Prøv avisen

Nøglen til fremtiden

Påstanden om, at 150.000 muslimer skulle være en trussel for en befolkning på godt fem millioner mennesker, er helt ude af proportioner

Mediernes skræmmebilleder af islam som en trussel imod danskheden har i de senere år medført en radikalisering blandt en mindre del af de herboende muslimer, der føler sig uglesete og marginaliserede, og som styrker deres identitet ved at definere sig selv i modsætning til majoriteten. Og de unge, der ikke har et fast ståsted i deres fædrene tro, reage-rer, som vi med jævne mellemrum ser det i Vollsmose og på Nørrebro - for skræmmebilleder har det med at blive en selvopfyldende profeti. Påstanden om, at 150.000 muslimer skulle være en trussel for en befolkning på godt fem millioner mennesker, er helt ude af proportioner og kan kun skyldes mangel på selvværd og mangel på rodfæstethed i egne traditioner. For hvorledes man end vender og drejer det, så er det majoriteten, der har magten i landet - og som dermed bestemmer, i hvilke retning samfundet skal udvikle sig: Det er majoriteten, der bestemmer, om de unge skal komme i arbejde, så de selv kan tjene til dagen og vejen - eller om de skal være afhængige af offentlig støtte og være en krudttønde, der kan blive antændt når som helst - eller vil rejse videre til andre lande, hvor der er bedre mulighed for at bruge den uddannelse, de har erhvervet sig her i landet. Det er majoriteten, der bestemmer, om den vil betragte muslimerne som manipulerende og samfunds-undergravende fjender, der skal holdes uden for indflydelse - eller som loyale og værdifulde borgere og samarbejdspartnere i bestræbelserne for at skabe et dynamisk og harmonisk samfund. Det er majoriteten, der bestemmer, om den vil betragte muslimerne som én massiv, statisk blok - eller som mangfoldig, påvirkelig og progressiv. Det er majoriteten, der bestemmer, om den vil bakke op omkring de herboende muslimer, der plæderer for nytænkning i forhold til traditionel regelbundethed - eller om den vil betragte dem som utroværdige ulve i fåreklæder og fortsat bruge status quo i de såkaldt islamiske lande som undskyldning for ikke at forholde sig til europæisk islam. Det er majoriteten, der bestemmer, om den vil betragte muslimerne og deres tro og traditioner som mindreværdige - eller blot anderledes og ligeværdige. Det er majoriteten, der bestemmer, om den vil betragte dialog med minoriteten som et middel til frem-me af tillid, forståelse og respekt mennesker imellem - eller som et middel til omvendelse og dermed skabe mistro, distance og opposition. Det er majoriteten, der bestemmer, om muslimer fortsat skal betragtes som fremmede og anden- eller tredje-generations indvandrere - eller som MEDborgere slet og ret. Det er majoriteten, der bestemmer, om den vil se kulturel og religiøs mangfoldighed som en trussel - eller som en udfordring til at ransage egne værdier og holdninger. Det er også majoriteten, der bestemmer, om minoriteten skal betragtes isoleret - eller som en integreret del af samfundet. Eksempelvis holdt Mellemfolkeligt Samvirke for nylig et møde under titlen »Etniske piger i krise?«, hvor alle »specialister« på området hurtigt kunne blive enige om, at der hviler et enormt pres på de unge »etniske« pigers skuldre, når de kommer i pubertetsalderen og af familien får deres bevægelsesfrihed beskåret. Vi burde alle som én være bekymrede over det enorme pres, der hviler på ALLE unge i vort samfund, hvor alt synes tilladt - lige fra alkohol og stoffer til sex. Alkohol er nærmest blevet et billede på dansk kultur - og sex forbindes med alt lige fra is og slik til shampo og hurtige biler. At Danmarks unge har Europa-rekord i druk burde for længst have resulteret i en generel værdidebat i samfundet med fokus på, hvad det er for nogle vilkår og muligheder, vi ønsker at give vore unge. At begrænse problematikken til de »etniske« unge er at gå efter symptomet i stedet for årsagen - og svigte en hel generation. Ægte samfundssind bør tage udgangspunkt i de værdier, vi stort set er fælles om: social ansvarlighed, bioetik, familierelationer, dyreværn, vold, uddannelse, pornografi, prostitution, ligestilling, ældreforsorg, arbejdsløshed, menneskerettigheder, økologi osv. - ikke for at fortie forskellighederne, men for at skabe åbenhed og tillid til hinanden. Samtale og dialog gør noget ved os - den får os til at modnes i vor tro og giver os fælles erfaringer, så det efterfølgende vil være langt nemmere ikke kun at tale om det, der skiller os, men også at acceptere og respektere mangfoldighed. Der findes her i landet mange veluddannede og velformulerede muslimer, der brænder efter at deltage i den generelle debat om samfundsværdier. De vil gerne høres og tages alvorligt og yde deres bidrag til udvikling af det samfund, de er en del af. For nylig havde jeg - sammen med ni andre frivillige medarbejdere fra Islamisk-Kristent Studiecenter på Nørrebro - lejlighed til at studere, hvorledes man i Birmingham og Bradford (to byer, der i de forgangne år med mellemrum har væ-ret skueplads for raceuroligheder) har vendt situationen ved på alle områder at tage udgangspunkt i den reelle befolkningssammensætning. Vi besøgte bl.a. Interfaith Education Centre i Bradford. Her fik vi fortalt, at loven pålægger hver enkelt region at tilrettelægge religionsundervisningen i henhold til den stedlige befolkningssammensætning. I Bradford underviser man derfor - allerede i de yngste klasser - i både jødedom, kristendom, islam, hinduisme og buddhisme. Og det siger sig selv, at man bruger undervisningsmaterialer, der er udarbejdet og godkendt af de respektive trossamfund. Centret fungerer som både materialecentral og kursuscenter. Skoler og andre institutioner i området kan fra centret rekvirere undervisere og foredragsholdere, som er godkendt af de respektive trossamfund. Disse undervisere kan også rekvireres af skolerne til at forestå deres ugentlige morgensamling, der efter tur tager udgangspunkt i de forskellige religioner, som eleverne tilhører. Flere gange understregede man over for os den rolle, som religionsundervisningen spiller for at give eleverne et bedre liv og blive bedre samfundsborgere. Og der herskede blandt centrets medarbejdere ingen tvivl om, at undervisning i fremmede religioner er en god investering i fremtiden. Også på dette område er det majoriteten, der må tage affære. I England og Frankrig har man for længst oprettet uddannelses-institutioner for imamer for at sikre, at fremtidens imamer er rustet til at vejlede minoritets-menigheder. Ingen kan være tjent med, at muslimer, der er født og opvokset i Europa, vejledes af imamer, der ingen som helst føling har med det samfund, som de for en kortere periode er udstationeret i. Oprettelse af en dansk eller fællesnordisk uddannelse for imamer burde stå allerøverst på dagsordenen for at sikre sammenhæng mellem tro og samfund. Også på dette område er det majoriteten, der må tage initiativet for at sikre, at uddannelsen kommer til at foregå i et åbent og acceptabelt miljø, som f.eks. et teologisk fakultet. Vi er alle borgere i dette land og bør i fællesskab arbejde på at skabe et samfund, der er godt for alle at leve i - et samfund, hvor ingen diskrimineres eller marginaliseres, og hvor alle har lige rettigheder og muligheder. Det er de fælles værdier, der bærer hverdagen, og vi målære at se på hinanden som medmennesker på godt og ondt og på det enkelte individs kvaliteter, evner og ressourcer - i ste-det for at ty til generaliseringer og sætte hinanden i bås efter hudfarve, navn eller tro. Om vi vil det eller ej, så er vi alle skabt af samme Gud - skabt i indbyrdes forbundethed, afhængighed og forpligtelse. Det gælder om at skabe enhed og harmoni i den gudskabte mangfoldighed - ikke om at stræbe efter ensartethed. Majoritetens holdning til minoriteten er altafgørende for minoritetens holdning til majoriteten. Det er majoriteten, der har nøglen til fremtiden!