Muslim: En begrænset gud er ikke gud

En skabende, opretholdende og uforanderlig Gud kan ikke slås ihjel, hr. Grønkjær, skriver Bettina Meisner, der er talskvinde for Det Islamiske Trossamfund

Kan den nye Gud, som dr.theol. Grønkjær taler om, overhovedet høre bøn? Er han et "jeg" uden for mig selv, som faktisk hører, når jeg beder til ham? Spørgsmålene hober sig op om forholdet mellem Gud og menneske i kølvandet på Grønkjærs bog "Den nye Gud". Her illustreret med Michelangelos (1475-1564) berømte værk "Adams skabelse", som hænger i det Det Sixtinske Kapel i Vatikanet.
Kan den nye Gud, som dr.theol. Grønkjær taler om, overhovedet høre bøn? Er han et "jeg" uden for mig selv, som faktisk hører, når jeg beder til ham? Spørgsmålene hober sig op om forholdet mellem Gud og menneske i kølvandet på Grønkjærs bog "Den nye Gud". Her illustreret med Michelangelos (1475-1564) berømte værk "Adams skabelse", som hænger i det Det Sixtinske Kapel i Vatikanet. . Foto: Sheila TerrySPL.

STAKKELS HR. dr.theol. Grønkjær. Han higer og søger (desværre ikke i gamle bøger) og vender og drejer – alt sammen til ingen nytte. Sagen er, at begrænser man Gud, og fravælger man hans sande åbenbaringer efter forgodtbefindende, ja, så vil man altid havne i dilemmaer som Hr. Grønkjærs.

En skabende, opretholdende og uforanderlig Gud kan ikke slås ihjel. Hr. Grønkjær tror åbenbart, at gør han filosoffen Nietzsche "kunsten" efter ved at hævde, at Gud er død, ja, så løser han kristendommens evige dilemma omkring Bibelens manglede naturvidenskabelighed i forhold til blandt andet skabelsen af verden.

Og hvis han så samtidig genopliver guden og giver ham kunstigt åndedræt ved at begrænse ham til at være en gud, som lader sig korsfæste, og som derefter giver op (jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, og der er ikke mere at gøre), ja, så tror han, at selv den mest standhaftige ateist vil stoppe alle indvendinger. Hvornår har det at være opgivende nogensinde været en dyd? Og oven i købet en så stor dyd, at man guddommeliggør den?

En barmhjertig gud, som ingen, selv ikke den mest reflekterende hardcore ateist, kan stille spørgsmålstegn ved, er den eneste, altså unik. Uafhængig, alt skabt er afhængigt af ham. En gud, som ikke er født og ej heller avler. En gud, intet er sammenligneligt med.

En sådan gud var Bibelens Gud, men budskabet herom udviskede menneskets hænder op gennem historien.

Lod Gud os så i stikken? Nej, han lod åbenbare et mirakel, som lever op til enhver kvalitetstest, nemlig Koranen. "Vil de da ikke tænke over Koranen. Og hvis den havde været fra nogen anden end Allah, så havde de visselig fundet mangen modsigelser i den."(Sura 4/82).

Vend derfor blikket imod fortsættelsen af det Guds evangelium, som det er dig så magtpåliggende at udbrede. Læs og reflekter over Koranen med et åbent sind. Og du vil finde autentiske naturvidenskabelige fakta om blandt andet verdens skabelse og en uomtvistelig definition af, hvem Gud er. Se, det er vejen ud af kattepinen.

Bettina Meisner er talskvinde for Det Islamiske Trossamfund