LILLEJULEAFTENSDAG 2016 havde Kristeligt Dagblad en meget tankevækkende historie. Den handlede om, at glosen ”kulturkristen” har skiftet betydning: Engang havde ordet negativ klang og blev især brugt af kirkelige mennesker til at beskrive andres (overfladiske) forhold til kristendommen.
Nu bruges det af mange danskere positivt til at beskrive deres egen tro. Vel noget i retning af, at ”jeg vedkender mig de kristne værdier uden nødvendigvis at købe hele pakken med en personlig Gud, en frelser, der døde for min synd, en opstandelse, en (seksual)etik, en fast gudstjenestepraksis, troen på en fortabelse og et evigt liv”. Og hvad man ellers kunne finde på at nævne.
Det tankevækkende går i to retninger:
For det første er kulturkristendommen vitterlig bedre end sit rygte. I hvert fald bedre end det rygte, kirkefolk og missionsfolk traditionelt har givet den. De værdier og fortællemønstre, der går ind i underbevidstheden på et folk og lægger sig i en kultur, har stor værdi. For livskvaliteten og som en vejbereder til at høre evangeliet.
Jeg har i min periode som generalsekretær i et internationalt missionsselskab været i lande, hvor der ikke var nogen kulturkristendom – Cambodja for eksempel – og ved, hvor vanskelig det gør kirkens situation, og hvor lang en rejse, nytroende mennesker skal ud på, når de ikke engang kender begreberne jul, påske, pinse, dåb, nadver.
Og erfaringen fra et land som Etiopien er, at i de kulturkristne – ortodokse – miljøer slår vækkelsen lettere og tydeligere igennem end i den rene åndedyrkelse.
Så der er meget godt at sige om kulturkristendommen. Den er en ven og ikke en fjende. Jeg lavede en lille personlig statistik: I juleugen ledede jeg gudstjenester for mindst 1000 københavnere. De fleste sang faktisk med på salmerne. Det er kulturkristendom, når det er bedst.
Selv i et såkaldt ukirkeligt sogn som det, jeg arbejder i, mærker jeg en underliggende velvilje mod kirken. Folk, der intet dagligt forhold har til kristentroen, opsøger påfaldende ofte kirken og præsten ved livets skarpe hjørner. Både de glædelige og de smertelige. Og det gælder både de offentlige og de livsbegivenheder, der ligger dybt under radarhøjde. Selv hos folk, som næsten har glemt, at de har glemt Gud, kan man møde overraskende spor af kristen tankegang og sprog.
Så det er ikke kulturkristendommen, der bekymrer mig. Enhver sund kirke, der rækker ud over sin egen inderkreds, vil sætte kulturkristne spor. Og Herren være lovet for de mange kulturkristne platforme, vi kan møde mennesker på.
HERMED RAMMER JEG den anden tankevækker: Det er kirkens ”nye” forhold til kulturkristendommen, der bekymrer mig. Jeg synes, jeg møder alt for mange i det folkekirkelige system, som er tilfredse med at servicere diverse kulturkristne udtryk ved højtider, kirkelige handlinger, babysalmesang med videre. Og alt for megen tilfredshed med gode tal. Et markant eksempel på dette, er lektor i praktisk teologi Hans Raun Iversens kronik her i avisen den 29. januar med overskriften ”Folkekirken er en kulturinstitution”.
Her glæder Raun Iversen sig over, at kirkens nedgang her i landet går langsommere end i de andre nordiske lande – og England og Skotland. Han mener, det er, fordi vi er ”samfundskirke” og ikke ”kirke-kirke”. Vi er gode til at være ”opvarmningsband”, når danskerne skal feste.
Hvis man ser bort fra det beskedne statistiske ambitionsniveau i Raun Iversens sammenligning, spørger jeg mig selv, om hele logikken ikke bygger på, at Raun Iversen i begejstringen har glemt kirkens ultimative ambition: Hver gang vi holder noget så kulturkristent som dåb, siger vi nemlig noget, der overskrider grænsen for kulturkristendommen.
Vi døber for at skabe disciple, og det betyder mennesker, der vil lære at holde alt det, Jesus har befalet os (Matthæusevangeliet kapitel 28, fra vers 16). Det er for øvrigt også derfor, vi forkynder, underviser, fejrer nadver og driver sjælesorg. I sidste ende er det ikke kirkens opgave at kristianisere samfundet, men at invitere mennesker til et fællesskab med Jesus Kristus. Et fællesskab, som omfatter alle dele af livet og varer altid.
Folkekirken har relativt bedre statistik end en række sammenlignelige kirker. Okay – men kan man forstille sig, at det skyldes, at den tilpasser sig sekulariseringen på en måde, der camouflerer kvalitetstabet?
For selv en nok så værdifuld kulturkristendom kan kun være en sekundærgevinst, og en kirke, der gør sekundærgevinsten til hovedsagen, er på vej til at miste sin sjæl.
Selvom den eventuelt skulle vinde den hele verden.
Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop Henrik Wigh-Poulse n, chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.