Tillægget Liv & Sjæl er så absolut en gevinst for Kristeligt Dagblad. Her er hver uge masser af stof til eftertanke. Temaerne bliver vendt og drejet grundigt.
Og det er altid en god ting. Well, næsten altid.
For det kan også gå galt indimellem. Det gjorde det fredag 23. maj, hvor man som tema havde valgt begrebet »nøjsomhed«. Lad gå med, at en gammel dame på 93 tænker tilbage på dengang, da man svarede enhver sit og aldrig købte noget, før man havde penge til det. Så nøjsom er hun, at hun altid gemmer sine elastikker, indkøbsposer og sit gavepapir i sine små nøjsomme skuffer i sit lille nøjsomme køkken i den lille nøjsomme lejlighed på Blegdamsvej. Ja, hendes nøjsomhed går endda så vidt som til, at hun end ikke vil have sit navn i avisen, men nøjes med et andet.
Men lad gå med det. Og lad også gå med den ældre herre på 81 år, der hader enhver form for overdådighed, hvilket skyldes, at han voksede op under yderst beskedne kår. Det er til at forstå. Og der ligger en væsentlig pointe i, at ingen af de to ønsker de gamle dage tilbage. De fortæller bare om, hvordan det var dengang.
Men når folk i næste generation og måske næste igen begynder at længes tilbage til en tid, som de knap nok eller slet ikke husker, så får det uvægerligt et skær af komik over sig. Så bliver det nemt til: Førhen var det så godt, nu om dage er der ikke noget ved noget. Når vi taler om de gode gamle dage, er vi jo tilbøjelige til kun at tænke på det positive: Der var sammenhæng i tingene, bonden sad glad på sin traktor eller plov og var dus med himlens fugle og skovens grønne træer. Vi er utroligt hurtige til at glemme skyggesiderne.
Det er vel også derfor, Morten Korchs film er så populære igen. Der er op, og der er ned i det korchske univers. Der er helte, og der er skurke. Og man er ikke et sekund i tvivl om, hvem der er hvad. Skurkene er skumle og ubarberede og usoigne-rede, mens heltene går rundt i tøj, der bliver ved med at være rent, selvom de går og muger ud og i det hele taget ikke er bange for at bruge næverne. Det var man nemlig ikke de gode gamle dage!
Jo, før i tiden var verden til at have med at gøre, i modsætning til nu om dage. Nu er folk sure og utilfredse osv. osv. Og just denne modstilling af før og nu præger temaet »nøjsomhed«, hvis hovedbudskab er, at vi skal nøjes. Kun derved kan vi fornøjes.
Det i sig selv er morsomt nok. Når jeg læser sådan noget, tænker jeg altid på de to gamle mænd på bænken i en af Storm P's fluer fra 1930'erne. Den ene siger til den anden: Ak ja, om 30 år er disse skrækkelige tider blevet til de gode gamle dage! Og det er temanummeret et godt eksempel på.
Men det morsomste er endnu tilbage. Og det er provst Marianne Christiansens forsøg på at sætte Moselovens 10. bud ind i sammenhængen. Hun siger: »Det 10. bud hedder: Du må ikke begære din næstes ejendom. Men det passer meget dårligt ind i det moderne samfund, hvor vi drives til at ville have det, naboen har«
- sådan siger hun altså.
Og nu spørger jeg: Er det nu også så moderne endda, at vi vil have det, naboen har? Hvis det var anderledes i Moses' dage, behøvede han vel næppe at udstede et forbud imod det. Må jeg minde om verdens første brodermord. Hvorfor slog Kain sin bror Abel ihjel? Det gjorde han, fordi Abel havde noget, han ikke havde, nemlig Guds yndest og gode vilje.
Hvorfor havde Jakob det så svært med sin bror Esau? Fordi Esau havde noget, Jakob ikke havde, nemlig førstefødselsretten og dermed retten til faderens velsignelse. Det lykkedes som bekendt Jakob at tilliste sig begge dele, men ikke lige just ved metoder, der leder tanken hen på de gode gamle dage, hvor alle kendte hinanden og var forpligtede over for hinanden.
Hvorfor blev Josef solgt som slave af sine brødre? Fordi han havde noget, de ikke havde, nemlig faderens yndest og gode vilje. Og hvorfor ryddede David Urias af vejen? Fordi Urias havde noget, David ikke havde, nemlig Batseba. Og jeg kunne blive ved længe endnu.
Det 10. bud har vist altid passet dårligt ind i de til enhver tid eksisterende samfund. Må jeg i den forbin-delse henlede opmærksomheden på fortalen til Jyske Lov: »Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov ... Var der ingen lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest.«
Så enkelt er det: Landet skal bygges med lov, fordi enhver ikke vil nøjes med sit eget. Og det blev skrevet i 1241!
Så mon ikke vi lige, når vi taler om de gode gamle dage, skulle tage at klappe hesten engang? Eller rettere: hestekræfterne. For ingen nu om dage vil jo nøjes med en enkelt hest! Eller skal vi bare sukke: Ak ja, nostalgi er ikke, hvad det har været!
Jens Kvist,
sognepræst,
Kirkebakken 1,
Aabenraa