DANSKE KIRKERS RÅD har fået nogle pennevenner i den store verden. 138 muslimske ledere har i et brev til en række kirker henledt opmærksomheden på et fælles ord mellem os og jer, kærlighed til Gud og kærlighed til næsten. Det er helt uimodståeligt. Og brevet slutter da også med: Lad os kun kappes med hinanden, når det handler om retfærdighed og gode gerninger.
Man aner, at noget nyt er i gennembrud i verdenshistorien ad dialogens vej. Særligt hæfter Danske Kirkers Råd sig ved, at de muslimske ledere lægger op til det, alle bør kunne enes om, så: Lad ikke dét, der adskiller os, give anledning til had og stridigheder mellem os ... Lad os respektere hinanden, være fair og retfærdige, vise hinanden venlighed og leve i oprigtig fred, harmoni og gensidig god vilje.
Men hvem er disse 138 muslimske lærde, som får Danske Kirkers Råd til at beundre det gennemarbejdede brev, der varmer om hjertet? Det er sikkert de færreste af os, som kender de lærde, men ved at søge på hjemmesider kan man få lidt at vide om enkelte.
Man må gå ud fra, at Danske Kirkers Råd kender afsenderne af brevet, som er et gennemarbejdet, modigt og indsigtsfuldt dokument, der indeholder en åbning i forhold til kristendommen, som er enestående i verdenshistorien. Og Rådet sætter stor pris på, at (...) verdens muslimske ledere og lærde i samlet flok har henvendt sig til kristne ledere og udtrykt ikke blot en fælles forståelse af dialogens og samarbejdets nødvendighed.
Tre af underskriverne er medlemmer af Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning. Det drejer sig om Mustafa Ceric, Issam Ahmed al-Bashir og Abdallah bin Bayyah. Det er en af Broderskabets vigtigste institutioner i Vesten. Det Muslimske Broderskab er vidt forgrenet og er i visse muslimske lande forbudt. Det har forbindelse til terrororganisationer som Hamas og Islamisk Jihad. Derudover er der to prædikanter, også med forbindelse til Broderskabet: Amr Khaled og Hamza Yusuf.
EN ANDEN UNDERSKRIVER, H.E. Shaykh D. Tayseer Rajab Al-Tamini, chef for islamisk ret i Palæstina, overhoved for Det palæstinensiske Center for Religion, Civilisation og Dialog, sagde i 1994: Jøderne er bestemt til at blive forfulgte, ydmyget og altid tortureret, og det er en muslims pligt at sørge for, at de høster deres ret. Ingen smålige skænderier må få lov at skille os. Hvor Hitler svigtede, må vi fuldføre. Og i anden sammenhæng: Islam eskalerer og kan ikke modstås. Jeg beder Allah rive USA ned som Sovjet blev sønderrevet. (Kilde Debbie Scullel, 5. januar 2005).
Endnu en medunderskriver, muftien af Jerusalem, Ikrima Saoid Sabri, har om børneselvmordsbombere udtalt jo yngre martyren er, jo mere respekterer jeg ham. Jøderne er de fejeste skabninger, Allah overhovedet har skabt. Den 4. marts 2005.
På samme tidspunkt, som Det Palæstinensiske Selvstyre havde anmodet Israel om at løslade terrorister, som havde myrdet israelere, planlagde selvstyret at henrette palæstinensere, som havde forsøgt at forhindre terrorangrebene. Sabri havde udstedt en særlig kendelse som bifaldt henrettelse af 15 palæstinensere. (isracast.com/index.asp)
Dr. Muhammad Salim Al-Awa sagde til Washington Journal i august 2006, at selvmordsbomber er forståelige forsøg på at gøre opmærksom på politisk uretfærdighed og har ingen forbindelse med radikal islam. I sin bog Religion and Homeland Chapters in Muslim Attitudes Towards Non-Muslims skriver Al-Awa: Koranen er den grundlæggende og primære kilde for islamiske love, værdier og dyder og at i et samfund med muslimsk majoritet, er det kristne præster forbudt at diskutere religiøse spørgsmål, religiøse love, og islamisk sharia.
Danske Kirkers Råd ligger angiveligt inde med en større viden om, hvem alle de 138 muslimske lærde er. For svarbrevet er besluttet enstemmigt af de delegerede til årsmødet.
Når man sammenholder brevet fra de 138 ledere med, hvad enkeltes udtalelser og skriverier bringer til torvs, så synes der at være tale om to verdener. En samtale forekommer at have meget vanskelige kår.
Derfor var det hensigtsmæssigt at spørge de muslimske underskrivere om taqiyye. Taqiyye er en muslims ret til at forstille sig, tie, undlade at sige alt, ja, have en lemfældig omgang med sandheden, når man er sammen med kristne og jøder.
DET ER VIGTIGT at få afklaret om taqiyye er det redskab, som indgår i dialogen. Står de citerede ord til troende, så siges der én ting i den hjemlige muslimske sammenhæng og noget ganske andet, ja, nærmest modsat i dialog med såkaldte kristne ledere. Under Muhammed-krisen erfaredes det, hvordan nogle danske imamer til fulde beherskede denne retoriske evne.
I Vesten skal vi leve sammen i samfund, som gennem 2000 år er præget af kristendommen. Det kristne budskab har været med til at fremme ytringsfriheden, sikre kvinders ligestilling gjort det muligt at anvende fornuft og intuition uden at bremses af religiøse love.
Vi har lært, at ord og argumenter fører videre, at der skal tales sandt, at tekstkritik er nødvendigt, ja, at bibelkritik har været en gevinst. Den udvikling kan vi godt vedgå, selvom der også har været en del af kirkens folk, som i tidens løb har forsøgt at bremse udviklingen, men i kristendommen, i evangeliet, ligger der en stadig kilde til frisættelse og til at forme et menneske- og samfundssyn, hvor der værnes om næsten.
Det er derfor vigtigt, at vi i mødet med muslimer fastholder den arv og støtter de moderate muslimer med eksempelvis at foretage tekstkritik af Koranen, som forhåbentlig kan fremme bedre mulighed for at leve sammen i en sekulariseret verden og ikke være tilbageskuende til Muhammeds tid. Det har moderate muslimer sans for, og her kan vi lægge vore erfaringer frem.
Det er altid flot, når der gøres en indsats for, at parter får større gensidig forståelse. Men lad os få klarhed om, hvor helhjertet initiativet er, og om man mener det samme med ordene. Det er en god begyndelse for at tale sammen. Måske er kodeordet dialog det helt korrekte for initiativet?! Men Danske Kirkers Råd har med svarbrevet i den grad overskredet sine grænser ved at tale på folkekirkens vegne. Det er en ommer.
Heldigvis udvises der store politiske bestræbelser på at sikre en bedre integration gennem skole og arbejdsmarked. Det er nok i den sammenhæng, at resultater opnås. Som kristne og muslimer har vi forskelligt gudsbillede. Man kan ikke lave en hybrid ved at påstå, at vi tror på den samme Gud. Som kristne tror vi på den treenige Gud, og Kristus er Guds søn og ikke en profet som i islam.
Steffen Ravn Jørgensen er domprovst i Helsingør Stift