Musik i kirken og diakonalt arbejde: Tingene hænger da sammen

Hver gang landets mange unge kirkekorssangere mødes til korprøver eller synger til gudstjenester, henvender vi os som folkekirke til såvel ressourcestærke som ressourcesvage mennesker, som derved bliver en del af et meningsfyldt og inkluderende fællesskab, skriver organist

Det er min påstand, at der foregår langt mere diakonalt arbejde i folkekirken, end tallene for folkekirkens økonomi giver indtryk af, skriver organist
Det er min påstand, at der foregår langt mere diakonalt arbejde i folkekirken, end tallene for folkekirkens økonomi giver indtryk af, skriver organist . Foto: Pascal Deloche / Godong/picture alliance / Godong.

Dette debatindlæg er skrevet af Niels Erik Aggesen, organist ved Trinitatis Kirke i Fredericia

Folkekirken har offentliggjort en samlet opgørelse over, hvordan den anvender sine penge. Her fremgår det, at kirkerne næsten bruger tre gange så mange penge på kirkekor og koncerter som på diakonalt arbejde. Sådan kunne man læse i Kristeligt Dagblad den 20. februar.

Det er min påstand, at der foregår langt mere diakonalt arbejde i folkekirken, end tallene tilsyneladende giver indtryk af. Hver gang der holdes gudstjeneste med efterfølgende kirkekaffe eller kirkefrokost, skabes der rum for inkluderende fællesskaber. Hver gang der holdes foredrag i sognegårdene eller holdes koncerter i kirken eller hver gang landets mange unge kirkekorssangere mødes til korprøver eller synger til gudstjenester, henvender vi os som folkekirke til såvel ressourcestærke som ressourcesvage mennesker, som derved bliver en del af et meningsfyldt og inkluderende fællesskab.

LÆS OGSÅ: Folkekirken bruger tre gange mere på musik end diakoni

DER ER virkelig grund til at glæde sig over folkekirkens talrige mangeartede aktiviteter, der hver på deres måde samler og peger hen på kirkens frihedssættende og fællesskabsskabende budskab.

Derimod er det næsten fortvivlende, at folkekirken gang på gang fremstår som en magnet for negativ omtale. Sidste år var det de høje udgifter til kirkefunktionærlønninger, der blev sammenholdt med medlemsflugten fra kirken. I år er det udgifterne til de dyre, finkulturelle kirkekoncerter og dygtige kirkekor, der står for skud over for den tilsyneladende lave prioritering af det diakonale arbejde.

Det er derfor overraskende, at landsformanden for menighedsrådene, Inge Lise Pedersen, der dog maner til en vis besindighed i artiklen, ikke ser diakonibegrebet integreret i folkekirkens mangeartede aktiviteter. Og det er direkte uforståeligt, at der er præster, der benytter lejligheden til at skabe et fjendebillede af musikken i folkekirken.

Men selve opgørelsen af udgifterne kommer fra Kirkeministeriet. Det er dem, der har opgjort tallene på baggrund af den relativt nye formålskontering, der blev indført for et par år siden. Et kassesystem, der med vandtætte skotter mellem kasserne opgør de samlede udgifter til gudstjenester, til foredrag, til koncerter, til korarbejde og til diakoni; hver for sig, uden forståelse for den overordnede sammenhæng. Som om folkekirkens musikalske aktiviteter kun finder sted alene for musikkens skyld, løsrevet for den overordnede og dermed også den diakonale ramme.

Der er ingen tvivl om, at folkekirken kan og skal yde en forstærket og mere bevidst indsats på det diakonale område, men det ville være ønskeligt, at debatten kunne foregå på et mere redeligt niveau. Debatten viser også, at der i brede kirkelige kredse, ja, helt ind i Kirkeministeriet, er en begrænset viden om betydningen af folkekirkens musikalske arbejde, desværre. Men langt de fleste af landets organister og korledere vil med glæde være med til at kaste lys over det diakonale arbejde, der igennem musikken også finder sted i folkekirken.