Flere og flere danske skolebørn magter ikke at komme i skole. De lever et liv, hvor hverdagen er præget af mistrivsel og social isolation, og de er væk fra skolen i lange perioder. Det er et bekymrende fænomen, som kaldes skolevægring. I løbet af de seneste år er skolevægring blevet en problemstilling, som fylder meget i de danske kommuner.
Det er også en problemstilling, som er velkendt blandt psykologer, der arbejder i kommuners Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). Størstedelen af dem fortæller, at skolevægring er et stigende problem. De oplever, at de oftere møder børn, som har behov for hjælp.
Men hvad handler det om? Stort set alle psykologer peger på, at psykiske problemstillinger hos børnene er den primære årsag til børnenes skolevægring. De fremhæver, at angst er den største årsag. Dertil ser de adhd, autisme og stress som andre hyppige årsager – desværre helt i tråd med diverse undersøgelser og analyser, som dokumenterer, at udviklingen er på galt spor, når flere og flere børn og unge ikke har det godt.
Omfanget af problemerne afføder naturligvis spørgsmålet om, hvorfor vi ser denne udvikling? I stedet for kun at kigge på det enkelte barn og forældrene, må vi derfor også se på den skole, som børnene ikke magter at gå i, ligesom vi skal se på det samfund, som skolen er kulturbærer for. Og når vi ser, skal vi væbne os med lige dele nysgerrighed og mod. Nysgerrighed efter at opdage det, vi endnu ikke har set. Mod til at handle, selvom det viser sig svært og stort at gøre noget ved det.
Psykologerne vurderer, at der er en overordnet sammenhæng mellem skolernes udfordringer med inklusion og børnenes sociale og psykiske vanskeligheder. Der er utilstrækkelige rammer og ressourcer i forhold til inklusionsmålsætningerne i folkeskolen, hvor lærerne ikke kan tilbyde den nødvendige støtte til børnene. Det spiller ikke blot en rolle for børn med psykiske lidelser, men har en betydning for den stigende mistrivsel blandt alle skolebørn.
Dertil fremhæver flere, at samfundets overordnede fortællinger om konkurrence og nationale målinger samt krav til faglig og social præstation også er med til at presse børnene. Børn mærker det øgede fokus på præstationer på bekostning af opmærksomhed omkring deres almene dannelse og sociale sammenhold.
Dette indebærer ikke, at det er rigtigst at træde år tilbage og genetablere de rammer, der var før. Men det peger på, at børnenes rammer for udvikling i skolen ikke er gode nok, som de er nu. Samtidig er det heller ikke rimeligt at påstå, at skolen er eneansvarlig for de forhold, som børnene mødes af, fordi de rammer jo også handler om udvikling, der finder sted i samfundet omkring skolen. Endnu mindre er det rimeligt at pege på skiftende politikere som personligt ansvarlige for den situation, som vi står i. For Danmark er en del af resten af verden og påvirkes naturligt af det, der sker omkring os.
Derfor er det svært og stort at handle på. Og derfor kræver det både nysgerrighed og mod, når vi leder efter svaret på, hvorfor så mange danske børn vægrer sig ved at gå i skole.