”Så ses vi igen, når det bliver yngstemandens tur,” proklamerede hun højlydt på vej ud for at kramme storebroderen, der netop var blevet konfirmeret. Gennem efterår, vinter og forår havde hun troligt mødt op til de særlige gudstjenester, som blev lagt til rette for konfirmanderne, og som de selv var med til at arrangere. Ofte sad hun der også til den almindelige søndagsgudstjeneste og var som sådan gennem et lille års tid blevet en del af den gudstjenestefejrende menighed.
Når vi hilste af med hinanden i våbenhuset, havde hun altid en positiv kommentar til det, vi just havde været sammen om, og hver gang tænkte jeg, at det var en bekræftelse, at hun var der. Faderen så jeg kun til et par forældremøder og så naturligvis til selve konfirmationen.
Gudstjenesterne lod han sønnen og moderen om. Men hun havde troligt været der, og derfor var hendes bemærkning, da sønnen var blevet konfirmeret, nedslående trods den kraftige markering af, at hun da kom igen.
Det gjorde hun, men der gik tre år, og i de år gled hun ud af min bevidsthed og i praksis ud af den gudstjenestefejrende menighed, og da lillebroderen var blevet konfirmeret, så jeg hende aldrig siden til gudstjeneste.
I disse uger og måneder debatteres det livligt, hvordan søndagens gudstjeneste kan fornyes, så den bliver mere tilgængelig og forståelig. Der er mange idéer og forslag i spil, og meget i debatten handler om at sænke tærsklen til kirkerummet endnu mere, end det hidtil er gjort. Noget er seriøst og gennemtænkt, andet er letkøbt og handler kun om at gøre gudstjenesten så letfattelig som muligt, hvor det ikke gør så meget, om der ryger et par tekster, og liturgien lempes.
Når jeg her indledningsvis nævner kvinden og konfirmandmoderen, har det at gøre med, at man, når der drøftes gudstjenestefornyelse, grundigt skal overveje og gennemtænke, hvem en fornyelse skal tilgodese. Er det den trofaste menighed, der søndag efter søndag passer deres kirkebænkeembede, eller er det dem, der lejlighedsvis kommer i kirken? Hermed ikke sagt et ondt ord om de lejlighedsvise kirkegængere. Det er godt, at de er der og en gang imellem fylder kirken, når noget særligt er på færde.
Men jeg er overbevist om, at de ikke nærer synderlig interesse for den liturgidebat, der føres for tiden. Deres interesse ligger ikke i det lange træk i folkekirken, men i den lejlighedsvise begivenhed, som folkekirken også kan og skal levere. I mellemtiden og til enhver mellemtid er det den trofaste menighed, få eller mange, der sikrer, at der kan fejres gudstjeneste.
Hvis og når der skal tænkes nyt, hvad angår gudstjenesten og dens liturgi, vil det derfor være tilrådeligt og ønskeligt at skelne mellem kirkefolket og folket i kirken.
Folket i kirken, som nyder godt af de mange tilbud, som ansvarsfulde præster giver, eksempelvis ved alternative gudstjenesteformer, er en del af menigheden. Kirkefolket, som ved deres trofasthed understøtter sognets og søndagens gudstjeneste og dermed sikrer, at kirken holdes åben, er en anden del. Folket i kirken er i stort flertal, mens kirkefolket udgør en forsvindende lille procentdel.
Skønt det er et objektivt faktum, må kirkefolket ikke overses eller forbigås, når der debatteres gudstjenestefornyelse, for det er blandt kirkefolket, at der fortsat er en vilje og en fælles pligtfølelse til at samles under prædikestol og ved alterbord. Den er der, og de er der.
Kirkefolket gør ikke det store væsen af sig, men om dem kan man sige, at de, som den gamle patriark Isak, holder fædrenes brønde åbne. Det er ellers ikke meget, der er at sige om Isak i Det Gamle Testamente. Hans far, Abraham, og sønnen Jakob overskygger ham. Men Isak er udholdende og vedholdende, som kirkefolket er det.
Mens folket i kirken nyder godt af folkekirkens udsøgte service, så lever kirkefolket deres eget stille liv i sognene landet over. Glem dem ikke, når I, der har ansvaret, debatterer og til sin tid beslutter, hvad der kan og skal ske af ændringer i gudstjenesten og dens liturgi. Det er ikke folket i kirken, men kirkefolket, der generation efter generation har holdt brøndene åbne.
Ole Juul er tidligere sognepræst, forfatter og foredragsholder.