Krige er en slags historiske kroge. Og dårligt gennemtænkte krige kan blive fatale, hvis de er ensbetydende med, at en nation oplever en omfattende tilbagegang.
Det gælder især for imperier. Det habsburgske imperium, som herskede over Centraleuropa i århundreder, kunne have bevaret magten længere på trods af årtiers forfald, hvis det ikke havde været for deres nederlag i Første Verdenskrig. Det samme gælder Det Osmanniske Rige, som siden midten af det 19. århundrede blev omtalt som "Europas syge mand". Det Osmanniske Rige kunne, ligesom det habsburgske, have holdt ud i årtier og måske endda have genvundet sin styrke, hvis ikke de også var endt på den tabende side i Første Verdenskrig.
Men man skal hverken undervurdere eller fejre efterskælvene af imperiers sammenbrud. Imperier skabes ud af kaos, ligesom det ofte fører til kaos, når de bryder sammen.
Winston Churchill skønnede i slutningen af Anden Verdenskrig, at der "ikke ville have været nogen Hitler", hvis de imperiale monarkier i Tyskland, Østrig og andre lande ikke var blevet fejet til side ved forhandlingerne i Versailles.
Det 20. århundrede blev i høj grad defineret af dynastiske imperiers sammenbrud i de første årtier og af de krige og geopolitiske omvæltninger, dét udløste i de senere årtier. Selvom de intellektuelle ikke har meget til overs for imperier, så kan det ikke desto mindre afføde endnu større problemer, når et imperium falder sammen. Mellemøsten har for eksempel stadig ikke fundet en passende løsning efter sammenbruddet af Det Osmanniske Rige, og det ses tydeligt i de blodige omvæltninger i regionen i de sidste hundrede år.
Alt det bør man have in mente, når man tænker på Kinas, Ruslands og USA's sårbarhed i dag. Det er tre stormagter, som kan være mere skrøbelige, end de umiddelbart ser ud til. Den form for bekymret fremsynethed, der er nødvendig for at undgå politiske katastrofer – det vil sige evnen til at tænke tragisk for at undgå tragedien – er enten utilstrækkelig eller slet ikke til stede i Beijing, Moskva og Washington. Indtil videre har både Rusland og USA indledt selvdestruktive krige: Rusland i Ukraine og USA i Afghanistan og Irak. I Kinas tilfælde kan regimets besættelse af Taiwan føre til selvdestruktion. Alle tre stormagter har de seneste år og årtier vist eksempler på ualmindelig dårlig dømmekraft, når det kommer til deres langsigtede overlevelse.
Hvis nogle eller samtlige af nutidens stormagter blev dramatisk svækket, ville det både skabe forvirring og uorden inden for deres egne grænser og i hele verden. Et svækket eller konfliktfyldt USA ville have sværere ved at støtte sine allierede i Europa og Asien.
Hvis Kremls regime begynder at vakle som konsekvens af krigen i Ukraine, kan Rusland, som står institutionelt svagere end Kina, blive en kaloriefattig version af det tidligere Jugoslavien, ude af stand til at kontrollere sine historiske områder i Kaukasus, Sibirien og Østasien. Økonomisk eller politisk uro i Kina kan udløse regional uro internt i landet, og det kan opmuntre Indien og Nordkorea til at reagere, da deres politik i sagens natur er begrænset af Beijing.
På gyngende grund
Nutidens stormagter er ikke imperier. Men Rusland og Kina bærer præg af deres imperialistiske arv. Kremls krig i Ukraine er forankret i impulser, der var iboende i både det russiske og det sovjetiske imperium. Kinas aggressive hensigter over for Taiwan er et ekko af Qing-dynastiets søgen efter hegemoni i Asien. USA har aldrig formelt identificeret sig som et imperium. Ekspansionen mod vest i Nordamerika og lejlighedsvise oversøiske territoriale erobringer gav imidlertid USA et imperialistisk anstrøg i det 19. århundrede, og i efterkrigstiden har landet haft en delvis global dominans, som man historisk set kun har set i imperier.
I dag står alle tre stormagter over for en usikker fremtid, hvor man ikke kan udelukke sammenbrud eller en delvis opløsning. De problemer, de står over for, er forskellige, men fælles for dem er, at de bliver afgørende for deres fremtidige eksistens. Rusland står over for den mest umiddelbare risiko.
Selv hvis landet på en eller anden måde vinder i krigen i Ukraine, kan Rusland imødese en økonomisk katastrofe, som følge af at de er blevet holdt ude af EU og G7-økonomierne, medmindre konflikten ender i ægte fred, og det virker usandsynligt. Rusland er måske allerede den syge mand i Eurasien, som Det Osmanniske Rige var det i Europa.
I Kina er den årlige økonomiske vækst gået fra at være tocifret til nu at være etcifret, og væksten kan snart ende i de lave tal, vi kender fra udviklede økonomier. Kapitalen er flygtet ud af landet. Udenlandske investorer har solgt ud af kinesiske obligationer og aktier for mange milliarder dollars.
Men ved at underminere levestandarden for den gennemsnitlige kinesiske borger, kan de økonomiske realiteter komme til at true den sociale fred og implicitte støtte til det kommunistiske system. Autoritære regimer er altid i risiko for at rådne op indefra, om end de præsenterer en aura af sindsro udadtil.
Da USA er et demokrati, er problemerne mere gennemsigtige. Det bliver de dog ikke nødvendigvis mindre akutte af. I takt med at centralregeringens underskud stiger til uholdbare niveauer, har selve globaliseringsprocessen splittet amerikanerne i to blokke: dem, hvis værdier afspejler en ny, verdensomspændende kosmopolitisk civilisation, og dem, der afviser selvsamme til fordel for en mere traditionel og religiøs nationalisme.
På grund af disse skift er en ny global magtkonfiguration sandsynligvis ved at tage form. Et muligt scenarie er, at Rusland falder hurtigt sammen på grund af sin ugennemtænkte krig, at Kina ikke formår at fastholde landets økonomiske og teknologiske magt under kommunistpartiet, mens USA kommer sig over den interne uro og til sidst genopstår som en unipolær magt, sådan som det skete efter den kolde krig.
En anden mulighed er en bipolar verden, hvor Kina bevarer sin økonomiske styrke, selvom det bliver mere autoritært. En tredje mulighed er, at alle tre magter blive ofre for en gradvis tilbagegang. Det vil føre til en større grad af anarki i det internationale system, hvor mellemstore magter, især i Mellemøsten og Sydasien, er endnu mindre tilbageholdende, end de allerede er. Europæiske stater kan desuden få svært ved at blive enige i fraværet af et stærkt amerikansk lederskab, selvom kontinentet er truet af et kaotisk post-Putin-Rusland i øst.
Hvilket af disse scenarier, der kommer tættest på virkeligheden, afhænger i høj grad af resultatet af de militære konflikter. Verden er lige nu vidne til, hvordan en større landkrig i Østeuropa påvirker Ruslands fremtidsudsigter og ry som stormagt. Ukraine har afsløret, at Ruslands krigsmaskine svarer til et udviklingslands og er karakteriseret ved manglende disciplin, deserteringer samt dårlig til forfærdelig logistik og et overordentligt svagt korps af underofficerer.
Ligesom med krigen i Ukraine ville en sofistikeret flåde-, cyber- og missilkonflikt i Taiwan eller i Det Sydkinesiske eller Østkinesiske Hav være lettere at starte end at afslutte. Hvad ville USA's strategiske mål for eksempel være, hvis det for alvor kom til militære fjendtligheder? At afsætte det kommunistiske styre i Kina? Hvis ja, hvordan ville Washington reagere på det efterfølgende kaos? USA er knap nok begyndt at overveje disse spørgsmål. Krig, som Washington lærte det i Afghanistan og Irak, er en Pandoras æske.
Overlevelsesstrategi
Ingen stormagt lever evigt. Det måske mest imponerende eksempel på udholdenhed er Det Byzantinske Rige, som bestod fra 330 til erobringen af Konstantinopel under det fjerde korstog i 1204 – kun for at komme sig og leve videre indtil en endelig osmannisk sejr i 1453.
Historikeren Edward Luttwak har hævdet, at Byzans var "mindre afhængig af militær styrke og mere afhængig af alle former for overtalelse for at rekruttere allierede, afskrække fjender og få potentielle fjender til at angribe hinanden". Da de kæmpede, bemærker Luttwak, var "byzantinerne mindre tilbøjelige til at ødelægge sine fjender end til at begrænse dem, både for at bevare sin egen styrke, og fordi de vidste, at dagens fjende kunne være morgendagens allierede".
Det handler med andre ord ikke bare om at undgå storkrig, når risikoen opstår, men også om ikke at være åbenlyst ideologisk, så man kan betragte dagens fjende som morgendagens ven, selvom de har et politisk system, der er forskelligt fra ens eget. Det har USA haft svært ved, fordi landet ser sig selv som en missionær magt, der er forpligtet til at udbrede demokrati.
Ikke desto mindre kan den relativt afmålte reaktion i Ukraine fra Joe Bidens regering – at afstå fra at indsætte amerikanske tropper og kun uformelt rådgive ukrainerne om ikke at udvide krigen til det russiske territorium – markere et vendepunkt. Jo mindre missionsk USA er i sin tilgang, jo større chance er der for at undgå katastrofale krige.
En mere tilbageholdende amerikansk udenrigspolitik kan være opskriften på, hvordan USA kan bevare sin magt på længere sigt. Problemet med den tilgang er imidlertid, at verden i dag er så flydende og forbundet, at kriser ét sted på kloden forplanter sig til andre dele, og det betyder, at tilbageholdenhed måske ikke er en mulig løsning.
Når alt kommer til alt, er det uundgåeligt, at USA vil blive involveret i udenlandske kriser, hvor nogle af dem vil have en militær dimension. Det er en naturlig konsekvens af, at vores klaustrofobiske verden bliver stadig mere folkerig og fastlåst. Som sagt er det afgørende altid at tænke tragisk: at overveje de værst tænkelige scenarier ved enhver krise, uden at det fører til passivitet. Mere end at være en videnskab er det en kunst, som kræver en stærk intuition. Ikke desto mindre er det sådan, stormagter altid har overlevet.
Imperier kan falde sammen på kort tid, og når de gør det, følger kaos og ustabilitet. For Rusland er det sandsynligvis for sent at undgå denne skæbne. Kina kan måske klare det, men det bliver svært. USA er bedst rustet af de tre, men jo længere man venter med at indføre et mere tragisk og realistisk skifte i sin tilgang, jo dårligere bliver oddsene. En gennemgående strategi med klare grænser er afgørende. Lad os håbe, at det begynder nu med Biden-administrationens krigspolitik i Ukraine.
Robert D. Kaplan er amerikansk forfatter og sikkerhedspolitisk ekspert. Copyright: Foreign Affairs. Oversat af Translated By Us.