Prøv avisen
Debat

Muslimsk forfatter: Assimilation er udansk

”Gud har skabt denne vidunderlige, mangfoldige verden, og det er menneskenes opgave at værne om den og skabe enhed i mangfoldigheden ved at skabe forståelse, tillid, respekt og sammenhold på tværs af forskellighederne i en gensidig og vedvarende proces,” skriver forfatter Aminah Tønnsen. – Foto: Finn Frandsen/ritzau

Kræver man assimilation, lægger man ansvaret for resultatet entydigt over på minoriteterne, og det kan ikke være foreneligt med hverken folkestyre eller danskhed, skriver Aminah Tønnsen

Jeg fik morgenkaffen i den gale hals, da jeg for en uges tid siden læste professor Uffe Østergaards udtalelser om assimilation af mindretal, for jeg ved om nogen, hvad det vil sige at tilhøre et mindretal – på godt og ondt.

Jeg har nemlig hele mit liv tilhørt en eller anden form for mindretal: politisk, sprogligt, kulturelt eller religiøst.

Min opvækst som dansk i Sydslesvig har været en god ballast til at finde mig til rette som tilhørende et mindretal inden for et mindretal, som jeg har gjort de seneste mange år som progressiv muslim inden for et flertal af konservative muslimer.

Forholdet mellem det danske mindretal i Sydslesvig og den tysksindede flertalsbefolkning betragtes som forbillede for andre europæiske mindretal og kunne ligeledes være forbillede for samspillet mellem flertal og mindretal i Danmark.

I Sydslesvig har man gennemgået flere faser i forholdet mellem mindretal og flertal. Man har levet ”mod hinanden”, ”ved siden af hinanden” og ”med hinanden” og skulle stræbe efter at leve ”for hinanden”, som nu afdøde landdagsmedlem Karl Otto Meyer formulerede det.

Det er dog ikke altid gået fremad. I perioder har man stået i stampe, andre gange har det været et skridt frem og to tilbage.

Da man for alvor skulle til at leve ”for hinanden” i kraft af, at de dansksindede medlemmer af landdagen i Kiel ikke kun skulle arbejde for det danske mindretal, men for hele landsdelen Slesvig-Holstens økonomiske, sociale og kulturelle vækst, skete der til alles store skuffelse igen et tilbageskridt, og forholdet mellem mindretal og flertal gik tilbage fra ligestilling til forskelsbehandling. Der skulle gå næsten to år med demonstrationer og en intens mediedebat, før det hele faldt på plads igen.

At møde modgang hører til livets vilkår – uanset om man tilhører flertallet eller et mindretal. Hver eneste af os – uanset tro, etnicitet, kultur, nationalitet, alder, uddannelse, social position med mere, har et ansvar for fremtiden. Vi er nødt til hver især at være selvkritiske og stille krav til os selv og feje for egen dør, hvis vi vil have et harmonisk og blomstrende samfund, hvor der er plads til alle. Et samfund, hvor hver især kan udfolde sig som den, man er, så man kommer til at hvile i sig selv og glad og fro bidrager til fællesskabet og til den fælles fremtid.

Gud har skabt denne vidunderlige, mangfoldige verden, og det er menneskenes opgave at værne om den og skabe enhed i mangfoldigheden ved at skabe forståelse, tillid, respekt og sammenhold på tværs af forskellighederne i en gensidig og vedvarende proces.

Kræver man derimod assimilation, lægger man ansvaret for resultatet entydigt over på minoriteterne, og det kan ikke være foreneligt med hverken folkestyre eller danskhed. Hvor ville livet dog være kedeligt, hvis vi alle tænkte og opførte os som én ensartet masse. Og hvem skulle bestemme, hvilken danskhed mindretallene skulle assimilere sig ind i?

Mindretal og flertal bør stå sammen imod dem, der ønsker konfrontation. Sammen er vi stærke. Vi bør alle følge Koranens opfordring til at ”tjene Gud ved at tjene skabelsen” – en pendant til Bibelens dobbelte kærlighedsbudskab. Det er i disse år, at det danske demokrati- og frihedselskende folk skal bestå sin virkelige lakmusprøve.

Aminah Tønnsen er forfatter.