De fleste læsere vil givetvis have bemærket, at DR har åbnet det nye år med en række programmer, der, som det hedder i programomtalen, ”kigger på troen, som var den et produkt”.
De fire programmer, serien består af, er bygget op som et eksperiment: Et reklameteam skal sælge henholdsvis kristendom, asatro, islam og buddhisme som produkter til, hvad der defineres som dagens ”forbrugere”. Og disse forbrugere er efter sigende ”ubarmhjertige”: Deres opmærksomhed og troskab er svær at opnå selv for splinternye og relevante brands. Så meget desto sværere er det for gamle og uddaterede.
Programmet er bygget op som en samtale med en kunde, der skitserer sin målsætning.
I det første program er der tale om en folkekirkepræst, der ønsker at dæmme op for et foruroligende medlemsfrafald. En speaker underforstår desuden, at det ville være godt at komme et andet problem til livs: Kun 43 procent af folkekirkens medlemmer tror faktisk på det kristne budskab.
Programserien er naturligvis allerede blevet kritiseret. Sørine Gotfredsen har eksempelvis her i Kristeligt Dagblad kaldt idéen tåbelig og salgskonceptet 1980’er-agtigt. Jeg forestiller mig, at holdet bag produktionen er godt tilfreds med dette skudsmål. Lysten til at provokere synes i hvert fald at have været drivende. Ellers sammenligner man vel næppe en religion med uappetitligt kødpålæg, således som tilfældet er i DR’s egen reklame for programmet. En reklame, som ligger på lur foran og bagved det eneste program, jeg efterhånden ser live, Deadline, og som jeg altså til sidst bukkede under for.
Sagen er imidlertid, at konceptet ikke er provokerende. Det burde ikke forarge seerne. Det kan godt være, at idéen er mådeligt afviklet. Det kan også godt være, at selve den underliggende provokationstrang gør foretagendet tåkrummende. Men i sig selv er det da helt oplagt og rigtigt at betragte religioner som brands, som produkter.
Det er også en efterhånden etableret og ukontroversiel tanke i religionsforskningen. Ikke mindst i studiet af udbredelsen af de såkaldte verdensreligioner. Her hæfter forskere sig ved, at religionernes forestillingsindhold, praksisformer og materielle kendetegn synes at være blevet til i en gensidig konkurrenceudvikling.
De synlige symboler (korset, davidsstjernen, menorahen, halvmånen og den femtakkede stjerne, tilakaen, svastikaet, Buddha-figuren, dharmahjulet, ahimsa, jaina-korset, torii, khanda, ying og yang og så videre) voksede frem i de civilisationer, der i århundrederne omkring vores tidsregnings begyndelse voksede frem som handelsnetværk mellem stadig flere bystater.
Disse havde videreudviklet visse af agerbrugskulturens teknologier – herunder overførtes brændemærkningen af kvæg (”branding”) til andre produkter. Ikke mindst til dem, vi i dag forstår som religiøse identiteter.
Den engelske historiker Peter Frankopans glimrende monografi ”Silkevejene. En ny verdenshistorie”, som udkom på engelsk i 2015 og på dansk i 2017, er et godt sted at begynde for den, som ønsker at skaffe sig indblik i sådanne forhold.
Men hvorfor antager holdet bag tv-produktionen så, at idéen er provokerende? Og hvorfor synes den faktisk at støde visse af denne avis’ læsere og skribenter? Det gør den, fordi en væsentlig del af religionernes tidlige salgsstrategi var at fremstille sig som dét brand, der én gang for alle overskred markedspladsmentaliteten. Dette gælder ikke mindst for kristendommen.
Jesus forsøgte eksempelvis at sælge idéen om, at folk skulle forlade hverdagslivet, familien og de økonomiske, jordbundne overvejelser for at følge ham ind i den virkelige virkelighed.
Men det gjorde alle som bekendt ikke. Og de kristne kirkers årtusinder lange historie rummer mange måder at indgå kompromis med denne grundlæggende hverdagsforagt og markedsskepsis – rummer righoldig erfaring med at indordne sig under den kendsgerning, at man er et brand, som må overbevise sin målgruppe om sin relevans.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer og ph.d. Christian Hjortkjær, familierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.