Prøv avisen
Debat

Muslimsk forfatter om børneægteskaber: Islams teologer bør afvise den patriarkalske udlægning af islam

Foto: Kristian Djurhuus

De muslimer, der kerer sig om deres medmenneskers ve og vel og om islams omdømme i verden, burde i langt højere grad afvise den traditionelle, patriarkalske udlægning af islam eller Koranen, som giver mænd autoritet over kvinder, og som har rod i ukritisk brug af hadith-litteraturen, skriver den muslimske forfatter Aminah Tønnsen

Professor Thomas Hoffmann mener ifølge Kristeligt Dagblad den 6. januar, at ”tyrkisk debat om børneægteskaber udstiller et teologisk dilemma”, og kryber dermed uden om den egentlige problemstilling: Debatten udstiller nemlig snarere selvbestaltede muslimske ledere, der ikke formår at udvikle islamisk teologi, så den giver mening i samtiden.

De hævder at have en universel vejledning, Koranen, som de ved enhver given lejlighed roser til skyerne, men som de – når det kommer til stykket – ikke evner at følge.

Koranen opfordrer igen og igen til kritisk eftertanke og fornyelse og kalder dem, der ukritisk holder fast i fortidens traditioner, for vantro (kafirun).

Mange muslimer sætter en ære i at leve, præcis som profeten Muhammed gjorde, og henter deres viden derom i den såkaldte hadith-litteratur, der er samlet og nedskrevet et par århundreder efter Muhammeds død og hvis autenticitet og troværdighed, der altid er blevet sat spørgsmålstegn ved.

Mange hadith-udsagn strider imod helt centrale dele af Koranens vejledning, og alligevel lader mange muslimer – læg som lærd – disse udsagn gå forud for Koranen. De læser dem bogstaveligt og uden hensyntagen til, at de er opstået i en ganske anden historisk, politisk og social kontekst.

Med hensyn til børneægteskaber, så er det ikke spor usædvanligt, at man gifter sig tidligere i kulturer og tidsaldre, hvor levealderen er lav – som det var tilfældet i 600-tallets Arabien.

Hadith-litteraturen beretter om flere meget unge enker med børn blandt profeten Muhammeds nærmeste. Ja, det var faktisk dem, tilladelsen til flerkoneri var møntet på, idet ægteskab på profetens tid var den eneste mulighed for at sikre enker og faderløse værdighed, underhold og beskyttelse.

Ifølge Koranen skal en brud imidlertid være fysisk og mentalt moden (salih), hvilket man på ingen måde kan sige om vore dages niårige pigebørn.

De, der læser teksterne bogstaveligt, opfatter det nærmest som helligbrøde og kætteri, når nogen vover at mene, at man i korantolkningen ikke bør inddrage hadith-udsagn, der strider imod Koranens vejledning. De synes uvidende om, at Koranen ikke på noget tidspunkt nævner hverken profetens sædvane eller hadith-litteraturen.

For at sige det kort, så er mennesket sat på jorden for at tjene Gud ved at tjene skabelsen – ikke for at gøre livet surt for sine medskabninger ved at dominere og slavebinde dem.

Gud har skabt menneskene ligeværdige og i indbyrdes afhængighed og forpligtelse. Storhed måles udelukkende i ydmyghed og ærefrygt for Gud og hans skaberværk (taqwa).

Det er svært at rokke ved indgroede normer og traditioner – især når forandringen medfører tab af privilegier og magt for nogle af de involverede.

De muslimer, der kerer sig om deres medmenneskers ve og vel og om islams omdømme i verden, burde i langt højere grad afvise den traditionelle, patriarkalske udlægning af islam eller Koranen, som giver mænd autoritet over kvinder, og som har rod i ukritisk brug af hadith-litteraturen.

Ønsker man fornyelse, er man nødt til selv at gøre en indsats, for ”Gud vil aldrig ændre menneskenes lod, før de forandrer sig selv”.

Aminah Tønnsen er forfatter til blandt andet ”Islam – koran, hadith, sharia”.