Prøv avisen
Debat

Måske vil jeg aldrig slippe helt af med frygten for julen

”Endnu en gang mislykkedes det mig; en fiasko - de voksne havde snakket grimt til hinanden og været fulde, selvom jeg prøvede at være den artige pige. Jeg var ikke fyldt 10 år.” Sådan beskriver Vicky Nylander sin juleaften, da hun var en lille pige. - Model

Børn af alkoholikere har det svært i juletiden. Her skriver Vicky Nylander om sine tanker og oplevelser med julen som barn af alkoholikere

JEG HAR DET - som mange af os børn af alkoholikere - svært med denne tid. Og især den dag, som venter lige rundt om hjørnet, som jeg som lille så frem til med et barns glæde. Som oftest sluttede den dag med et smil på mine læber, når jeg sagde godnat til familien og havde lukket døren og var alene.

Så kunne jeg endelig ånde lettet op og gemme mig under dynen sammen med sorgen: ”Det lykkedes heller ikke at have en hyggelig og afslappet juleaften i år.” Endnu en gang mislykkedes det mig; en fiasko - de voksne havde snakket grimt til hinanden og været fulde, selvom jeg prøvede at være den artige pige. Jeg var ikke fyldt 10 år.

For otte år siden - som 24-årig - begyndte min verden så småt at ændre sig. Der var en, der fortalte mig om noget, som hedder Tuba - en terapeutisk rådgivning til børn af misbrugere. Med bankende hjerte valgte jeg at ringe til dem. Jeg tog til forsamtale, og et halvt år senere turde jeg at tage imod deres tilbud i en terapigruppe.

Det var dér, at jeg begyndte at vove mig ud i det ukendte land. Det land, hvor spørgsmålstegn lever, og ikke kun antagelsen af, at ”jeg ikke har fortjent til at leve”. Mine forældres misbrug var altså ikke, fordi jeg var uelskelig? Var der andre, som havde det som jeg? Fandtes der virkelig noget godt inden i mig? Måtte jeg også gerne sætte ord på mine følelser? Men hvad følte jeg, og hvad var ordene?

Jeg har altid tilpasset mig, hvad andre nu synes er det rigtige. Og i denne tid er det ”rigtige”, at julen er hjerternes fest, vi hygger os, vi skal bære over med hinanden og være tilgivende og så videre. Det er ”forkert” ikke at kunne lide julen.

Men jeg har undret mig meget over, hvorfor det egentlig er, at det er ”forkert”. For vi er mange, som har det svært med denne tid, da den kan føles så falsk og være så kompliceret og besværlig. For mig har det været frygten for at skille mig ud, som gjorde, at jeg i mange år leverede gode miner til slet spil ved at lade, som om jeg også elskede julen.

Det gjorde jeg engang - elskede december måned! Men selv glæden ved denne måned er forsvundet i de senere år, og jeg har nok ”bare” været vred over, at jeg ikke engang måtte få lov til at beholde den! For selve juleaftensglæden blev taget fra mig, da jeg endnu var barn.

Vred over, at det hele for mig blev sort i gråt, når andre morede sig med røde, hvide og grønne farver. Jeg har været så frustreret over, hvorfor min juleglæde ikke vendte tilbage af sig selv, nu hvor mine druk-jule er fortid. Jeg glemte dog en vigtig ting: accept. At jeg ikke kan ændre noget, før jeg har accepteret indeni, hvordan det er nu, og at det er okay.

Men hvordan er det egentlig, at jeg gerne vil have det med julen, med december? Puha, endnu et af de spørgsmål, der kræver, at jeg mærker efter, og at jeg tør stole på min mavefornemmelse. Jeg ønsker, at min jul igen skal få englelyd.

Minderne sidder dybt, og måske vil jeg aldrig slippe helt af med den følelsesmæssige frygt for julen. Min englelyd har måske et strejf af dystre toner - jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at jeg ikke vil opgive min juledrøm: at finde min egen glade julemelodi! Mit håb er, at vi alle med tålmodighed kan finde vores egen englelyd - til trods for alle de år, vi har måttet lægge øre til Djævelens musik.

Vicki Nylander er pædagogmedhjælper