Prøv avisen

Muslimer vil ikke høre på Obama

Obamas lovende ord i indsættelsestalen runger nu hult i muslimske ører. For muslimer er der for stor afstand mellem de værdier, som Obama taler om, og den ubetingede støtte, som USA fortsat giver til staten Israel. - Foto: Tegning: Peter M. Jensen.

Den muslimske verden så Obama som et symbol på retfærdighed. Men det varede kun, indtil han skulle bestå den første test: konflikten i Gaza ved årets begyndelse

PRÆSIDENT OBAMA har mange gode intentioner. En af dem er dialog med den muslimske verden. Allerede i sin indsættelsestale gjorde han opmærksom på sin dialogiske drøm med ordene: "Vi er en nation af kristne, muslimer, jøder og hinduer og ikke-troende". Og det første tv-interview, som præsidenten gav fra Det Hvide Hus, var til tv-kanalen Al-Arabiya, en arabisk-sproget tv-kanal, hvor han sagde, at han ville tage initiativ til et nyt partnerskab mellem Amerika og den muslimske verden bygget på gensidig respekt og gensidige interesser. Obama har sågar sagt, at han ønsker at komme i en konstruktiv dialog med Taleban.

Det var budskaber, som gik rent ind over hele verden; selv den muslimske verden, som med det samme fik store forventninger til den nye præsident, jublede.

Men hvordan er det så gået med Obamas bestræbelser? I en opsigtsvækkende artikel i New York Times den 7. februar 2009 med overskriften "Why Muslims can't hear Obama" (Hvorfor muslimer ikke kan høre på Obama), skrevet af en egypter med ved navn Aswany, finder man et svar.

Aswany beskriver, hvordan mange egyptiske muslimer gav deres fulde opbakning til Obama ved valget i november sidste år. Også i Egypten var der feststemning og sejrsrus på valgnatten, da det stod klart, at Obama var vinderen. På trods af hans amerikanske nationalitet havde mange muslimer stor sympati for den nye præsident, fordi han i deres øjne var indbegrebet af retfærdigheden.

MUSLIMER SÅ HAM som et produkt af et retfærdigt, demokratisk system med lige muligheder for uddannelse og arbejde, og som tillod en sort mand efter århundreders racediskrimination at komme til magten. Og denne form for social retfærdighed er i følge Aswany netop, hvad den muslimske verden mangler, og hvad unge drømmer om.

Mange får kun job, fordi de har gode forbindelser. Ministre bliver ikke valgt, men udpeget af præsidenter. Dette system leder mange unge til frustration og til religiøs ekstremisme.

Som resten af verden så man nu Obama som et symbol på denne retfærdighed. Men det varede kun, indtil han skulle bestå den første test: konflikten i Gaza ved årets begyndelse. Mange muslimske lande, deriblandt også Egypten, forventede, at han ville tage skarp afstand fra Israels angreb i Gaza.

Men, skriver Aswany, Obama har været tavs. Hans flotte og lovende ord i indsættelsestalen runger nu hult i muslimske ører. For muslimer er der for stor afstand mellem de værdier, som Obama taler om, og den ubetingede støtte, som USA fortsat giver til staten Israel.

Aswany nævner også, at Obamas interview til Al-Arabiya den 27. januar nok blev opfattet som en udstrakt hånd til den muslimske verden i vestlige medier, men i Egypten var mange da allerede så skuffede over Obamas tavshed over for Israel, at de dårligt gad se det.

Så uanset hvor mange elegante taler og velmenende interviews, Obama kommer med, så vil han ikke vinde egypternes hjerter eller deres forståelse, førend han begynder at gøre noget ved Israels stilling i Mellemøsten, som muslimer finder uretfærdig. Og den holdning, slutter Aswany, gælder store dele af den muslimske verden.

MEN HVIS EN MAND som Obama med familiær tilknytning til islam og generel åbenhed ikke formår at vinde respekt fra den muslimske verden - hvem eller hvad kan så?

Aswanys pointe er klar. Hvis ikke Obama fordømmer Israel og trækker USA's støtte tilbage, vil muslimer ikke høre på ham. Og det bliver en svær nød for Obama at knække rent politisk, også i forhold Amerikas religiøse bagland, hvor mange er politiske aktive.

USA's støtte til staten Israel har nemlig også kraftige religiøse undertoner. Mange evangelikale amerikanere og politikere henter en god del af deres støtte til Israel i deres kristne tro. Første Mosebog taler om, at Gud vil velsigne dem, der velsigner hans folk, og forbande dem, der forbander dem. Selvfølgelig skal man være varsom, når man ser den moderne statsdannelse i Israel i lyset af det jødiske folk og den gamle pagt, men også Paulus taler i Romerbrevet om et særligt forhold til jøderne.

Mange spørgsmål rejser sig. Vil den økonomiske krise og en stigende trussel fra islam komme til at sætte Obama i en situation, hvor han vil vælge Israel fra? Og hvad vil det betyde for Mellemøsten - og hele den verdenspolitiske udvikling - hvis den kristne masseflugt fra mellemøstlige områder fortsætter, og staten Israel pludselig står uden støtte fra sine største vestlige allierede? Det kan vel være, at Israels fremtid kommer til at afhænge af, hvordan kristne i USA forstår deres forhold til staten Israel.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen.