JEG BLIVER pænt irriteret, hver gang jeg skal underskrive en vielsesattest. Ikke på brudeparret, men på attestens ordlyd. Ifølge de nye attester bliver Anders og Signe nemlig ikke mere ”mand og hustru”. De bliver ”ægtefælle” og ”ægtefælle”.
Og når jeg går ud med fødselsattester til familier i sognet – nu hedder det meget sterilt ”personattester” – kan jeg ikke se kønnet på barnet, før jeg kommer ned til sidste ciffer i cpr-nummeret. Når ophavet skal beskrives, står der for øvrigt heller ikke mere ”fader og moder”, men ”forældre”.
På personsiderne i den elektroniske personregistrering er hensigten den samme, men der vælges af uransagelige årsager et lidt andet sprog: Der står ”mor” og ”far/medmor”. Mor får altså stadig lov til at være et fysisk begreb i den virkelige verden. Men den fysiske far og den uvirkelige konstruktion ”medmor” er helt parallelle. Vel i en eller anden ligestillings navn. Det står der endog på min personside, selvom jeg er født i 1956!
ET VIGTIGT ELEMENT i denne udvikling er ægteskabsloven fra 2012, som ikke bare betød, at homoseksuelle fik ret til at indgå ægteskab, men som omdefinerede alle ægteskaber i det her land til kønsneutrale. Og derfor er attesternes og personregistreringens sprog i og for sig konsekvent nok. Og man kan ikke melde sig ud af den retstilstand, heller ikke ved at melde sig ud af folkekirken og danne frimenigheder.
Hvis man hæver sig op over min personlige irritation, handler det om, at sprog er magt, og at mange små sproglige ændringer – i forlængelse af diverse lovændringer – bliver brugt til at ensrette os. Vi er godt og grundig på vej til at blive presset ned i den samme kønsneutrale tragt. Fordi det sker langsomt og i små ændringer, lægger vi ikke rigtig mærke til det. Før vi sidder i saksen. Det kaldes for øvrigt på nysprog ”mangfoldighed”.
Når man ser efter, er der noget mærkeligt kropsløst over denne sproglige udvikling. Vores sociale rolle bliver vigtigere end vores kropslige eksistens. Eller lidt skarpere: Den sociale rolle bliver altdominerende, og kroppen en bi-omstændighed, man kan definere sig ud af.
JEG HAR UNDRET MIG OVER, at skabelsesorienterede teologer – hvad enten de kalder sig grundtvigske eller Løgstrup-inspirerede – ikke står i kø for at protestere mod denne udvikling. De burde dog mere end nogen vide, at et menneske ikke bare er ånd eller rolle, men en underfuld forening af krop og ånd. Men man skal jo nærmest være pietist eller biblicist for at fastholde denne grundtvigske pointe i dag.
Denne passivitet hos de skabelsesorienterede kan måske forklares netop ved udviklingens langsomhed. Selv det mest naturstridige bliver selvfølgeligt, når man tager tiden til hjælp.
Den kan måske også forklares med, at disse miljøer har vænnet sig så meget til at være kulturelt tilpassede og politisk korrekte, at de har glemt den gamle kristne kunst at øve kulturkritik.
Endelig kan man ikke udelukke, at der gør sig skinbarlig frygt gældende. Alle ved det godt: Kun en tåbe frygter ikke LGBT. For LGBT-miljøet er danmarksmestre i at brændemærke dem, de er uenige med.
Jeg indrømmer i hvert fald, at det var den slags billeder, jeg fik på nethinden, da et samlet bispekollegium lagde sig fladt ned for den nye lov om juridisk kønsskifte fra 2014 og mente, at alle præster skulle have pligt til at vie folk, der ved hjælp af et par klik på en computer havde ”skiftet køn”. Vel at mærke uanset hvilke kønsorganer, de er udstyret med.
DET ER MIG EN GÅDE, at teologisk veluddannede folk – trods uenigheder om homoseksuelle vielser – ikke er mere agtpågivende. Nu trænger virkeligheden sig nogle gange igennem – som Løgstrup siger – bag om ryggen på os selv.
Derfor var der noget befriende i den tidligere EU-parlamentariker for Junibevægelsen Jens- Peter Bondes beretning i avisen den 13. april om, hvordan han opdagede, at han havde en 27-årig søn. Han blev tvunget til at give den kropslige virkelighed forkørselsret, frem for de sociale konstruktioner:
”Jeg havde ikke tillagt genetisk arv nogen form for betydning – jeg troede fuldt og fast på, at det miljø, man voksede op i, var altafgørende. Men pludselig erfarede jeg, at det var det rene vås,” siger han om den stærke biologiske trang til at møde sin søn, som han aldrig havde set eller kendt til.
Jeg siger bare: Hør den uskyldiges røst! Skal der virkelig en gammel kommunist til at undervise den grundtvigske midtbane om skabelsesteologiens grundtrin?
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.