Museumsleder Anne-Mette Villumsen, Skovgaard Museet åbner en udstilling med blasfemisk kunst, men vælger ikke at vise Muhammed-tegningerne – omdrejningspunktet for den globale blasfemidebat de seneste 10 år. Hvorfor ikke?
Når man taler om blasfemi, ytringsfrihed og censur, tænker alle danskere som det første på Muhammed-krisen og Muhammed-tegningerne. Med udstillingen vil vi vise, at der er meget andet end Muhammed-tegningerne derude, der er aktuelt at debattere.
Udstillingen skal vise, at det ikke er en ny diskussion, men at den har foregået i mange hundrede år. Og så er det sjovt, at når medierne omtaler dette, er der heller ingen af dem, der viser tegningerne, selvom det jo ville være oplagt.
De fleste medier indrømmer, at det er frygten for vold, der afholder dem fra at vise tegningerne. Er det også tilfældet for jer?
Ja, det er det også hos os. Vi er en lille organisation, der ikke har mulighed for at klæde vores frontpersonale på til at håndtere en terrorrisiko. En anden vigtig grund til, at vi ikke viser tegningerne, er, at så ville alt handle om dem, og så ville det blive en ekstremt polariseret debat. Det ironiske er så, at selvom vi ikke viser dem og ikke nævner dem, er det stadig dem, alle spørger ind til.
Som du siger, er det umuligt at lave en udstilling om blasfemi, uden at debatten kommer til at handle om Muhammed-tegningerne på den ene eller anden måde. Så hvorfor overhovedet lave en udstilling, hvis du helst vil undgå denne polariserede debat?
For netop at prøve at få de nuancer med, som debatten om tegningerne skygger over. Vi laver den for at vise, at debatten om dette handler om meget mere end de tegninger, og at den har eksisteret lang tid før.
Ville I vise tegningerne, hvis der ikke havde været en sikkerhedstrussel, eller ville du i så fald holde fast i argumentet om, at Muhammed-tegningerne skaber en polariseret debat?
Jeg tror egentlig stadig, at vi ville have undladt at vise dem. Sikkerhedsspørgsmålet er selvfølgelig et stort emne, men for at undgå polarisering ville vi selv uden voldsrisiko droppe at vise tegningerne, fordi de ligesom er blevet debatteret til døde.
Hvad mener du med, at de er blevet ”debatteret til døde”?
Krisen brød ud i 2006, og nu er det 11 år senere. Det er ved at være lang tid siden. Debatten popper op igen og igen, og nu er blasfemiparagraffen blevet afskaffet til dels på grund af Muhammed-krisen. Spørgsmålet er, om der kommer nye ting frem ved at tale om den, eller om diskussionen om, hvad vi kan vise og ikke kan vise, kan nuanceres ved at se på andre emner.
Det er vel ikke en debat, der er død, når I 11 år senere delvist undlader at vise tegningerne på grund af en terrorrisiko?
Det er ikke for at sige, at Muhammed-krisen ikke er relevant længere. Vi vil bare gerne kaste nogle nye brikker ind i den diskussion, så man ikke stirrer sig blind på Muhammed-krisen og tror, at den er det eneste grundlag for debat om ytringsfrihed. Der er rigtig mange andre emner for tiden.
Men der er vel ikke andre emner, hvor ytringsfriheden i samme grad er indskrænket?
Der kan man jo nævne ugemagasinet Charlie Hebdo, der var kendt for at lave satire over alle religioner. Det var ikke kun islam, men også kristendom og jødedom.
Men det var jihadister og ikke fundamentalistiske kristne eller jøder, der angreb Charlie Hebdo.
Ja, selvom de havde forholdt sig satirisk til andre religioner. Men der er også interessante eksempler i USA, hvor man lige nu diskuterer, hvilke statuer der må være i det offentlige rum, og hvor universiteter boykotter talere, fordi nogen ikke bryder sig om talerens budskab.