Prøv avisen
Debat

Vi bakker stille og roligt væk, når vi møder mennesker, der har mistet

Mette Bendixen og Marie-Louise Vianello er forfattere til bogen ”Dus med døden”. De har begge i en ung alder mistet et menneske, der stod dem meget nær. Foto: Privatfoto

Når man mister, kæmper man ikke kun med sorgen, men også med en enorm ensomhed, hvis ingen omkring forstår at se og møde den efterladte i sorgen. Men som pårørende gør man mere ked af det ved ikke at spørge, skriver forfattere til ny bog om døden og sorg

Mette Bendixen og Marie-Louise Vianello er forfattere til bogen ”Dus med døden”.

PÅ MANGE OMRÅDER lever vi i en rig og privilegeret del af verden. Vi skal ikke gå sultne i seng, vi har tag over hovedet, et råderum til tant og fjas, gode venner, gode uddannelsesmuligheder, og sådan kunne vi blive ved. Det pæne liv deles på Facebook og Instagram – helst med filter på i et douchet skær. Vi liker og deler og komplimenterer i stor stil. Vi føler os sete, anerkendte, elskede – i hvert fald holdt af. Og det føles rigtig godt.

Men når filteret fjernes, og livets grimme, men uundgåelige del tager over, og vi møder mennesker, der har mistet en nær til døden, så bakker vi stille og roligt væk. Vi bliver tavse, tomme for ord – for hvad siger man til en, der er så ked af det? Vi bliver fattige i sorgens landskab – både som den efterladte og som pårørende til en efterladt.

Lige her er vi ikke privilegerede, for vi har ikke et naturligt forhold til døden. Vi mangler ritualer, vi mangler et sprog, vi mangler at turde tale om den. Pudsigt nok, når vi nu alle sammen godt kan blive enige om, at dø skal vi vel... ikke? Evighedspillen er ikke opfundet endnu, så jo. Alle kommer vi i kontakt med døden, og ikke kun vores egen, men også nogles, vi selv elsker, og nogles, som andre elsker.

Når du mister, kæmper du ikke kun med din sorg, men også med en enorm ensomhed, hvis ingen omkring dig forstår at se dig, hvor du er. Du føler dig fattig, både i dit tab, men også i dine relationer, når du føler, ingen ”holder om” dig, når livet gør allermest ondt. Du hanker måske op i dig selv, for vi har jo lært at være den pæne udgave af os selv – og sorg er ikke pænt. Det gør mennesker grimme og svære at være sammen med – gør det ikke? Og hvem gider være sammen med en, der tuder hele tiden?

Du mærker forventningen om, at du må og skal have det bedre efter relativt kort tid (læs: få måneder), og du møder mærkværdige bemærkninger som: ”Er du kommet dig over det?” Eller den sublime: ”Du skal også videre!” Suk, hvad skal man dog svare til det?

Og dig, der står som pårørende til den ovennævnte, føler dig måske utilstrækkelig og dermed også fattig, for hvordan fikser du lige den sorg? Det gør dig ked af det at se din bedste veninde ked af det, men du bliver bange for at sige noget forkert og tænker, at hun har brug for ro. Du glemmer måske at overveje, hvad der kunne tænkes at gøre godt, når livet smerter sådan. Måske var det bare et knus, en sms, en kærlig tanke på en mærkedag. Har du nogensinde tænkt, om du vitterligt kan gøre en, der er ked af det, mere ked af det ved at spørge ind til vedkommende? Du gør mere ked af det ved ikke at spørge.

Lad os nu for pokker gøre noget. Og helt seriøst kræver det jo ikke så meget at sende en sms til din ven, der lige har mistet sin far. Det tager i hvert fald ikke længere tid end at like et par fuldstændigt ligegyldige chokoladekage- eller kattebilleder endnu en gang på Facebook!

Så gør lidt i stedet for ingenting. Her rækker tanken ikke – handlingen tæller.

Lad os nu for pokker gøre noget. Og helt seriøst kræver det jo ikke så meget at sende en sms til din ven, der lige har mistet sin far

Mette Bendixen og Marie-Louise Vianello