Prøv avisen
Refleksion

Hospitalspræst: Når kroppens uundgåelige forfald rammer

Tegning: Søren Mosdal

Aldringen og forfaldet bliver betragtet som en fiasko, og det avler et trist menneskesyn. Et menneskesyn, vi kun kan tabe over for, hvis vi påstår, at vi selv er herrer over forfaldet og nægter at hengive os til naturens magt, skriver hospitalspræst

Jeg har netop haft fødselsdag, og for første gang tænkte jeg over min alder. Specielt fordi jeg over det seneste år er blevet konfronteret med forfaldet. Kroppens i hvert fald. Skavanker, der ikke længere bare kommer og går igen. Det er simpelthen blevet sværere for min krop at regenerere.

Selvfølgelig har det også noget at gøre med min form, og at jeg det seneste år måske har fået lidt for meget god vin og mad. Men det er ikke kun det. Jeg har nået den alder, hvor det mærkbart går ned ad bakke. Sådan er det. Det ultimative livsvilkår viser sine tænder. Det har til gengæld fået mig til at tænke over, hvordan vi generelt forholder os til vores aldring og det dertilhørende forfald. I et land og en tid, hvor vi mener at have magt over det meste – vores aldring inkluderet. Vi bilder os ind, at alder blot er et tal, og at vi selv er herrer over, hvor gamle vi er.

Det handler bare om at blive ved med at holde sig i gang og udvikle sig, for ”man er jo kun så gammel, som man føler sig”. Men jeg kan lige så godt sige det med det samme. Først kommer forfaldet. Og så døden. Selvom mange drømmer om at leve et godt, langt liv for så blot at sove roligt ind i en høj alder, vil statistikken desværre vide, at de fleste af os kommer til at dø langsomt af sygdom – på trods af politiske hensigtserklæringer om, at vi alle skal dø raske.

På en konference hørte jeg et glimrende oplæg af dr.med. og aldringsforsker Henning Kirk. Her ridsede han den historiske anskuelse af alderdom op. Fra Platon, der anså den som en mulighed, over Aristoteles, der så den som en svækkelse, til hvordan man senere udvidede den fra at være ren biologi til noget, der skulle skabe mening, for eksempel at alderdommens krumbøjede holdning hang sammen med frygten for himlen, der ventede.