JEG VED IKKE OM DU, læser, har tænkt meget på idiomers relative incidens i den senere tid? Det har jeg. Jeg har nærmest ikke tænkt på andet.
Det er noget, man støder på, når man oversætter en tekst mellem to sprog, der ligger tæt op ad hinanden, i mit tilfælde dansk til norsk.
Lige siden min debutroman ”Kalak” blev solgt til udgivelse på det norske forlag Cappelen (nu Cappelen Damm), har jeg oversat, eller snarere gendigtet, mine romaner til norsk. Nordmændene har altid kaldt mig for en dansk-norsk forfatter, og det har ærgret mig lidt. Jeg vil hellere være norsk i Norge og dansk i Danmark.
OVERSÆTTELSEN MARKERER ALTID den sidste fase af en romans tilblivelse, det er et fredsommeligt knoklearbejde, der varer nogle uger eller måneder, og det giver mig en følelse af at have et rigtigt job, af at gøre noget, jeg kan, hvilket er uvant for en forfatter. Men en ting, jeg aldrig helt har lært at mestre, er, hvilke faste udtryk, idiomer, jeg kan oversætte direkte til norsk, og hvilke ikke. Det er her, den relative incidens kommer ind.
Hvis vi tager et udtryk som ”dobbeltkonfekt”, så kan de to ord, idiomet er sammensat af, selvfølgelig begge oversættes direkte til norsk. Men det kan idiomet ikke. Her ville jeg måske vælge udtrykket ”smør på flesk” i den norske oversættelse. Dette idiom kan så sjovt nok sagtens bruges på dansk.
Sværere bliver det, når det danske udtryk rent faktisk findes på norsk, men er gået af mode eller blot er meget sjældent brugt. Det kan man ikke finde i nogen ordbog. I min nye roman optræder en slåskamp, hvor den ene nikker den anden en skalle. Det findes på norsk. Men er det gangbart i nutidsnorsk, eller er det Ibsen-norsk? Det samme med udtrykkene ”det gik hen over hovedet på ham”, ”man ligger, som man har redt”, ”noget for noget”, ”de ligger i ske” og så videre. Disse udtryk kan bruges på norsk, men falder et andet sted i tidsspektret end på dansk, nogle meget arkaiske, andre moderne.
Endnu sværere bliver det, når jeg netop ønsker at antyde en arkaisk sprogtone i min roman, som foregår i 1700-tallet. Her skal man gå meget forsigtigt frem, for et helt korrekt tidsspecifikt sprog brugt i en historisk roman kommer til at virke anakronistisk, mærkeligt nok. Det fungerer slet ikke. Det bliver let til noget rigtig muldjordsdansk (henholdsvis norsk), ligesom Johannes V. Jensen, når han er mest ufrisk i stilen, men sjovt nok ikke som Karen Blixen, som på trods af sin gennemført arkaisk svungne guirlandestil virker moderne eller snarere tidløs. Det her er kort sagt umuligt at finde ud af. Man må derfor bruge sit gehør. Og gehør udvikler man ved at leve et bestemt sted og bruge et bestemt sprog i mange år, helst et helt liv.
DET ER NU – i 2018 – 40 år siden, jeg flyttede til Danmark, og 39 et halvt år siden, jeg begyndte at tale dansk. Det at flytte ind i et andet sprog, hvor meget det end lignede mit modersmål, var som at antage en ny identitet. Hvilken befrielse!
Jeg arbejdede i en blomsterbutik i Sølvgade, hvis indehaver var whip lady i en S/M-massageklinik om natten. Hun vejede 150 kilo og boede sammen med en lille splejset kvinde, der var advokat, og hvis strumatøse øjne pressede sig mod de tykke brilleglas. Blomsterbutikken var altid fuld af underskønne, uopnåelige, piberygende, lesbiske piger. Men hvilken pige var andet end uopnåelig på den tid, og hvilken ordentlig pige var andet end lesbisk?
Jeg var 16 år, en ivrig læser af Knut Hamsun og Weekend Sex, og om eftermiddagene kørte jeg rundt i byen med blomsterdamen og samlede skrot i containere, især kobber, hvis vi kunne finde det. Jeg har set hende løfte en hel bilmotor op og bære den hen til folkevognsrugbrødets bagklap, hvor hun satte den fra sig med et dybt suk (det var bilen, der sukkede, ikke hende).
Hun var en meget feminin kvinde, med småkrøllet hår og sensuelle læber, der foldede sig til amorbuer om de Prince 100, hun kæderøg, og hvis filtre hun klippede af med sine lange, rødlakerede negle. Hendes stemme var meget lys, og hendes jargon var et gammelt og billedrigt proletarsprog tilsat en let affekteret jappen. En slags blanding af dronning Margrethe og Elga Olga. Alt dette har lejret sig som sprog i min erindring. En forfatters brug af sproget vil nødvendigvis hente sin resonans i det liv, han eller hun har levet. Man plukker sine sprogblomster på sine egne gengroede stier. Vis mig dit idiom, og jeg skal fortælle dig, hvem du er. Sagen er bare den, at når man har haft to sproglige udviklingslinjer, går der let kludder i tingene.
MIN TIDLIGE emotionelle udvikling er knyttet til det norske sprog. Hvorimod ting som uddannelse, arbejde, familie, seksuel modning og voksenliv er koblet sammen med dansk. Den tredje sproglinje, den grønlandske, vil jeg ikke komme ind på i dag, men sikkert en anden gang.
Dansk er for mig et godt brødsprog. Jeg føler mig hjemme i det sprog. Det er det sprog af de tre, som jeg behersker bedst både i tale og skrift. Jeg er mere usikker på norsk. Men på norsk har jeg en mere direkte adgang til det irrationelle og emotionelle sprog, det, der hører sammen med mine første 16 år. Man kan sige, at dansk er mit voksensprog, mens norsk er mit barnesprog.
Jeg kan huske, hvordan min mormor, en intenst kristen kvinde, skrev sange til Jesu pris, som hun sang med skinger stemme fra det åbne vindue på første sal, med guitarakkompagnement, i mit barndomshjem, mens min mor nedenunder gik og græmmede sig med hovedet nede mellem skuldrene.
Jeg kan huske naboens dreng, fire år ældre end mig og allerede et ungt Jehovas Vidne, der havde det mest fantastiske forråd af svovlstinkende bandeord – noget, han gjorde brug af alene i skoven (men jeg havde sneget mig efter og stod bag et træ).
Jeg kan huske nabokonen til den anden side, der havde en slæbende vesttelemarksk dialekt og en gjaldende og melodisk stemme, som hun lod til at foretrække at bruge udendørs. Og jeg husker min barndomsven, som altid insisterede på at tale ”bymål”, det vil sige bokmål, og havde en meget sleben udtale og brugte nogle udtryk, som man aldrig hørte i bygden.
SÅ NÅR JEG OVERSÆTTER mine bøger til norsk, begynder associationsmaskinen at køre. Hovedet ekkoer af løsrevne brokker og mumlende stemmer fra min norske barndom og danske ungdom, mens jeg hamrer romanen ned. Der er ikke meget system i sprogassociationerne, og jeg har meget lidt føling med, hvad der er norsk, og hvad der er dansk. Men det er ord og udtryk, som levende mennesker har brugt, og som har gået i arv i mange generationer og derfor lyder autentiske.
Jeg elsker det norske ord for korrektur: ”Språkvask”. Mine oversættelser er åbenbart møgbeskidte, for de skal som regel igennem tre omgange i den norske sprogvaskemaskine, og den første sprogvask ligner mest af alt en censureret CIA-rapport.
En norsk oversætter ville sikker gøre jobbet bedre end mig. Men det er vigtigt for mig at skrive mine bøger på norsk. Fordi norsk er en del af min identitet, mit liv og alt det, jeg hørte på, at folk gik og sagde, ligesom dansk er alt det, jeg hørte og oplevede og noterede mig, da jeg kom til København.
Så det er da muligt, at det er rigtigt, hvad nordmændene siger: Jeg er en dansk-norsk forfatter.
Mellem os skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver i denne klumme om kultur, eksistens og ånd. Kim Leine har blandt andet skrevet ”Profeterne i Evighedsfjorden”, som han modtog Nordisk Råds Litteraturpris for. Merete Pryds Helle vandt i 2017 De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris for sin slægtskrønike ”Folkets Skønhed”.