Det var min kæreste, der opdagede det, før jeg selv gjorde. Jeg går rundt og er indelukket. Og jeg ved ikke hvorfor. Jeg har ikke engang selv lagt mærke til det endnu. Men det har min kæreste.
For hun kender mig bedre, end jeg selv gør på det her punkt. Hun kender symptomerne: lavmælt tale, formørkede øjne og sammentrukne øjenbryn, en kombination af forringet nærvær og forhøjet irritabilitet.
Roligt og med kærlig stemme spørger hun: ”Er det, fordi de er taget hjem?”. Jeg rynker brynene endnu mere sammen. Skeptisk over spørgsmålet. Jeg har åbenlyst ikke erkendt det endnu. Eller det vil sige: Jeg har ikke forstået sammenhængen mellem mit tungsind og det faktum, at jeg for to dage siden tog afsked med 120 højskoleelever. Jeg bilder mig selv ind, at jeg bare har ondt i ryggen og er træt efter en lang afslutningsuge. Så det siger jeg til hende. For at overbevise mig selv.
Jeg stødte for nylig på ordet ”relationstræthed”. Hvert år opbygger højskolelærere landet over nære, familielignende relationer til eleverne. Et halvt år senere rives de itu igen. Måske er jeg blevet relationstræt og har dannet en slags mentalt arvæv, eller ”snæverhjertethed” som Kierkegaard kalder det. Fantastisk ord. Man bliver snæversynet og går rundt som en hest med skyklapper på, blot er det hjertet, der har skyklapperne på. Det gør for ondt at blive forladt.
Jeg bliver mindet om Kierkegaards æstetiker, der noterer sig, at laks er en delikat spise, men at den er skadelig for helbredet, hvis man får for meget af den. Derfor har politiet udstedt en ordre om, at man kun må få laks én gang om ugen. ”Det var et Ønske,” siger æstetikeren til sidst, ”at der maatte udkomme en lignende Politiplakat angaaende Sentimentalitet.”
Men det var min kærestes kærlige spørgsmål, der lod det gå op for mig, at jeg hverken lider af relationstræthed eller for megen sentimentalitet. Snarere for lidt. Jeg har næsten ikke fældet en tåre. Jeg nåede det ikke. Og dér ligger problemet. Jeg har endnu ikke tilladt mig at sørge over tabet af de vidunderligt genstridige unge mennesker, som på én gang forvildede sig ud i verden og ind i mit hjerte.
”Du skal sørge,” skriver Kierkegaard, for netop derved ikke at fortvivle og blive snæverhjertet. Kærligheden kræver et stort hjerte. Så giv mig et ordentlig skud sentimentalitet. Så meget, at hjertet næsten brister. For kun på den måde kan vi få grinet og grædt af det hele. Og kun på den måde bliver der plads til nyt liv igen.