afrikanske kontinent for omkring 300.000 år siden. Alle mennesker i resten af verden er efterkommere af meget små grupper, der ad flere omgange udvandrede fra Afrika og efterhånden spredte sig over hele kloden.
Vores art var dog ikke de første udvandrere. Tidligere havde andre krydset over strædet, der adskiller Afrika og Mellemøsten. Vi har fossilfund fra menneskearter i Asien og Europa, der går næsten to millioner år tilbage. I Afrika er de ældste fund af menneskearter seks til syv millioner år gamle. Vi kender til i alt 25 forskellige menneskearter. Men i dag er alle, undtagen os, uddøde. Vi er den eneste overlevende menneskeart.
Nu er vores nærmeste nulevende slægtninge chimpanser og bonoboer. Engang troede man, at der var et skarpt brud mellem arterne, hvor chimpanserne for eksempel gik i en retning, og mennesket gik i en anden retning og fulgte en lige linje fra primitive mennesketyper til moderne mennesker.
Talrige fossilfund og genetiske studier viser i dag et andet billede. Der var ikke en direkte linje til moderne mennesker, men snarere en mængde af forskellige menneskearter, hvor flere levede på samme tidspunkter og udfyldte forskellige pladser i økosystemet.
Vi er vant til at se vores egen udviklingshistorie som et træ med få grene. En vidtforgrenet busk giver et bedre billede. Vores egen arts opståen og overlevelse er en historie om held og om at være på det rette sted til det rette tidspunkt. Det handlede om at have de rette egenskaber for at udfylde en mulighed, der åbnede sig og gjorde vores forfædre særligt egnede til at klare lige nøjagtig den situation og de vilkår, som andre menneskearter havde svært ved.
Flere gange i vores dybe historie har vores forfædre oplevet befolkningsmæssige flaskehalse. På et tidspunkt før en af Homo sapiens’ udvandringer fra det afrikanske kontinent for omkring 65.000 år siden har der sandsynligvis ikke været mere end nogle få tusinde individer. Hvis de ikke havde overlevet de flaskehalssituationer, så havde ingen af os været her i dag.
Måske havde nogle af vores andre nære slægtninge klaret sig i stedet. Og måske ville der slet ikke være nogen tilbage fra vores gren af familien, der for millioner år siden begyndte at gå på to ben, bruge redskaber, i løbet af hundreder af generationer få større hjerner og med tiden udvikle kultur og sprog. Måske ville chimpanser, bonoboer, gorillaer og orangutanger være de eneste tilbage fra vores fælles historie, og verden ville have set helt anderledes ud.
Vores art overlevede. Alverdens sprog, kultur, teknologi og viden er resultatet heraf. Alt det, vi kender og omgiver os med, kommer af den historie. Uden den ville du ikke sidde med denne avis i hænderne.
De seneste par årtusinder har mennesket gjort alt for at definere sig selv som unikt. Med tanken om en jord i centrum for universet og mennesket som den ypperste skabning har vi, om ikke på andre måder, udmærket os som naturhistoriens nok mest arrogante væsen. Vi har fejret os selv i filosofi, kunst, religion og videnskab. Vi har troet, vi var universets centrum.
I dag er vi klar over, at vi bare bor på en halvstor planet, der sammen med syv andre kredser om en gennemsnitlig stjerne sammen med mere end hundrede milliarder andre i Mælkevejen, der selv udgør blot en lillebitte del af en kæmpemæssig galaksesamling. Det er vores hjem i universet, og adressen burde, om ikke andet, indgyde os en vis ydmyghed. Men ydmygheden har haft trange kår de sidste par tusinde år.
Vi er unikke som mennesker. Men vi er ikke mere unikke end alle andre dyr, der lever og nogensinde har levet. Vi er i dette øjebliksbillede af Jordens historie bare rigtig gode til at udnytte de livsmuligheder, der byder sig for et mellemstort pattedyr med en stor hjerne og en alsidig teknologibeherskelse. Det moderne menneskes umiddelbare succes har imidlertid konsekvenser for andre end os selv.
Vores historie er lige nu en historie, der skrives på bekostning af rigtig mange andre dyr og planter, og vores evolutionære imperialisme har dermed en pris, som ikke kun truer eksotiske arter langt fra vores egne hyggelige stuer. Mennesket er selv blevet en negativ naturkraft, der påvirker naturens og menneskers sundhed som aldrig før. Det går også ud over grundlaget for vores børn, børnebørn og deres børn i mange efterfølgende generationer.
Det handler altså ikke kun om en natur, der er langt væk. Det handler om os selv. Vi er derfor nødt til at stille spørgsmålet: Er det en måde at behandle sin familie på?
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.