Prøv avisen

Næstekærlighed og alkoholfri altervin

KRONIK:Det er rigtigt, at der følger megen sorg og ulykke i kølvandet på alkohol. Men det ændrer ikke ved det faktum, at vinen også er forløsende og giver mennesker glæde, som det hedder i den gammeltestamentlige salme 104. Og al tale om, at Jesu begik en »skævert«, da han forvandlede vand til vin, er intet mindre end respektløst.

»Hvis I indfører alkoholfri altervin i Gellerup Kirke så kommer jeg der ikke mere!« Sådan sagde en mand til mig for mange år siden, da han fik at vide, at vi i menighedsrådet skulle drøfte evt. indførelse af alkoholfri altervin.

Manden var vel at mærke alkoholiker. Og når han ikke ville komme i kirken længere, skyldtes det først og fremmest, at han ikke ville tage noget fra menigheden. Nogle i menigheden ville måske føle, at det var hans skyld, eller endnu værre: at det var for hans skyld, at der nu ikke længere blev anvendt rigtig vin. Og det hverken kunne eller ville han leve med.

Det er mange år siden, og tiderne har ændret sig. Nu er det sjældent at møde en sådan holdning. I stedet kan man nu høre alkoholikere offentligt protestere over, at der serveres vin. For det kan de jo ikke tåle! Så det vil de have lavet om, og de ønsker eller forlanger, at der tages hensyn til dem og deres problem, ved at der indføres alkoholfri altervin. Om ikke hver søndag, så i hvert fald én gang om måneden.

Og er det da ikke også kirkens budskab, at vi skal tage os af de svage? Det understregede kirkeminister Tove Fergo i hvert fald ifølge Kristeligt Dagblad den 15. august i sagen fra Kolding, hvor præsterne nægter at indføre alkoholfri altervin: »Der bør vises hensyn til de mennesker, der har et alkoholproblem. Næstekærlighed er et af kirkens kernebudskaber.«

Hvad ministeren og andre med hende siger, er, at præster, som fastholder, at altervin skal være rigtig vin, åbenbart mangler den fornødne sans for næstekærlighed. De har ikke syn og sans eller hjerte for de svageste i menigheden, hvis de ikke giver alkoholikere mulighed for at deltage på lige fod med alle andre. Og hvis man som præst foreslår, at alkoholikeren kan lade vinen stå og nøjes med brødet ud fra synspunktet, at det stadig er en fuldgyldig nadver, så får man at vide, at det slet ikke går. Det ikke er tilstrækkeligt. Dels kan man ikke være bekendt at spise alkoholikeren af med mindre end alle andre, dels ønsker alkoholikeren ikke at blive udstillet ved ikke at kunne drikke som de andre! Dette sidste siger man vel at mærke i en tid, hvor der aldrig har været større opmærksomhed og forståelse for, at alkoholisme er et problem, der kan ramme alle, og hvor man til de fleste fester vel efterhånden er vant til, at der er venner og bekendte, som ikke kan tåle alkohol.

Men hvorfor da ikke bare indføre alkoholfri altervin og dermed slippe for disse beskyldninger? Hvorfor ikke vise dette hensyn, ja, denne næstekærlighed?

Ganske enkelt fordi Jesus nok har haft en mening med at benytte vin, da han indstiftede nadveren. Der er for mig at se ingen tvivl om, at vinen i høj grad er med til at understrege nadverens indhold og betydning. Ligesom vandet ved dåben er fyldt med betydning, sådan har vinen ved nadveren (ligesom brødet) også en dyb betydning.

Først og fremmest rummer vinen en forkyndelse af Jesu døds betydning. Vinen er nemlig, til forskel fra saften og den alkoholfrie vin, levende. Det er det, som Holger Lissner smukt og enkelt udtrykker i sin nadversalme: »Du vidste, det var sidste gang«, hvor der står (vers 4): »Som druen vokser for at dø og finder liv som vin...« Druen, der vokser og bliver knust og derefter finder liv som vin, er det smukkeste udtryk for og forkyndelse af Kristi gerning: Jesu død bringer liv, og i nadveren får vi del i hans liv og opstandelse. Det liv, som skal strømme i os og live os op og gøre os til levende og glade mennesker.

Og det er det andet, der er at sige om vinen: Vin og glæde hører sammen. Det er da rigtigt, at der også følger megen sorg og smerte og ulykke i kølvandet på alkohol, at der virkelig finder et stort misbrug sted, og at det er et af de største samfundsproblemer, vi har. Men det ændrer ikke ved det faktum, at vinen også er sund, forløsende og livgivende, ja, at vinen kort og godt giver mennesker glæde, som det hedder i den gammeltestamentlige salme 104.

Når Jesus derfor som sit første under i Johannesevangeliet laver vand til vin i Kana, har det også den samme dybe betydning. Det er ikke bare et udtryk for ungdommelig kådhed, som Kaj Munk skriver i en prædiken. Afholdsmanden Larsen-Ledet har heller ikke ret, når han kalder vinunderet i Kana for »en skævert« (»Når selv vor Herre kan lave en skævert, så må vi andre også bære over med hinanden, når vi laver en skævert« - citeret af Henning Sørensen). Tværtimod så tror jeg, at Jesus med dette allerførste under siger noget om, hvad der er den inderste mening med hans gerning: Han vil bringe liv og glæde, frihed og frimodighed til mennesker. Ja, hans opgave er i sidste ende at gøre det døde levende, at gøre vand til vin.

Så at indføre alkoholfri altervin vil derfor være det samme som at sige, at Jesus nok ikke helt vidste, hvad han gjorde. Han lavede med andre ord »en skævert« både ved nadveren og ved brylluppet i Kana, som vi må rette op på, og det endda i næstekærlighedens navn. Men det turde dog være indlysende, at det at kalde Jesu gerning for »en skævert« er intet mindre end respektløst. Et yderligere aspekt eller konsekvens af at indføre alkoholfri altervin er, at man på den måde direkte eller indirekte siger, at det ydre tegn ikke betyder noget særligt. Det er jo ikke så vigtigt, om det er rigtig vin, hedder det. Saftevand eller druesaft kan vel være lige så godt. For det handler ikke om det ydre, det drejer sig bare om tro.

Men så enkelt er det bare ikke. Jesus gjorde undere og gav os netop disse ydre tegn for troens skyld. Så hvis vi skærer de ydre tegn væk, laver dem om eller foragter dem, fordi vi mener, de er betydningsløse, så risikerer vi i virkeligheden, at det går ud over troen.

Det er Jens Christensen inde på i sin bog »Konfrontation«, hvor han skriver (s. 318): »Carlyle sagde, at barken på et træ er noget ydre og synligt, men skrab den af, og du har dræbt træet. Hvor ofte vi dog ser sandheden af den bemærkning, hvor fattigfolk skræller træernes bark af til brændsel uden at drømme om, at de dermed dræber træerne. På lignende måde skræller mange kristne til stadighed det ene udvortes og synlige tegn eller symbol efter det andet af den tro, som én gang for alle blev overgivet til fædrene, uden at indse, at de dermed i virkeligheden dræber troens træ både for sig selv og for andre.« Vi skal med andre ord værne om de ydre tegn, for der er velsignelse i dem.

Men hvad så med alkoholikeren? Skal han eller hun da bare være uden-for? Når der spørges på den måde, må vi jo ikke glemme alle de andre svage, som ikke kan deltage i nadveren på lige fod med andre. For hvad med dem? Hvad med den, der har dårligt knæ, og som ikke kan knæle? Hvad med den, der slet ikke kan gå op til alteret? Hvad med den, der ikke kan åbne munden eller synke? For slet ikke at nævne den, som har store psykiske blokeringer i forhold til overhovedet at gå op og modtage nadverens brød og vin? Hvad med alle disse svage mennesker? Skal vi ikke tage os af dem og vise dem hensyn? Er det ikke kirkens kernebudskab? Jo, men i sidste vil det vise sig, at det nok ikke er muligt at undgå, at nogle mennesker altid vil komme til at føle sig udenfor. Og hvis vi virkelig forsøger at ændre eller rette nadveren til, så alle kan være med, kommer vi i sidste ende til helt at afskaffe den.

De svage, dem der føler sig udenfor, de undertrykte er kirkens og menighedens klare forpligtelse. Næstekærlighed er virkelig et af kirkens kernebudskaber. Den forpligtelse til kærlighed, hensyn og omsorg løses bare ikke ved at ændre nadveren søndag formiddag. Den skal løses i hverdagen. Som Jesus svarede disciplene, da de blev vrede og forargede på kvinden, som hældte en meget kostbar olie ud over ham: »De fattige har I jo altid hos jer...« underforstået: De fattige kan I gøre godt for, når som helst I vil. Bare ikke lige nu og her, hvor I er sammen med mig.

Sådan også med alkoholikerne og alle, som kræver jeres kærlighed, omsorg og opmærksomhed. Dem kan I når som helst og hvor som helst gøre godt for, være solidariske med, hjælpe, støtte, elske. Og det skal vi netop også gøre. Bare ikke ved at indføre alkoholfri altervin.

Steen Skovsgaard er provst og sognepræst i Gellerup