Prøv avisen
Debat

Ministeren kan for min skyld tro på ”Kraften” i Star Wars

Tror vores videnskabsminister på "kraften" fra Star Wars-universet, er det fint med dagens debattør. Her ses Yoda - den berømte karakter fra Star Wars-filmene. Han taler med en besynderlig omvendt grammatik og regnes for at være den største af alle jedier - altså før Anakin Skywalker ser dagens lys. Foto: Shooting Star/20th Century Fox

Videnskabsministeren kan tro på lige, hvad han vil. Det rager mig en protestantisk papand. Han har bestået sine eksaminer. Han har sine ECTS. Hvad mere kan vi kræve?

Hvad er problemet med, at vores nye forskningsminister tror på, at Gud har skabt verden? Jeg ved intet om ministerens personlige tro, men han har en kandidatgrad og en ph.d. i teologi. Det betyder, at han har forholdt sig til mere religionskritik, end de fleste danskere nogensinde kommer til i deres liv. Så længe videnskabsministerens personlige tro ikke står i modsætning til eller i vejen for den frie forskning, så kan jeg ikke se problemet.

Det kan til gengæld de to herrer Mikael Rothstein og Jens-André Herbener, der har set sig nødsaget til at råbe vagt i videnskabsgeværet med anklager om, at videnskabsministeren er kreationist i dagbladet Politiken den 7. juli. De to herrer ved med andre ord noget om videnskabsministeren, som videnskabsministeren ikke selv ved. Det vidner om en evne, der nok næppe kan kaldes videnskabelig, men snarere en slags talent for at omsætte fordomme til fakta.

De to herrer tager udgangspunkt i en falsk modstilling: Teologi er religiøst fantasteri, der naivt går ud fra, at Gud eksisterer, mens religionsvidenskab er den overbærende, religionskritiske halvbror, der har indset, at mennesket blot har ophævet egne værdier til gud.

Jeg har selv siddet på stolerækkerne og hørt Rothstein tryllebinde sine førsteårsstuderende med sit personlige opgør med kristendommen. Men det var ikke af Rothstein, jeg lærte religionskritikken. På religionsvidenskab opholder religionskritik sig i et lille hjørne af pensum i faget forskningshistorie, mens det på teologi er en integreret del af fagene dogmatik og etik og religionsfilosofi.

”Vil du frivilligt lade dig trække gennem et tvivlens syrebad, så skal du bare give dig til at læse teologi,” som Niels Højlund engang skrev. ”Er der noget sted, hvor tanken om 'Guds død' er taget alvorligt, så er det i den samlede europæiske teologi fra det 20. århundrede, og ingen kan blive præst i den danske folkekirke uden at have stået model til denne gigantiske religionskritiske dekonstruktion, hvordan man så end siden hen i sin gerning som præst forholder sig dertil.”

Det samme må gælde for vores nye videnskabsminister. Han kan for min skyld tro på Odin og Thor, ”Kraften” i ”Star Wars”-filmene eller Det Flyvende Spaghettimonster. Det rager mig en protestantisk papand. Han har bestået sine eksaminer. Han har sine ECTS. Hvad mere kan vi kræve? Skal vi nedsætte en dansk inkvisition, der opsporer videnskabelige kættere, der vover at tro på Gud?

Dette er ikke et forsvar for Esben Lunde Larsen. Jeg kender ikke manden. Jeg stemmer ikke borgerligt. Og jeg stiller forrest og kræver hans afgang, hvis hans personlige tro en dag står i modsætning til eller i vejen for den frie forskning.

Det er derimod et opråb til selvkritik blandt både venstrefløjen og teologerne. Når de almindelige reaktioner er ord som ”dobbeltmoralsk”, ”hyklerisk” og ”middelalderligt”, vidner det om, at vi på venstrefløjen er gået på ateistisk automatpilot, og at vi, teologerne, groft har forsømt at fortælle befolkningen, hvad gudstro anno 2015 er.

Det skaber et enormt vakuum og en platform for folk som Rothstein og Herbener, der umuliggør den eksistentielle samtale på midten. I stedet polariseres debatten i bedste Bush-stil: Enten er I med os, eller også er I imod. Enten er I videnskabelige, oplyste individer, eller også er I kreationistiske tossehoveder. I må selv vælge.

Der er noget ironisk over, at det er en forsker fra Niels Bohr Institutet, der må påpege, at de herrers angreb ”svarer til at sætte spørgsmålstegn ved folks kompetencer på baggrund af deres seksualitet eller til at udelukke muslimer og jøder fra at kunne besætte posten som videnskabsminister.” (Kristeligt Dagblad, den 6. juli).

Tænk, hvis Rothstein selv en dag blev nægtet posten som videnskabsminister, blot fordi fordomsfulde mænd råbte vagt i videnskabsgeværet og påpegede, hvad rigtigt er, nemlig at Rothstein er jøde. Rothstein tror selvfølgelig ikke selv på det vås, hans forfædre gjorde, men tænk nu, hvis det lykkedes de herrer at ophæve egne fordomme til rothsteinske fakta.

Christian Hjortkjær er BA i religionsvidenskab, cand.theol. og ph.d.-stipendiat ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret