Prøv avisen
Refleksion

Hospitalspræst: Når kroppens uundgåelige forfald rammer

Tegning: Søren Mosdal

Aldringen og forfaldet bliver betragtet som en fiasko, og det avler et trist menneskesyn. Et menneskesyn, vi kun kan tabe over for, hvis vi påstår, at vi selv er herrer over forfaldet og nægter at hengive os til naturens magt, skriver hospitalspræst

Jeg har netop haft fødselsdag, og for første gang tænkte jeg over min alder. Specielt fordi jeg over det seneste år er blevet konfronteret med forfaldet. Kroppens i hvert fald. Skavanker, der ikke længere bare kommer og går igen. Det er simpelthen blevet sværere for min krop at regenerere.

Selvfølgelig har det også noget at gøre med min form, og at jeg det seneste år måske har fået lidt for meget god vin og mad. Men det er ikke kun det. Jeg har nået den alder, hvor det mærkbart går ned ad bakke. Sådan er det. Det ultimative livsvilkår viser sine tænder. Det har til gengæld fået mig til at tænke over, hvordan vi generelt forholder os til vores aldring og det dertilhørende forfald. I et land og en tid, hvor vi mener at have magt over det meste – vores aldring inkluderet. Vi bilder os ind, at alder blot er et tal, og at vi selv er herrer over, hvor gamle vi er.

Det handler bare om at blive ved med at holde sig i gang og udvikle sig, for ”man er jo kun så gammel, som man føler sig”. Men jeg kan lige så godt sige det med det samme. Først kommer forfaldet. Og så døden. Selvom mange drømmer om at leve et godt, langt liv for så blot at sove roligt ind i en høj alder, vil statistikken desværre vide, at de fleste af os kommer til at dø langsomt af sygdom – på trods af politiske hensigtserklæringer om, at vi alle skal dø raske.

På en konference hørte jeg et glimrende oplæg af dr.med. og aldringsforsker Henning Kirk. Her ridsede han den historiske anskuelse af alderdom op. Fra Platon, der anså den som en mulighed, over Aristoteles, der så den som en svækkelse, til hvordan man senere udvidede den fra at være ren biologi til noget, der skulle skabe mening, for eksempel at alderdommens krumbøjede holdning hang sammen med frygten for himlen, der ventede.

Op i 1800-tallet kom diagnosernes tid, hvor man nu ikke blot døde af alderdom, men rent faktisk af at fejle noget. Kirk talte også om vores tids måde at forholde sig til alderdom på. Han anfægtede, at både politikere og medier bruger alderdom som et forklarende aspekt i sig selv: ”... alderdommen gør jo, at...”.

Der er så mange antagelser, og hvem er disse ældre egentlig? spurgte Kirk og pointerede, at alderen i sig selv blot indikerer, hvor mange år vi har levet, og at vi naturligvis kommer tættere på døden.

Jeg er for så vidt enig i den betragtning, og jeg er ligeledes dødtræt af den aldersfascisme, der ofte hersker i dette land. Men samtidig er det en balancegang mellem ikke at tillægge alder for stor betydning og samtidig ikke glemme, at vi konstant nærmer os døden, og at forfaldet tager til. Det er faktuelt. Problemet opstår, hvis vi ikke vil hengive os til forfaldet – hvis vi bilder os selv ind, at det er vores eget ansvar, hvor meget vi påvirkes af det – eller at vi måske oven i købet helt kan forhindre det. Det hele kommer dermed til at stå og falde med vores egen formåen; ”hvis du falder af på den, er det din egen skyld, fordi du ikke lever godt nok, dyrker nok motion, holder dig intellektuelt i gang...”.

Det er fint at svinge golfkøllen, løbe et halvmaraton eller lære om Foucault tirsdag aften på folkeuniversitetet. Men hvad med alle dem, der ikke har råd, tid, mulighed, opbakning, eller simpelthen er for syge til at kaste sig ud i disse udmærkede tiltag?

Det emne beskæftiger forfatteren og litteraturprofessoren Thomas Bredsdorff sig med i sin anbefalelsesværdige bog ”Tøsne og forsytia – noget om livet med alzheimers”. En rørende og usentimental beretning om, hvordan hans kone bliver diagnosticeret med alzheimers, og hvordan dette påvirker deres hverdag. Bogen er samtidig en beretning om, hvordan vi forholder os til aldring, sygdom og forfald. Særligt interessant fandt jeg hans påpegning af, at vi netop bilder os ind, at vi kan styre, hvornår vi er gamle eller i forfald. Konsekvensen bliver, at vi ender med at føle os konstant skyldige.

Det risikerer at ende i det, Bredsdorff beskriver som en gerontologisk religiøsitet, hvis trossætning er, at gamle mennesker alene adskiller sig fra yngre mennesker ved alder. Hvis man er svækket som gammel, er det ens egen eller samfundets skyld – ikke alderens. Det ”normale” bliver at være evig frisk, og at alderdommen ikke behøver at medføre et forfald. Dermed bliver aldringen og forfaldet en fiasko, hvilket jeg mener avler et trist menneskesyn. Et menneskesyn, vi kun kan tabe over for, hvis vi påstår, at vi selv er herrer over forfaldet og nægter at hengive os til naturens magt.

Det vil jeg så gøre... bruge det næste år på at byde aldringen velkommen og trøste mig med, at alternativet er værre; ikke at kunne få lov til at aldres. Jeg taler dagligt med mennesker, der ville ønske, at de kunne få muligheden for at opleve dette forfald lidt langsommere, end deres sygdom tillader. Aldring og det tilhørende forfald er en helt naturlig del af det at være menneske, og lad mig slutteligt, med et citat fra Bredsdorff, sige til alle alderdomsfornægterne: ”Det er lige så tåbeligt ikke at kunne ældes, som ikke at kunne vokse ud af barneskoene.”

Refleksion skrives på skift af sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.