JEG HAVDE I FLERE ÅR bedt min mor og far om at skrive om deres liv. Bare fortællinger om steder, milepæle, oplevelser, der var vigtige. Jeg spurgte, fordi min mormor døde i 2011, og jeg var ked af, at jeg ikke fik hendes historie skrevet ned.
Men det blev ikke rigtig til noget. Så jeg holdt op med at spørge. Alligevel kom min mor en forårsdag sidste år med et ark papir med sit liv i punkter: fødsel, bosteder, mærkedage. Min far havde også skrevet en smule.
Først blev jeg lidt skuffet. Jeg ville gerne have haft længere erindringer. Men så gik det op for mig, at min mor og far faktisk med deres stikord havde beskrevet små rejser gennem landet: Hver milepæl i deres liv var knyttet til et sted. Et fysisk sted. Og satte man dem ind på et kort, var der en livsrute.
Samtidig gik jeg på hjemmesiden Myheritage.dk, hvor man i dag med alt fra dna-prøver til digitaliserede folketællinger kan dykke ned i sin slægtshistorie på revolutionerende vis. Fordi nogen havde lavet min families slægtstræ, skulle jeg bare klikke på verdenskortet – og frem dukkede alle de steder, der er koblet til mine forfædre overalt i verden, ofte flere hundrede år tilbage i tiden: Her blev en fjern tante begravet, her var en tiptipoldefar skomager, hertil migrerede oldefars ugifte søster.
Pludselig tonede fortiden frem på måder, vi end ikke drømte om for bare 10 år siden. Steder, oplysninger og genanalyser bliver i dag via teknologi fundet og forbundet, så for længst glemte menneskers historie også bliver vores.
For mig var det en åbenbaring af hjemhørighed, og med den nye adgang til fortiden tog nogle slægtninge og jeg sidste sommer på vores første slægtstur. En lørdag kørte vi bogstaveligt talt gennem en stor del af mine afdøde bedsteforældres liv. Den dag oplevede vi, at de døde blev lyslevende igen, og det fysiske sommerland med kirker og kirkegårde, gårde og mejerier, talte til os med den store histories vingesus gennem den lille.
Overalt, hvor vi ringede på døre, blev vi budt ind til snakke om et steds historie. Det fysiske landskab åbenbarede sig som vores fælles, dybe hjem. Senere fulgte en slægtstur i min fars liv. Den historie, han havde skrevet i stikord, blev til en rute rundt i Jylland. Vi kørte til min fars fødegård, skolen, højskolen, missionshuset. Han fortalte om branden, der ødelagde hans hjem, om krigen, døden og om at komme fra landet og ende i eget hus med garage.
Og for nylig kørte jeg med en bilfuld kvinder gennem min mors og mosters liv på en weekend-slægtstur. Vi begyndte i deres tiptiptipoldeforældres fynske landsbyer, og siden tog min mor og moster os på gåtur gennem deres barndomsgader. Ting, min mor aldrig har fortalt os før, dukkede pludselig frem i de gader: det første kys, den første appelsin, flugten fra en voldtægtsmand. Kærestesorger, drømme og atommarch. Alt det, min mor ikke fik skrevet, blev manet frem af de steder, vi besøgte. For fysiske steder taler.
Vi har alle en fysisk livsrute – byer, gader, kvarterer, der fortæller historier om, hvad vi kommer fra, og hvem vi skylder alt. Ikke alle kan eller vil skrive deres erindringer, men historierne ligger derude og venter. Og i dag er det lettere end nogensinde at tage på opdagelsesrejse ind i en vens eller en slægtnings dybe hjem. I stedet for at flyve ud, kan vi dykke ned.
Den augustaften, jeg så min mor gå i sin barndomsgade, med jakken bundet om livet og det grå hår lysende i solen, så jeg hende som en lille pige i en helt anden tid. Og da jeg så den pige, blev jeg ramt af en ny, stærk kærlighed til dette menneske, fra denne gade, med denne historie, der blev min mor.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, radiovært og skuespiller Hassan Preisler og forfatter Dy Plambeck.