Prøv avisen

Når viden får en helt ny betydning

VED EN STORT OPSAT pressebegivenhed forleden lancerede Facebooks stifter og chef, Mark Zuckerberg, en ny søgefunktion til sit sociale medie Graph Search. Modtagelsen var reserveret. Blandt journalisterne følte BBCs teknologiredaktør, Rory Cellan-Jones, sig undervældet. Det samme gjaldt tilsyneladende aktiemarkedet, hvor Facebook-papiret på få timer tabte 2,7 procent.

Men, som Cellan-Jones forsigtigt observerer, er der mange eksempler på teknologiske fornyelser, som er blevet latterliggjort fra starten, men alligevel har vist sig at slå igennem hos brugerne.

Idéen er at håndtere Facebook som én stor, social database, som Zuckerberg formulerede det. Alle Facebooks sociale informationer indekseres, så man for eksempel kan søge efter venner, som har venner, der er singler og bor i London.

Derved bringer Graph Search os endnu et skridt længere ind i det, den fortræffelige tyske filosof Byung-Chul Han har betegnet transparenssamfundet. Kravet om transparens gennemsigtighed er efterhånden allestedsnærværende. Alle hemmelige aflukker og private rum elimineres for politikere såvel som for skolebørn. Verden bliver mere og mere nøgen og skamløs.

Det leder, som Han påpeger, til en ny form for totalitarisme. Kun maskinen er nemlig fuldt ud transparent. Noget bliver først transparent, når det mister enhver fremmedhed, enhver overraskende anderledeshed, enhver kritisk modstand. Transparenssamfundet er også et positivsamfund, hvor alt skal gå i samme retning. Det er derfor, man på Facebook kan synes om, men ikke tage afstand fra. Like-knappen vil aldrig blive suppleret med en dislike-knap, for jeg synes ikke om vil hæmme den gnidningsfrie kommunikation og dermed indtjeningen.

Det overordnede formål med transparensen er nemlig økonomisk: Jo mere jeg ved om det enkelte menneskers vaner, venner og forbrugsmønstre, jo større er mine muligheder for at sælge noget til ham og hende, altså kapitalisere min viden. Det er, hvad det højt besungne begreb videnssamfundet efterhånden er kommet til at betyde: Jeg ved noget om nogen.

Én milliard mennesker har tilmeldt sig Facebook, og de har ifølge Zuckerberg en billion forbindelser med hinanden. Hvilket potentielt marked for reklamebranchen!

Netop en reklamemand, Christian Have, har fremsat en af de mest tankeløse udtalelser, jeg har hørt i mange år. Det skete i et debatprogram på P1 nogle uger før jul (ordret citeret): I 2004 skete der noget, der var lige så storslået som i 1455 (Gutenberg, bogtrykkerkunsten): Dér kom Facebook.

Nej! Nej! Dén teknologiske revolution, der af omfang kan sammenlignes med bogtrykket, er det globale internet, som vi lærte at kende i 1980erne. Facebook er derimod en privat virksomhed, hvis formål er at tjene penge.

Uge efter uge bombarderes vi med nye teknologier og nye anvendelsesmuligheder. Hver eneste af dem har forskellige perspektiver, nogle gode, nogle dårlige. Ingen andre end pengemagten har sagt, at vi skal købe hele pakken. Tværtimod hvis vi skal undgå en ny almuegørelse er det afgørende, at vi som borgere tager stilling til hver enkelt teknologi og ikke låner øre til erhvervschefer og reklamefolk, der vil have os til at tro, at alt nyt er kommet som et skæbnebestemt vilkår.

Så videnssamfundet ikke forvandles fra et fællesskab af oplyste borgere til et spindelvæv af bevidstløse forbrugere.

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm og tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk