Nå, en halv million fra eller til...

Selvbeherskelse, selvdisciplin og selvjustits synes i dag at være erstattet af selvudfoldelse, selvbekræftelse og selvbevidsthed. Og dog, i tirsdagens udgave af det relativt nye P1-debatprogram ”Kejser”, blev det påvist, at der intet nyt er under solen. Tænk blot på lignelsen om den fortabte søn

”Hvem vil være millionær?” hedder et veletableret underholdningsprogram, der næsten hver aften genudsendes af TV2 Charlie. Det er med Hans Pilgaard egentlig et sympatisk foretagende. Især når det tit har til formål at indsamle små og store beløb til velgørende formål.
”Hvem vil være millionær?” hedder et veletableret underholdningsprogram, der næsten hver aften genudsendes af TV2 Charlie. Det er med Hans Pilgaard egentlig et sympatisk foretagende. Især når det tit har til formål at indsamle små og store beløb til velgørende formål. Foto: ANTHON UNGER/Ritzau .

Som barn af tiden omkring Anden Verdenskrig husker jeg nogle væremåder, der ligger så langt fra nutidens som tænkes kan. 1940’ernes nøjsomhed og sparsommelighed medførte en adfærd som i dag kan virke misforståelig og af og til næsten latterlig på de seneste generationer.

Jeg blev opdraget til at have respekt for penge. Så stor respekt at man helst ikke talte om dem. Min boghandlerfar kunne finde på at sige: ”Du skal tjene det, du har brug for og lade være med at bruge det, du tjener”. Hellere spare op end at låne. Mådehold var ordet: Med måde er alt godt.

Selvbeherskelse, selvdisciplin og selvjustits synes i dag at være erstattet af selvudfoldelse, selvbekræftelse og selvbevidsthed. Og dog, i tirsdagens udgave af det relativt nye P1-debatprogram ”Kejser”, blev det påvist, at der intet nyt er under solen. Tænk blot på lignelsen om den fortabte søn.

”Der er forskel på religion og hensigtsmæssig børneopdragelse - man skal da lære at styre sit forbrug” hed det i udsendelsen, der et langt stykke kom til at lyde ”så sødt, som i gamle dage”. Det vil også sige som i en tid uden tips- og lottokuponer, samt skrabelodder og kviklån.

”Hvem vil være millionær?” hedder et veletableret underholdningsprogram, der næsten hver aften genudsendes af TV2 Charlie. Det er med Hans Pilgaard egentlig et sympatisk foretagende. Især når det tit har til formål at indsamle små og store beløb til velgørende formål.

”Hvem vil være millionær?” er med sit retoriske spørgsmål endvidere et bemærkelsesværdigt seervenligt program. Vi får god tid til at læse opgavernes svarmuligheder. Paratviden er ikke at kimse ad og udmærket at få afprøvet. Seerne gøres til deltagere ikke bare til iagttagere.

Den indstilling savnes ofte i nyere konkurrenceudsendelser. Her giver man sig hensynsløst tilfreds med, at programværterne og deres gæster morer sig. Seerne lades i stikken med stivnede smil. Man forstemmes som ved mødet med en fyldebøtte, der griner højt over egne vittigheder.

Apropos respekt for penge, så er der noget ildevarslende ved udviklingen af de moderne betalingsmetoder. Samtidigt med at skattevæsenet tilsyneladende skødesløst går glib af det ene store milliardbeløb efter det andet, lægges der op til en afskaffelse håndgribelige mønter og pengesedler.

Penge bliver til noget mere og mere abstrakt. Penge er blevet til noget, der leges med. Penge er noget der sættes på spil. Nogle optjener dem via møjsommeligt arbejde, andre modtager dem i form af gevinster eller afkast, som med et skuldertræk kan modtages uden egentlig at være fortjent: ”Nå, en halv million fra eller til...”

Jamen, penge har en skræmmende magt. TV2’s serie ”Hjem til gården” sluttede mandag aften med en demonstration heraf. Deltagerne ændrede karakterer fra at være imødekommende samarbejdspartnere til at være beregnende konkurrenter. Årsag: en ufortjent stor præmie på 500.000 kroner til nummer 1 – ikke noget til nummer 2 og 3.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.