Prøv avisen
Globalt

Når forretninger frem for menneskerettigheder bliver styrende princip

I Riyadh gjorde den amerikanske præsident en overraskende god figur. Han betegnede den kamp, det efter hans mening gælder om at udkæmpe, som en kamp mellem godt og ondt og ikke mellem kristendom og islam. Denne sondring var smart, og den var samtidig forbundet med en appel til de tilstedeværende 50 stats- og regeringschefer om ikke at give terrorister noget tilflugtssted på deres respektive territorier. Foto: Saudi Press Agency/AP/Ritzau

Hvis USA under Trump at lade forretninger frem for menneskerettigheder være det styrende politiske princip, så vil de fatale konsekvenser af dette besøg først vise sig på længere sigt, skriver lingvist og teolog

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har vovet sig ind i løvens hule, ind i islams hjerteland, for, som det på forhånd hed, at holde en ”principiel tale”. Tidligere er helt andre typer end Trump mislykkedes med at tematisere forholdet mellem islam og magt: Pave Benedikt XVI’s fejlslagne tale i Regensburg tilbage i 2006 har sat sig dybe spor i mange muslimers hukommelse verden over.

Den amerikanske præsident havde, modsat paven, ikke spirituelle eller teologiske temaer med i bagagen på sit besøg. Det handlede om en geopolitisk positionering af hans stadig ret nye administration.

Under valgkampen bedyrede Donald Trump, at amerikanerne både havde en fjende inden for og en fjende uden for landets grænser: Hvor mexicanerne skabte problemer inde i selve USA, var landet udadtil omringet af islamiske terrorister. Allerede under sin valgkamp erklærede han, at han ville forbyde mennesker fra i hans øjne særligt farlige lande med et muslimsk befolkningsflertal at rejse til USA. Som sagt, så gjort: Trumps første officielle handling som amerikansk præsident var det såkaldte ”Muslim ban”, et indrejsestop, som senere blev ophævet af en række føderale domstole. Det gælder også en modificeret version af dette indrejseforbud. Amerika er trods Donald Trump og hans støtter et land, hvor retsstaten har det afgørende ord – endnu.

I Riyadh gjorde den amerikanske præsident en overraskende god figur. Han betegnede den kamp, det efter hans mening gælder om at udkæmpe, som en kamp mellem godt og ondt og ikke mellem kristendom og islam. Denne sondring var smart, og den var samtidig forbundet med en appel til de tilstedeværende 50 stats- og regeringschefer om ikke at give terrorister noget tilflugtssted på deres respektive territorier. Hvad præsidenten ikke kom ind på, er dog afgørende. I modsætning til Barack Obama, der i 2009 holdt en tale for studerende i Kairo, fremhævede Trump ikke den islamiske civilisations historiske frembringelser.

For Trump drejer islam sig i dag om terror og ekstremisme. Hans tale synes at være det ideelle oplæg til en våbenhandel på over rundt regnet 100 milliarder dollars. Hvad bekæmpelsen af terrorismen nærmere bestemt består i, er og bliver i den forbindelse uklart. I Saudi-Arabien anses en ateist for at være terrorist, hvis han offentligt bekender, at han ikke længere er troende. Til gengæld er et menneske, der sprænger sig selv i luften i en bus i Israel, ingen selvmordsbomber, men i den officielle sprogbrug en martyr.

Den arabiske verden har længe været hægtet af kulturelt og videnskabeligt. FN’s udviklingsrapport fra 2004 var katastrofal: en høj grad af analfabetisme, samfundsmæssig diskrimination af kvinder, stagnation inden for videnskab og forskning. Regionen er ikke kun i oprør på grund af terrorisme, som præsident Trump synes at tro. Nedgangen begynder i anden halvdel af det 20. århundrede og er tæt forbundet med den politiske udvikling i den vestlige verden: I et land som Egypten regerede politikere, som repræsenterede socialistiske eller demokratiske idéer.

Til sidst stod Hosni Mubarak i spidsen for et militærregime. Oven på de seneste årtiers skuffelser stemte egypterne Det Muslimske Broderskab til regeringsmagten. Broderskabet var politisk forfulgt under Mubarak og gjaldt derfor som et troværdigt alternativ. Politisk islam er, i en meget moderat form, også et middel til at sætte sig op mod de autokratiske magthavere i regionen. Men præsident Trump kom overhovedet ikke ind på demokrati og menneskerettigheder.

Strukturerne i regionen er skrøbelige. Den gode stemning, som den amerikanske præsident spredte blandt de sunnimuslimske politikere, sker på bekostning af Iran, der i weekenden valgte en moderat præsident. Støtten fra shiamuslimerne i Teheran til Hizbollah og andre terrorbevægelser får landet til at virke som en rød klud på Donald Trump, og den atomaftale, som Barack Obamas amerikanske regering indgik med Iran, er en rød klud for ham. Uden Iran er en permanent sikkerhedsarkitektur i regionen ikke realistisk, og landet er stort og har plads nok til at huse islamistiske terrorister eller til i det mindste ikke at efterspore dem.

Det kom ikke til nogen stor diplomatisk landvinding i Riyadh. Og amerikanerne har tilkendegivet, at de holder fast i deres gamle allierede, det saudiske kongehus. Det er i sig selv værd at kritisere, men interessant nok er det første gang i lang tid, at Donald Trump ikke har forløbet sig politisk eller ligefrem blameret sig under et møde med en anden politiker. Men hvis USA under Trump at lade forretninger frem for menneskerettigheder være det styrende politiske princip, så vil de fatale konsekvenser af dette besøg først vise sig på længere sigt.

Alexander Görlach er gæsteforsker på Harvard University, hvor han er tilknyttet Center for European Studies og Divinity School. Görlach, der er uddannet lingvist og teolog, er desuden seniorforsker ved Carnegie Council for Ethics in International Affairs og skribent på The New York Times.

Oversat fra tysk af Morten Dyssel.