Når hverdagens udfordringer bliver til diagnoser

Fremmedgørelse og eksistentiel usikkerhed har præget unge mennesker mindst siden romantikken

Anders Raahauge er kulturjournalist og medlem af Det Etiske Råd.
Anders Raahauge er kulturjournalist og medlem af Det Etiske Råd. Foto: Scanpix Danmark.

Herhjemme steg antallet af børn og unge, der modtager medicin mod ADHD fra 1999 til 2013 med 1800 procent beretter Rockwool Fondens Forskningsenhed.

Amerikanske lægers håndbog over psykiatriske sygdomme, Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, opregnede 106 forskellige sindslidelser i 1952. I 2013 var tallet 297. Og i dag vil halvdelen af alle amerikanere i løbet af deres liv mindst en gang opfylde kriterierne for at falde ind under en af diagnoserne. Antallet af amerikanske børn med en psykiatrisk diagnose er 35-doblet på tyve år.

På netavisen Spiked skriver den kendte britiske sociolog Frank Furedi om fænomenet under overskriften ”At have en sindslidelse: den nye normalitet? Hverdagens udfordringer omdøbes til psykologiske kriser”.

Furedi anfører tilsvarende jordskreds-tal for England og bemærker, at der aldrig bringes gode nyheder fra feltet.

”Når det gælder det mentale helbred er skræmme-retorikken blevet sådan vævet ind i offentligt liv, at individer og grupper ofte vil overtage den til støtte for deres sag.”

Således anførte kritikere af den britiske regerings planer om nedskæringer i bistandshjælpen for nylig, at et sådant indgreb ville føre til stigning i antallet af depressioner.

”Det lader til, at noget nær hvert eneste socialt problem, enhver politisk udfordring, har alvorlige konsekvenser for den mentale sundhed,” bemærker Furedi.

Det er især de unge, som trækkes frem på scenen for at udmale den katastrofe, der angiveligt er under udfoldelse. Den ene undersøgelse efter den anden påviser, at aldrig før har unge været så ængstelige, deprimerede og usikre som lige nu.

Fremmedgørelse og eksistentiel usikkerhed har dog vist præget unge mennesker mindst siden romantikken, indvender Furedi. Det nye er, at de følelser nu både medicineres og pustes voldsomt op. En nylig britisk undersøgelse fortæller således, at 51 procent af landets unge er bekymrede over fremtiden. Mon ikke tallet var det samme i 1914 eller 1929? spørger Furedi. Som universitetslærer gennem et langt liv mindes han egentlig ikke at have mødt et eneste ungt menneske, der ikke var bekymret over fremtiden.

Men der er en afgørende forskel i forhold til gamle dage: ”I dag glider et individs tanker om fremtiden uden overgang over til at blive anset for et helbredsproblem.”

Og dette avler i sig selv ny ængstelse: Nu er 33 procent af de unge briter bekymrede over deres egen mentale sundhed.

Man konstruerer en generations-krise ved at ophøje hverdagens udfordringer til diagnoser, skriver Furedi. Og diagnoserne avler og knopskyder især på de højere læreranstalter.

For eksempel gav det banale forhold, at overgangen til et universitetsstudium kan føles stressende, før i tiden ingen grund til bekymring. Det regnedes for en fase i livet, som måske nok kunne være ret udfordrende, men så heller ikke mere. Og det var jo netop kun en overgang.

”Men med den voksende tendens til at forvandle eksistensproblemer til medicinske problemer sygeliggør man denne overgangserfaring.”

Frank Furedi, der allerede har skrevet en snes bøger, udgiver om kort tid en bog om netop dette fænomen: ”Hvad er der sket med universitetet? En sociologisk undersøgelse af dets infantilisering”. Her vil han vise, hvordan den herskende trend med at få de unge til at tolke sig selv som sårbare og skrøbelige kommer til at skabe, hvad den nævner.

”Så snart unge opmuntres til at se sig selv som sårbare, vil de ofte betragte deres skuffelser og dårlige humør gennem psykologiens prisme. Faktisk bliver sårbarhed tit en vigtig del af deres individuelle identitet.”

Den eksplosive vækst i antallet af diagnoser i den vestlige verden kan have flere årsager, anfører Furedi. En kan være, at den officielle diagnose giver en fornemmelse af aflastning og paradoksal lettelse. Når deres barn får en ADHD-diagnose, ånder mange forældre lettede op, for da føler de sig frikendt for at have gjort noget forkert under opdragelsen. Diagnoser sikrer også bevillinger. Og nogle gange kan de forlene en finere betydning til en almindelig bedrøvethed.

Denne uafbrudte bimlen med alarmklokkerne yder bestemt ingen tjeneste til dem, der virkelig har en sindslidelse, understreger Furedi. Han medgiver gerne, at der findes en vestlig helbredskrise på de psykiatriske sygdommes felt, men den gælder noget andet end det, katastrofe-overskrifterne råber om.

”Den virkelige skandale er, at skrækkampagner om mentale sygdomme drager opmærksomheden bort fra den pine, som er virkeligheden for sindslidende, der faktisk har brug for behandling.”

Anders Raahauge er kulturjournalist og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.