Prøv avisen

Myter om den tyske erindringskultur

Den nyere tyske erindringskultur har altid handlet om respekt for ofrene og ansvar for fremtiden, siger anmelder ved Kristeligt Dagblad, Moritz Schramm. Her ses Adolf Hitler tale under NSDAP's rigspartikongres i Nürnbergs Kongreshalle i september 1934. – Foto: .

Den aktuelle erindringskultur er ikke beordret oppefra, men kommer nedefra, skriver anmelder ved Kristeligt Dagblad Moritz Schramm

I sin lørdagskronik "Hitler igen og de fastlåste historiske positioner" i Kristeligt Dagblad den 20. marts svarer Søren Gosvig Olesen på den voldsomme kritik, som hans bog "Hitler. En introduktion" har fået af landets anmeldere – blandt andet undertegnede. Da det vil blive en længere sag at modargumentere alle kronikkens påstande, vil jeg her nøjes med at pege på to af dem:

For det første påstår Søren Gosvig Olesen, at man i Tyskland adskiller "tyskere" og "jøder" og dermed endnu skulle være fanget i det nationalsocialistiske tankesæt. Dette er imidlertid ikke korrekt. I officiel sprogbrug taler man i Tyskland i dag konsekvent – stik modsat, hvad Søren Gosvig Olesen antyder – om "jødiske tyskere", eller om "tyske jøder" – sidstnævnte er den mest udbredte form. Der findes, hvad dette angår, intet "enten-eller" i den tyske debat.

FOR DET ANDET påstår Søren Gosvig Olesen, at der i Tyskland findes en skyldkultur, hvor det "officielle Tyskland" presser en dårlig samvittighed ned over folket. Denne antagelse om en angivelig tysk skyldkultur, som undertrykker det tyske folk, er en kendt retorisk figur, som kan spores tilbage til 1950?erne og siden i den tyske efterkrigshistorie er blevet benyttet i forskellige varianter. Den er fejlagtig af to årsager:

For det første er den aktuelle tyske erindringskultur ikke resultat af det "officielle Tysklands" tilgang til historien, men af en bestemt generations opgør mod fraværet af en seriøs erindringskultur i Vesttyskland.

Den aktuelle erindringskultur er ikke beordret oppefra, men kommer nedefra. Det er typisk generationen af nazisternes børn, der har skammet sig over fortrængningen og tavsheden i efterkrigstiden, og derfor – ofte direkte mod den politiske vilje – har insisteret på at iscenesætte en ny, ofte lokalt forankret erindringskultur. Stort set alle aktuelle tyske mindesmærker, deriblandt det berømte holocaustmindesmærke i Berlin, er således opstået som resultat af civile borgeres engagement, ofte imod den herskende politiske vilje. Det er slet og ret en myte, at det "officielle Tyskland" skulle have presset erindringen ned over befolkningen.

Desuden er idéen om, at erindringskulturen skulle have til formål at udløse skyldfølelser hos tyskere, en absurd påstand. I de tyske debatter har der heldigvis på tværs af alle politiske partier og miljøer altid været enighed om, at skyld er individuel og ikke kollektiv. Der findes mig bekendt ingen seriøs person, der i den tyske efterkrigshistorie har påstået, at alle tyskere skulle være skyld i nazisternes forbrydelser, og Søren Gosvig Olesen citerer heller ikke en eneste kilde, som påstår dette.

Den nyere tyske erindringskultur har altid handlet om respekt for ofrene og ansvar for fremtiden. Den er et forsøg på at minde os alle – uanset nationalitet eller baggrund – om, at disse forbrydelser er sket i midten af den europæiske civilisation, for ganske nylig, og at vi alle har et ansvar for, at noget lignende ikke sker igen. Den har aldrig handlet om, at alle tyskere skulle være og forblive skyld i forbrydelserne.

Søren Gosvig Olesen tror, at hans teser bliver afvist, fordi de angiveligt skulle være enormt provokerende. Men dette er ikke tilfældet. Der er tale om nogle af de mest kendte myter om den tyske erindringskultur, der i Tyskland i dag næsten udelukkende bliver brugt af stærkt nationalkonservative og nynazistiske miljøer for at fremme en bestemt politisk dagsorden. Søren Gosvig Olesen gengiver disse myter ukritisk og tilsyneladende uden viden om deres historiske og politiske baggrund. Det er ikke provokerende, men først og fremmest useriøst.

Moritz Schramm er ph.d., adjunkt ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet og anmelder ved Kristeligt Dagblad