Myte om overforbrug: Der bruges hverken flere eller færre penge i kirken

Det passer ikke, at folkekirkens forbrug stiger. Folkekirken kan ikke optage lån, og dens udgifter kan ikke stige mere end indtægterne fra kirkeskatten, som har været konstante siden 1991, skriver menighedsrådsformand

Det passer ikke, at folkekirken bruger mange flere penge end tidligere, skriver Sven Skovmand, forfatter og menighedsrådsformand i et debatindlæg
Det passer ikke, at folkekirken bruger mange flere penge end tidligere, skriver Sven Skovmand, forfatter og menighedsrådsformand i et debatindlæg. Foto: Lars Bahl Denmark.

I den senere tid har man især i Kristeligt Dagblad kunnet læse, at folkekirken har et langt højere forbrug af penge, end man havde før i tiden. Og i det netop udgivne debatoplæg fra Kirkeministeriet om folkekirkens struktur kan man på side 27 læse, at folkekirkens udgifter i 2011 var 30 procent højere end i 1991, målt i pris- og lønniveau.

Men påstandene passer ikke. Da folkekirken ikke kan optage lån, kan dens udgifter ikke stige mere end indtægterne fra kirkeskatten, og de har været konstante i perioden.

LÆS OGSÅ: Økonomien i folkekirken sejler

Ganske vist er kirkeskattens procent steget fra 0,81 i 1991 til 0,85 i 2001 og 0,89 i 2011. Men det modsvares af, at folkekirken har mistet et tilsvarende antal medlemmer i perioden. Hvor cirka 88 procent var medlemmer i 1991, var andelen 84 procent i 2001 og 80 procent i 2011. At kirken bruger de samme penge som før, kan ikke kaldes overforbrug.

Hvordan kan det være, at Kirkeministeriet kommer til et helt andet resultat? Det skyldes, at ministeriet i sin vurdering af udgifternes udvikling bygger på Finansministeriets indeks til fastberegning, der bruger det misvisende udtryk pris- og lønudvikling et indeks, der groft undervurderer lønudviklingen. Dermed fejlvurderer man udgifterne i folkekirken, hvor lønningerne spiller en helt afgørende rolle.

Det gælder ikke kun lønningerne af kirkernes medarbejdere, det gælder også udgifter til vedligeholdelse og restaurering, hvor lønnen også udgør den væsentlige del.

LÆS OGSÅ: Staten og folkekirkens økonomi hænger sammen

De eneste udgifter, der ikke har med lønninger at gøre, er udgifterne til elektricitet og varme. Men disse udgifter stiger næppe i et lavere tempo end lønningerne.

Og når man vil se på lønningernes udvikling, er kirkeskatten et udmærket middel. Den afspejler nemlig folks indtægter og dermed lønudviklingen i samfundet. Og selv Kirkeministeriet vil vel ikke mene, at folkekirkens medarbejdere ikke skal have samme lønstigninger som andre i samfundet.

Kirkeministeriet bør derfor foretage en revision af sine tal en opgørelse, der bygger på den reelle lønudvikling og ikke Finansministeriets uheldige indeks. Dansk Arbejdsgiverforening kan sikkert skaffe de fornødne oplysninger.

Selvom folkekirken altså ikke har et overforbrug, vil man i de kommende år være nødt til at bruge færre penge. Det er man tvunget til, når antallet af medlemmer hvert år falder med cirka 0,4 procent. Derfor bør man rundt omkring undersøge alle muligheder for at rationalisere og spare, blandt andet ved at nedsætte energiforbruget i kirker og præstegårde.

STORT TEMA: Folkekirkens økonomi

I længden vil disse bestræbelser dog ikke være nok, og man må derfor overveje, om dele af folkekirkens udgifter bør overgå til staten. Det vil være naturligt at tage dette spørgsmål op i forbindelse med debatten om folkekirkens fremtidige stilling.

Men en fornuftig debat forudsætter, at man har de rigtige tal. Dem må Kirkeministeriet sørge for at skaffe.

Sven Skovmand,forfatter og menighedsrådsformand,Stendyssevej 56, Stenvad, Ørum Djurs