Myrder Gud uskyldige unge for at understrege en pointe?

Er Gud en vred, svært narcissistisk mand, der revser sine børn, når de ikke makker ret, spørger lektor Dorthe Enger

ARKIVFOTO. Søren Krarup (DF) støtter sin fætter og partifælle Jesper Langballe, som er røget uklar med partiformand Pia Kjærsgaard på grund af et debatindlæg fra Langballe om muslimer.
ARKIVFOTO. Søren Krarup (DF) støtter sin fætter og partifælle Jesper Langballe, som er røget uklar med partiformand Pia Kjærsgaard på grund af et debatindlæg fra Langballe om muslimer. . Foto: Alexander Widding Demotix Denmark.

DETTE ÅRS emne i almen studieforberedelse i gymnasiet var katastrofen. Et meget velvalgt emne, da netop denne årgang af studenter skulle starte skoleåret efter begivenhederne den 22. juli 2011. Mange elever valgte selvfølgelig at skrive om Breivik, men også de gamle katastrofer blev hentet frem, blandt andet pesten i Europa i middelalderen og jordskælvet i Lissabon i 1755.

Pesten blev dengang set som Guds forbandelse og jordskælvet som Guds pædagogik over for en syndig befolkning. Nyere tids præster har også hurtigt trukket det guddommelige kort frem: Aids var Guds straf til homoseksuelle ligesom orkanen Katrina. Og nu det måtte komme: Breivik som redskab til at lede mennesker på rette vej.

LÆS OGSÅ:Aarhus-biskop: Usmagelig teologisk skråsikkerhed i Breivik-sag

Dette pakkes ind i rationalet, at hvis Gud er almægtig og har skabt alt, har han også skabt det onde og må nogle gange gå en omvej for at nå sit (gode) mål.

Hvordan håndterer vi det, når katastrofen indfinder sig? I forhold til Breivik har et helt spektrum af strategier været taget i brug for at genetablere kosmos.

1) Breivik er psykisk syg (den første psykiatriske udredning). 2) Breivik er et monster. 3) Breivik er en værre udgave af den ondskab, vi alle bærer rundt på (Sørine Gotfredsen). 4) Breivik er udtryk for sin opvækst og den kultur, han er rundet af. Og nu den seneste: 5) Breivik er Guds redskab til kvalitetsudvikling af mennesket.

ALLE STRATEGIERNE er forståelige. Ved at definere Breivik som et psykiatrisk tilfælde er hans handling på linje med en naturkatastrofe eller en flyulykke. Der er ingen ond hensigt med den. Handlingen er produkt af en syg hjerne.

Ved at reducere ham til et monster spaltes han ud af menneskeheden, hvad man også har gjort med Hitler. Han dæmonises og bliver en, man skal bekæmpe. Den onde anden på den anden side af kløften. Dødsstraf passer til dette verdensbillede. Når man vedgår, at man selv kunne blive en Breivik, trækkes han ind i menneskeheden igen. Breivik og en selv er to sider af samme grimme sag. Nu angriber man sig selv. Vi skaber selv grobund for udviklingen af ekstremistiske kræfter i vores samfund og udviklingen af den indre nazist.

Endelig er der så det sidste skud på stammen fra de fundamentalistiske og gammeltestamenteligt inspirerede teologer.

Gud ses antropomorft som en vred, svært narcissistisk mand, der revser sine børn, når de ikke makker ret.

Dette sidste skud er et skud, der rammer den religiøse anskuelses omdømme. Det får megen opmærksomhed og optræder øjeblikkeligt i medierne. De mange ateistiske humanister i vores kultur får energi til deres foragt for kristendommen gennem en sådan udlægning af en katastrofe. Og jeg forstår dem godt! En gud, der myrder uskyldige unge for at understrege en pointe, er dog en grufuld størrelse at tro på!

Lægen Andrew Newberg forsker i, hvad der sker i hjernen under bøn og meditation. Neuroteologi kaldes denne nye forskning. Han fortæller i et interview en historie om en indiansk dreng, der frustreret fortæller sin bedstefar om sine to ulve. Den ene ulv opfordrer ham til at angribe, den anden til at vise hensyn til andre. Hvem er stærkest?, spørger drengen. Den, du fodrer, svarer bedstefaderen.

NEWBERG MENER, at begge ulve har deres biologiske sæde i vores hjerne den første ulv i den del af vores hjerne, vi har til fælles med de andre rovdyr, den anden ulv i den del, der gør det muligt for os at reflektere og tænke ud over den umiddelbare behovstilfredsstillelse. Hvad det så indebærer, kan naturvidenskaben ikke svare på, mener Newberg.

Er vi prædisponerede for at vælge den vrede ulv? Har vi alle Breiviks mørke i os, som Sørine Gotfredsen mener? Angribende tolkninger af katastrofer, hvad enten de angriber andre, os selv eller projiceres ud i et angribende gudsbillede, fodrer den vrede ulv. De gør på en vis måde ondt værre. Når man angriber, bliver man medskaber af det, man lider under. Måske kan denne onde cirkel med god ret kaldes arvesynd. Den kristne grundfortælling har som fokus Jesus, der balancerer sine to ulve. Han har følelser, han bliver anfægtet, men han lader sig ikke fornærme eller krænke. Han tolker ikke sygdom som Guds straf og færdes i det hele taget blandt alle dem, de andre marginaliserer. Han dømmer ikke!

Man kan være taknemmelig over, at så mange har ladet sig inspirere af Jesu eksempel både kristne og ikkekristne. Hvordan havde Sydafrika ikke set ud uden en Mandela!

Hvis mennesket, som det står i skabelsesberetningen i Det Gamle Testamente, er skabt i Guds billede, betyder det, at vi er skabt med en frihed til at vælge. Vi har nok alle valgt den vrede ulv fra tid til anden, men måske er det ikke den, der er sandheden om os. Jeg vil hellere sige, at Guds lys findes i os alle snarere end Breiviks mørke. Men mørket er en mulighed.

Dorthe Enger, lektor, Nygårdsvej 51 B, 3.tv., København Ø