Prøv avisen

Når de hellige strides: Kristeligt Dagblads debat er fed sommerlæsning

"Nu er den gal igen! En flok præster på kirkens højrefløj vil ikke vide af biskopper og kolleger, der går ind for den regeringspåtvungne vielse af homoseksuelle, og protesterer. Reaktion: Stor forargelse! Lokummet brænder!" - Pastor emeritus er begejstret for debatten om homoseksuelle vielser, der kører i Kristeligt Dagblad for tiden. Arkivfoto: Homoseksuelt par bliver gift Foto: STEPHEN LAM Denmark

Minsandten om ikke Kristeligt Dagblad er fed læsning i disse gryende agurketider. Bare de hellige ikke holder op med at strides, skriver pastor emeritus

Jeg kendte engang en præst, der abonnerede på Kristeligt Dagblad af en eneste grund: Det fedeste, han vidste, var, som han sagde, når de hellige strides. I de seneste dage har Kristeligt Dagblad virkelig været fed læsning: De hellige strides!

Sidst var, da et menighedsråd i et stillingsopslag søgte en præst, der ville stå inde for det, han eller hun selv sagde. Et rimeligt forlangende, skulle man mene. Men nej, de helliges biskoppers, præsters og professorers forargelse på det arme menighedsråd skyllede gennem Kristeligt Dagblads spalter som åndelige blodstyrtninger.

LÆS OGSÅ: Hvad er der dog sket i folkekirken?

Nu er den gal igen! En flok præster på kirkens højrefløj vil ikke vide af biskopper og kolleger, der går ind for den regeringspåtvungne vielse af homoseksuelle, og protesterer. Reaktion: Stor forargelse! Lokummet brænder!

Men de forargede kommer kun til at smage deres egen medicin, for de har selv været ude om det ved at erklære forhold mellem par af samme køn for ægteskab og dermed vredet sproget af led og berøvet ordene deres elementære henvisningsfunktion. De kunne lige så godt vedtage, at en skovl for fremtiden skal hedde en sko, og en gaffel en fluesmækker (masseødelæggelsesvåben).

De protesterende vil ikke holde gudstjeneste med præster, der går ind for homoseksuelle vielser. Underligt! Præster skal ikke holde gudstjeneste med hinanden, men med den menighed, de er kaldet til at tjene. Så enkelt er det!

De vil heller ikke betjene sig af biskopper, der går ind for ritualet. Det problem kan ordnes så let som ingen ting: Som man kan løse sognebånd fra en præst, man ikke gider høre på, bør man også kunne løse stiftbånd fra en biskop, man mener er et kvaj. Så enkelt er det! Og hvad er så problemet?

Det er donatisme, messer Viborg-bispen om de protesterende, altså kætteri. De pågældendes protest har intet med donatisme at gøre, hvad biskoppen ville vide, hvis han kunne sin kirkehistorie. Under den diocletianske forfølgelse i årene 302-304 efter Kristus blev biskopper beordret til at udlevere bibeler og hellige kar til statsmagten med henblik på tilintetgørelse. Nogle parerede ordre, andre gemte bibelerne og udleverede hedenske skrifter i stedet.

Siden opstod der strid om, hvorvidt de, som havde føjet kejseren, kunne genindtræde i deres embeder eller var uværdige (traditores). Biskop Donatus mente det sidste, men blev fordømt, og kirkens officielle lære blev, at virkningen af den kirkelige handling ikke beror på administrantens moralske habitus, men på den korrekte udførelse af ritualet.

I dag er vi alle donatister mere eller mindre: Sognebåndsløsningen betyder, at man kan slippe for en præst, man ikke bryder sig om, og selv ville jeg ikke drømme at sætte mine ben hos en præst, hvis sludder og vrøvl eller det, som er værre, jeg ikke orker.

LÆS OGSÅ: Den kirkelige højrefløj er blevet sekterisk i kirkesyn og teologi

Det egentlige problem ligger et andet sted, nemlig i den omstændighed, at åbenbart et flertal af landets præster og biskopper er som skrukke høner i deres iver for at behage statsmagten, i dette tilfælde en kirkeminister, hvis personlige moral beløber sig til forsøg på at fuppe små børn, praktisere et letfærdigt forhold til sandheden og til hånlige bemærkninger, der tager Guds navn forfængeligt i foragt for de protesterende: Herregud, det sædvanlige lillebitte mindretal, der med sine sidste krampetrækninger råber lidt højt. Sært, regeringen er ellers nærmest grådkvalt øm over mindretal!

Som den svenske kirke er reduceret til agitprop-kontor for den statsbærende ideologi, der er ens uanset regeringens farve, synes også folkekirken (det store flertal af biskopper og præster) at udarte til støttepædagog for regeringen i hvert fald så længe den nuværende sidder. Skulle Dansk Folkeparti derimod komme til magten, vil der løfte sig et vræl, højere og vildere end baals-præsternes under styrkeprøven på Karmel.

Størst forargelse plejer dog konvertitter at gribes af. Pastor Reinholdt Rasmussen, der engang lå på sit bedetæppe og tilbad Tidehverv, er nu blevet noget så ond i sulet på foretagendet. Bladet Tidehverv har tilsluttet sig den afgåede paves kritik af relativismen, men da det ene menneskes forhold til det andet er en relation, så er relativisme helt fint, mener pastoren og slår fast, at Tidehverv er konverteret til moderkirken. Det er sjovt at høre fra en konvertit!

REAKTIONER PÅ KRONIKKEN:
- Kronik er et skud i den missionske fod
- Biskop: Nu må det folkekirkelige fællesskab afklares
- Biskop: Fradøm ikke hinanden kristennavnet
- Skam dig, Sareen, og tænk jer om, missionsfolk!
- Skovsgaard: Beklagelig og unødvendig kirkesplittelse
- I troens eller intolerancens navn
- Fordærvet kærlighed: Store teologiske dilemmaer ved vielse af homoseksuelle
- Den kirkelige højrefløj er blevet sekterisk i kirkesyn og ideologi
- Hvad er der dog sket i folkekirken?
- En smertelig kronik: Nu bliver det svært at være missionsk
- Der er forskel på åndsfrihed i samfundet og i folkekirken
- Kirkens rummelighed går naturligvis begge veje: Hvor står Indre Mission?

Men som en blind høne kan finde et korn, kan også en pave finde et guldkorn. Pave Benedikt gik i rette med den relativisme, der i Europa hjemsøger de dannede blandt religionens foragtere, nemlig at enhver tro kan være lige så god som enhver anden. Skidt eller kanel, det ét fedt alt sammen. Det er dén fanatiske forkyndelse, der for eksempel udgår fra pseudofaget religionsvidenskab, og det er da underholdende at se pastoren gøre fælles sag med den ateistiske missionær Mikael Rothstein.

Minsandten om ikke Kristeligt Dagblad er fed læsning i disse gryende agurketider. Bare de hellige ikke holder op med at strides! Jeg vil nødig anse mit abonnement for spild af penge.

Johannes H. Christensen, pastor emeritus, Ordrupvej 27, 2. tv., Charlottenlund