Museumsdirektør: Julens traditioner giver os en følelse af at være en del af noget, der er større end os selv

Museumsdirektør Thomas Bloch Ravn fra Den Gamle By skriver her om de mange lag, som julen består af

I takt med individualiseringen og ligheden mellem kønnene begyndte ægtefolk og de familiemedlemmer, der var med til julefesten, at give hinanden gaver, og de seneste 100 år er også børnene blevet så lige, at de giver forældrene gaver.
I takt med individualiseringen og ligheden mellem kønnene begyndte ægtefolk og de familiemedlemmer, der var med til julefesten, at give hinanden gaver, og de seneste 100 år er også børnene blevet så lige, at de giver forældrene gaver. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Museumsdirektør, Den Gamle By

Ordet jul kender vi helt tilbage til vikingetiden, og det er sikkert meget ældre. Jul er den oldnordiske betegnelse for gilderne ved vintersolhverv. Den ældste beretning stammer fra omkring år 900, hvor skjalden Torbjørn Hornkløve beretter, at den norske kong Harald Hårfager havde besejret en række småkonger. Derpå ”drak han jul på havet”.

Det er småt, hvad vi ved om julefejringen i vikingetid og middelalder. Først med renæssancen i årtierne omkring år 1600 tegner der sig et billede af, hvordan danskere fejrede julen. Vel at mærke de danskere, der havde råd og ikke levede på samfundets bund.

Det har vi skabt et billede af i Den Gamle Bys renæssancestue. Stuen er det første – og ældste – tableau i en serie på mere end 60 julepyntede rum, der som en integreret del af Den Gamle Bys store tidsrejse viser, hvordan julen kunne tage sig ud i Danmark i forskellige sociale lag igennem 400 år, helt frem til i dag.

I renæssancestuen er det juleaftensdag 1625 hos en velhavende købmand. På det store bord står der lys, masser af mad og drikke, sølvmønter og et par skeer, samt naturligvis kong Frederik II’s store bibel fra 1589. På gulvet står rumlepotten som symbolet på den festivitas, som julen også var.

Disse elementer symboliserer fire vigtige sider af julen:

1) Julen er den kristne fejring af Jesu fødsel.

2) Julen er gavegivning og markering af fællesskab.

3) Julen en fejring af lyset og en festligholdelse af, at året nu vender, og det går mod lysere tider.

4) Og så er julen mad og drikke og sjov og ballade i den mørke tid, hvor der ikke er så meget andet at lave.

At julen er en fejring af Jesu fødsel symboliseres i Den Gamle Bys tableau ved, at den store Frederik II’s bibel ligger slået op på bordet. Den fylder ganske godt, sådan som det religiøse element utvivlsomt også gjorde i renæssancen.

Men som århundrederne gik, blev kristendommen mindre synlig i fejringen af julen. I Den Gamle Bys serie af tableauer bliver bibelen stadig mindre, for til sidst at blive afløst af julegudstjenesten i radioen. Ja i de scenarier, der viser 1960’erne og 1970’erne, er kristendommen nærmest helt fraværende. Mest radikalt i kollektivet, hvor det mest julede er en snevejrsøl, og hos hippieparret, hvor juletræet ikke har stjerne i toppen, men hammer og segl – sådan som vi ved, de dengang unge mennesker havde det i 1974.

At give gaver besegler grundlæggende det gode forhold mellem mennesker. Det gør det også i julen, og i et patriarkalsk samfund som renæssancens er det naturligvis husets overhoved, der giver gaver til kone og børn og også til tyendet. På julebordet i renæssancestuen i Den Gamle By ser vi en sølvske, et par sølvmønter og lidt kager.

I takt med individualiseringen og ligheden mellem kønnene begyndte ægtefolk og de familiemedlemmer, der var med til julefesten, at give hinanden gaver, og de seneste 100 år er også børnene blevet så lige, at de giver forældrene gaver. Men det grundlæggende er fortsat, at gavegivning skaber relationer.

Markeringen af solhvervet er også en vigtig del af vores julefejring, selvom vi ikke taler om det på den måde. At året vender, og det snart begynder at gå mod lysere tider, markerer vi ved at tænde lys. Det gjorde man også i renæssancen og i de følgende århundreder.

Da juletræet blev almindeligt i løbet af 1800-årene satte man lys på træet. I begyndelsen af 1900-årene begyndte man at pynte i byernes handelscentre med lys i butikkerne, på det store juletræ på torvet og de granguirlander, man flere steder begyndte at hænge over gaderne.

I 1930’erne kom adventskransen til, hvor vi tænder stadigt flere lys, jo nærmere vi kommer julen og solhvervet. Efter Anden Verdenskrig kom kalenderlyset, og vi tog den svenske Lucia-skik til os.

Og de senere år er stadig flere villahaver blevet udsmykket med tusindvis af lamper, der med farver og blink viser billeder af julemandens kane, julegaver, julestjerner og Rudolf med den røde tud.

De madtraditioner, der tog form i renæssancen, er også i høj grad til stede i nutidens julemad og -drikke. Julens grød er, i renæssancen som i dag, kogt på mælk i stedet for vand. Vi strør den med kanel og sukker, som dengang var eksklusive varer fra kolonierne.

På renæssancens julebord er der fersk skinke og blodpølse fra den nyligt slagtede gris. I en tid, hvor det kød, man spiste, oftest var røget eller saltet, var fersk kød virkelig en fest- og højtidsspise, ja, en luksus og en lækkerbisken i en grad, som vi vanskeligt kan forestille os i dag. Op til vinteren slagtede man de husdyr, der ikke var vinterfoder til.

Derfor blev julen fejret med noget, der nærmest blev betragtet som frådseri i fersk kød, typisk fra den slagtede gris. Selvom de fleste nok spiser and eller gås juleaften, er det ferske flæskekød også en vigtig del af julens madtraditioner.

Der var også rigtige æbleskiver på bordet. Altså en skive vinteræble, som er dyppet i dej og kogt i svinefedt. Den Gamle Bys gæster kan købe dem på torvet, og de smager himmelsk, skal jeg hilse at sige. Og julens småkager er, dengang som nu, krydret med sukker, kanel, ingefær, nelliker og pomerans, som også hører til tidens kolonialvarer.

Julen var i det hele taget en fest. Det kunne man også mærke, når man drak af juletønden, hvor øllet havde gode procenter til forskel fra hverdagens tynde øl. Mad og drikke hører ofte sammen med fest og ballade.

Festen symboliseres i renæssancestuen også af rumlepotten, som var tidligere tiders måde at skabe larm og bumbum-rytme. I dagene mellem jul og nytår, ja, helt frem til helligtrekonger, blev der holdt julestuer rundt om i hjemmene, hvor ungdommen kunne more sig og lære det andet køn bedre at kende.

”Bro, bro brille” er en sådan juleleg, og ligeså ”Nippe strå”, hvor man med læberne skulle nippe strå fra hinanden, dreng fra pige og omvendt! Eller man kunne ”Trille kage”, hvor en ung mand og en pige blev lagt oven på hinanden på et bord og de øvrige deltagere skulle ”ælte dejen”.

I Ludvig Holbergs komedie ”Julestuen” fra 1724 lader han borgmester Jeronimus sige: ”Ak, havde jeg blot en daler for hver en mødom, som er løbet af stablen på en julestue, så var jeg en rig mand!”.

Den allervigtigste forskel på julen før og nu er nok, at der hele tiden er blevet mere af det meste. En anden vigtig forskel er, at julen førhen især lå i de 12 dage fra juleaften den 24. december og så frem til helligtrekongersaften, som er den 5. januar – dog med adventstiden som den stille forberedelsestid. I vore dage begynder den kommercielle jul allerede i begyndelsen af oktober.

Fra slutningen af november og igennem hele december er det tid for julefrokoster. Mange er sammen om at pynte juletræet lillejuleaften, og julens bankende hjerte er nu som før juleaften og første juledag, indtil man anden juledag den 26. december så at sige lukker julen ned. Og så er det ellers store byttedag og udsalg. Er man heldig kan man også købe fastelavnsboller.

Men trods nytilkomne skikke giver julen traditioner os forankring og en følelse af at høre til. Når man skærer ind til benet, er der vel egentlig heller ikke så meget nyt under solen. Julen er fortsat en fest for lyset, den er fest og mad og drikke, den er gavegivning til besegling af fællesskaberne, og den er den kristne fejring af Jesu fødsel.