Muslimer er et problem

Europa kan skridt for skridt, bid for bid, give efter for muslimske særkrav og dermed begå kulturelt selvmord

De muslimer, som kommer med religiøse særkrav såsom ”retten” til at bære tørklæde og bederum på undervisningsinstitutioner, bør tage til lande, som hylder muslimske værdier, skriver lektor Lone Nørgaard. -
De muslimer, som kommer med religiøse særkrav såsom ”retten” til at bære tørklæde og bederum på undervisningsinstitutioner, bør tage til lande, som hylder muslimske værdier, skriver lektor Lone Nørgaard. - .

HVOR SVÆRT KAN det være? Punkt 1: Hold op med at tale om indvandrerproblemer det er muslimer, der er problemet. Punkt 2: Muslimer er velkomne i Europa, hvis de er indstillet på at dyrke deres tro i privatlivet.

De muslimer, som kommer med religiøse særkrav (retten til at bære tørklæde, kønsopdelt svømmeundervisning, bederum på undervisningsinstitutioner, fredagsbøn afholdt i det offentlige rum på længere sigt offentlig anerkendelse af muslimske helligdage, ændring af skolernes pensum, ret til polygami, indførelse af sharia på familieretsområdet, straf for respektløse udsagn om profeten eller islam), henvises i stedet til at tage til lande, som hylder muslimske værdier.

Der er nok at vælge imellem: Egypten, Irak, Saudi-Arabien, Yemen, Jordan, Syrien, Libanon, Algeriet, Bahrain, Djibouti, Kuwait, Libyen, Mauretanien, Marokko, Oman, Palæstina, Qatar, Somalia, Sudan, Tunesien og De Forenede Arabiske Emirater.

I betragtning af, at muslimer kun udgør mindre eller omkring 10 procent af de europæiske befolkninger, er der noget at se frem til, hvis Europas politikere fastholder deres multikulturelle utopi. For at skære den helt ud i pap:

Den islamiske civilisation er ude af stand til at konkurrere med den vestlige til gengæld skal Vesten så hurtigt som muligt udvikle alternative energikilder, så den arabiske verden kan slippe for at blive belemret med Vestens penge, demokrati, ønske om konstant at øge viden samt ligestilling mellem kønnene. Naturligvis skal vi ikke belemre dem med vores værdier, når de hellere vil have deres egne i sharia.

Hvornår går den ind på lystavlen? At mange stærke kræfter i den muslimske verden ikke ønsker den usikkerhed, tvivl og ensomhed, der er forbundet med bevægelsen fra en patriarkalsk, klanbaseret familiestruktur til en individualisering, som kaster individet tilbage på egne ressourcer, egne refleksioner og egne ofte pinefulde valg.

DE MODERNE SAMFUND i Vesten har mange problemer (skilsmisser, familiesammenbrud, misbrugsproblemer af allehånde art, egoistisk sætten lyst før pligt, rettigheder før ansvar, manglende dannelse og socialisering af de kommende generationer og så videre), men stillet over for alternativet mellem at deponere min mulighed for at være et frit menneske på godt og ondt og underkaste mig en middelaldermørk, kvindeundertrykkende ideologi, som skulle styre mit liv fra vugge til krukke, er valget ikke svært.

For mig er situationen efter otte års intens optagethed af indvandring, islam og islamisme helt klar: Europa kan skridt for skridt, bid for bid, give efter for muslimske særkrav og dermed begå kulturelt selvmord.

Eller demokratiske, frihedselskende europæere kan i hver deres nation (nej til Lissabon-traktaten, som overlader al magt til juristerne, der ikke kan stilles til politisk ansvar!) gå til aktiv kamp for at bevare nogle enestående samfund, der giver deres borgere ikke mindst kvinderne en høj grad af frihed.

Det er en kamp, som hver eneste frihedselskende europæer godt kan indstille sig på i hverdagen, hvad enten det handler om at stå fast over for religiøse særkrav eller tåbelige beskyldninger om hate speech, når der alene er tale om et forsvar for demokratiske frihedsrettigheder.

Lone Nørgaard, lektor, cand.mag., Normasvej 39, Frederiksberg