SOM BEKENDT HAR Koranen lånt en række skikkelser fra Bibelen. Fra muslimsk side hævdes det ganske vist, at det er Bibelen, der har lånt, idet Koranen angiveligt er ældre og dermed disse skikkelsers rette kontekst.
I en artikel med titlen Jesus, den muslimske hippie i det katolske magasin First Things fortæller islam-eksperten Gabriel Said Reynolds, professor ved Notre Dame University i USA, om, hvordan Koranen og senere muslimsk tradition forstår Jesus.
Hans forekomst i selve Koranen er sparsom. Der er en speciel version af Jesu fødsel, der forekommer nogle mirakler, blandt andet taler han allerede i vuggen, og disciplene nævnes, dog ikke ved navn.
Om hans endeligt hedder det, at jøderne ikke korsfæstede eller dræbte Jesus. Næste vers noterer, at Allah løftede ham op til sig, uden at det fremgår, om andre dræbte ham, eller om han opstod uden død.
LÆS OGSÅ: Selvforskyldt eller selvopofrelse?
Det er traditionen efter Koranen, der leverer de fleste træk til det billede af Jesus, som muslimer gør sig i dag, understreger Reynolds. Og her tegnes han som en profet af den mest åndelige og verdensforagtende slags.
Reynolds peger på en moderne iransk film som perfekt eksempel på denne forståelse, Messias af instruktøren Nader Talebzadeh. Den blev i 2007 en stor succes i Iran og siden vist i synkroniseret arabisk version over hele Mellemøsten.
Reynolds skriver: Jesus er her så åndelig, at han kun lige knap befinder sig på Jorden. Han skænker ikke denne verdens byrder en tanke, og han lærer sine omgivelser at koncentrere sig om den næste verden. Bortset fra selvfornægtelsen virker han som noget i retning af en muslimsk hippie.
Filmen flugter altså med muslimsk tradition, der opfatter Jesus som en oplyst mester, der lærte sine disciple askese. Sandsynligvis er traditionen inspireret af et vers i Koranen, der kalder Jesus for en ånd fra Allah. Derfor præciseres det også gerne, at Jesus levede i cølibat. Omvendt siger traditionen, at Muhammed forbød muslimer at leve i cølibat. I stedet skulle han have erklæret: Jihad er islams klosterbevægelse!.
Især sufierne, de muslimske mystikere, var i middelalderen interesserede i Jesus-figuren. De lod ham sige: Vogt jer for verden, og gør ikke den til jeres blivende sted. Og asketisk: Den dag,Jesus løftedes op i himlen, efterlod han ikke andet end en ulden klædning, en slynge og to sandaler.
JESUS SPILLER INGEN frelsende rolle, opfylder ingen profeti, og han opretter ikke nogen ny pagt, understreger Reynolds. Som en vismand eller en guru tilbyder han tidløs visdom, men han handler ikke på nogen meningsfuld måde.
I nyere muslimsk teologi har man skabt en særlig rolledeling, fortæller Reynolds. Moses er lovens profet, Jesus er nådens profet og Muhammed en perfekt kombination af de to. Det gør Muhammed til den, som er både praktisk anlagt og god, og derfor kan kun islam gøre et samfund rigt og blomstrende. Mener islam.
Det Muslimske Broderskab har da også det politiske slogan Islam er løsningen. Moses fokuserede for meget på denne verden, og derfor måtte Jesus korrigere ved at pege på den kommende, men Muhammed kombinerer de to synsvinkler, fortæller Reynolds. Jesus var tilgivelsens profet, fordi Moses var retfærdighedens. Muhammed var profet for begge dele. Derfor er Muhammed og kun Muhammed den profet, der kan fikse ting. Modsat Muhammed kan Jesus ikke organisere militære offen-siver og opbygge imperier, bemærker Reynolds.
Kristendom og islam deles altså om Jesus, men det er ingenlunde samme skikkelse. Islam betoner nøje (Koranen 4:171), at Jesus ikke er Guds søn. Han er altså ikke Kristus, og når han ikke er frelser, bliver han kun formaner.
Det interessante er, at dette vismands-billede uden forfærdende soningsdød er det, som kræsne, sekulære mennesker bedst forliger sig med. Det var for eksempel Villy Sørensens.
Oplysningstiden bød på de såkaldte deister, som ikke kunne kapere kristendommens forkyndelse af, at Guds søn fødtes på jorden. Og Chesterton havde blik for, at fornuftsmennesker kan finde det tiltalende hos islam, at den ikke har nogen indviklet treenighed. I sin roman Den flyvende kro lader Chesterton en progressiv og rationalistisk lord gå over til islam af samme grund.
Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?, spørger Jesus i Det Nye Testamente. Det er det afgørende spørgsmål. Troen på, at han er Guds søn, er kristendommens inderste gåde og virkelige klenodie.