Når man er ledig, kæmper man med meningsløsheden

Det er svært at få historien om en selv til at stemme overens med den virkelighed, man lever i, når man ikke har et arbejde. Beretning om et møde med ledighed og dagpengesystemet.

Vi sad skråt overfor hinanden i det lille kontor, og hun prøvede at forklare mig om mine muligheder på jobmarkedet, mine kompetencer. Havde jeg fundet drømmejobbet et sted? Nej, jeg har ikke lige mødt drømmen noget sted i jobopslagene, måtte jeg indrømme. Dine ansøgninger og øvrige materiale fejler ingenting, sagde hun, der er bare mange om buddet. Vi er en halv generation af cand.mag.er, som ikke kan ansættes, skriver Victor Storm Madsen i denne kronik om hans møde med dagpengesystemet.
Vi sad skråt overfor hinanden i det lille kontor, og hun prøvede at forklare mig om mine muligheder på jobmarkedet, mine kompetencer. Havde jeg fundet drømmejobbet et sted? Nej, jeg har ikke lige mødt drømmen noget sted i jobopslagene, måtte jeg indrømme. Dine ansøgninger og øvrige materiale fejler ingenting, sagde hun, der er bare mange om buddet. Vi er en halv generation af cand.mag.er, som ikke kan ansættes, skriver Victor Storm Madsen i denne kronik om hans møde med dagpengesystemet. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Der er en vrede. En vrede, som ikke er rettet mod noget eller nogen bestemt, men som svier i øjnene, og som manifesterer sig som lysten til at hamre med døre og råbe mig hæs. Det er et raseri, som ligger i dvale lige under min hud, og som ikke kræver meget for at blive lokket frem. Eller er det en vrede? Er det mere som en sorg eller en tristhed, der bliver til afmagt, der bliver til vrede? Det er frygten for livet, for hvordan det hele skal gå, frustrationen over at fejle eller være utilstrækkelig. Det er den medlidende tone i folks stemmer, når de spørger, hvad jeg laver til daglig, og det er følelsen af verden, der løber fra mig.

Det summer varmt i min hud, og bag mine lukkede øjne danser små gule lysprikker. Jeg ligger fladt på ryggen på en bænk lidt uden for Odense, og leder efter en form for balance, en form for vej ud af mit sorte humør. Jeg har altid brug for at være alene, når jeg bliver ramt hårdt af tristheden. Den første, jeg har brug for at snakke med, er mig selv. Så jeg tog min cykel, og stak af, prøvede at finde en ødemark, hvor jeg kunne være, indtil jeg var klar til at komme tilbage igen. Nu ligger jeg demonstrativt, som en oprørsk handling, lige ved siden af Odense Å, med sommersolen hamrende ned på mig og den pludrende lyd af ænder og rindende vand ud for mit ene øre, træernes kroner i rolig bevægelse over mig, og den svimlende varme og fraværet af menneskestemmer til at gøre det hele lidt lettere. Jeg tillader mig et lille smil op mod himlen, det første skridt mod balance.

Hvad var det nu, hun sagde, kvinden på jobcentret? Noget om drømmejob og kompetencer. Ja, jeg kom ind, og så sagde hun, at jeg skulle sætte mig ned. Vi sad skråt overfor hinanden i det lille kontor, og hun prøvede at forklare mig om mine muligheder på jobmarkedet, mine kompetencer. Havde jeg fundet drømmejobbet et sted? Nej, jeg har ikke lige mødt drømmen noget sted i jobopslagene, måtte jeg indrømme. Dine ansøgninger og øvrige materiale fejler ingenting, sagde hun, der er bare mange om buddet. Vi er en halv generation af cand.mag.er, som ikke kan ansættes, tænkte jeg. Hun prøvede at opmuntre mig, give mig gode råd. Jeg så hende gennem et slør, som på afstand. Jeg kunne mærke tårerne bag øjnene, og en øm klump i min hals. Jeg sagde alt, hvad jeg skulle for at slippe ud så hurtigt som muligt. Lavede en eller anden aftale, og meldte mig til et eller andet kursus, som jeg ikke kan orke at tænke på nu. Nu ligger jeg bare og nyder det varme lys.

Da jeg endelig kunne forlade hendes kontor, gik jeg ned til min cykel. Men før, jeg fik låst den op, var jeg nødt til at sætte mig ned ved siden af den. Livet og mine tårer vejede pludseligt så meget, at jeg ikke kunne stå op længere. Jeg trak vejret som om, jeg var hoppet ned i et isbad, men mine arme og ben føltes slappe og trætte. Frygten for, at nogen skulle se mig, var nok til at få mig op og stå igen, og jeg trak cyklen hjemad. Hele vejen kunne jeg mærke min frustration som en begyndende hovedpine, og jeg kunne hverken græde eller holde op med at græde. Det er altid den samme fornemmelse.

Jeg stirrer frem for mig, og alt hvad jeg ser, bliver jeg enten vred på eller deprimeret over. Mine øjne er tunge, mine skridt er tunge, og verden i sig selv har en tung atmosfære. Men jeg ved, at det eneste, jeg skal gøre, er at vente. Der findes ingen permanente tilstande. Så da jeg kom op til banegården, besluttede jeg mig for at cykle en tur i stedet for at tage hjem. Jeg gled gennem trafikken i mine egne tanker, uden at lægge mærke til, hvor jeg cyklede hen. Jeg tænkte på den selvtillid, som jeg tror, jeg havde engang. Er der nogen i verden, som kan holde ud at fejle på et fundamentalt plan? Er det ikke det, der tynger mig mest? At jeg er glad, når jeg har et grundlag og en retning, en plads at tale fra. Der er jo ikke nogen, der gider høre på mig, hvis jeg ikke ved, hvem jeg selv er, eller hvorfor jeg taler til at starte med.

Jeg sætter mig langsomt op. Det grumsede vand løber gennem åen med sin vante rytme, og ænderne har vovet sig på land, fordi de håber, jeg har noget brød til dem. I det her lille hjørne lever tusindvis af små planter og dyr deres stille liv, tænker jeg. Verden er så besynderlig. Et mysterie, vi vænner os til. Så finder jeg en kuglepen frem og skribler et par sætninger ned i min notesbog. Små historier, små vidneudsagn om mit indre liv, som jeg altid har følt en trang til at dokumentere. Det inderste er så skrøbeligt og omskifteligt. Alt, hvad jeg er, er denne indre fornemmelse, og jeg brænder efter at sætte ord på den.

Det er sjovt, tænker jeg. Jeg er trist, fordi historien, som jeg gerne vil fortælle om mig selv, ikke stemmer overens med den virkelighed, jeg ser. Så jeg er nødt til at fortælle en ny historie. Men jeg kan aldrig holde op med at fortælle historier. Jeg er fanget af sprog, og sproget er min redning. Jeg skriver noget om sommersolen og ledigheden i mine noter. Så skriver jeg et halvt digt, men flår siden ud af min bog, og smider det i en skraldespand ved siden af mig. Jeg må hellere komme hjem, tænker jeg.

Derhjemme fortæller jeg Ditte om min dag. Jeg har lavet aftensmad til os, og hun sider tålmodigt og lytter til mig. Jeg prøver at beskrive, hvor frustreret jeg var på jobcentret, men jeg kan ikke længere helt huske, hvad problemet var. Bare at jeg ikke forstår, at det her er mit liv. At jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre. Hun rejser sig fra sin stol og kommer over og sætter sig på mit skød. Vi omfavner hinanden længe uden at sige noget, men så hvisker hun til mig, at det hele nok skal gå. Hun minder mig om alt det, der ikke er galt. Hendes hår dufter sødt, og hendes hud er silkeblød, da jeg kysser hende på halsen. Det bedste er, når jeg får fornemmelsen, at det hele kun ser håbløst ud i mit eget hoved. At det ikke er i nogen andres øjne, at jeg er ved at synke – eller i hvert fald ikke i Dittes øjne. Vi sætter musik på og synger med, mens vi rydder op i lejligheden.

Om aftenen går jeg en tur. Der falder en mild sommerregn, som langsomt tager til, mens jeg bevæger mig ned ad gågaden. Da jeg når til Flakhaven foran Odense Rådhus, er regnen blevet kraftig, men jeg går roligt gennem den. Jeg elsker regn. Det indrammer verden og begrænser den. Jeg går ensomt gennem gaden, men er beskyttet. Den rytmiske lyd af faldende vand er blandt de bedste midler til indre ro, jeg kender. Jeg stiller mig ved domkirken og betragter de lange skyl, som stryger henover lygtepæle, bænke, træer og fortove.

Jeg kommer til at tænke på et gammelt citat af Marcus Aurelius, som jeg stødte på engang, da jeg skulle skrive en opgave på mit studie. Noget med, at man bør være som en klippe i havet; stå igennem stormen og lade vandene lægge sig igen, uberørt. Finde stolthed i sin reaktion på modgang. Jeg kan mærke neuronerne i mit hoved begynde at løsne sig som en knude, der går op. Perspektivet ændrer sig. Jeg føler mig pludseligt ikke håbløst til mode længere. Alt, der er sket for mig, kunne også være sket for andre. Jeg må udleve min egen lille historie så godt, jeg kan.

Jeg låser mig ind i lejligheden igen, og går ind og lægger mig ned ved siden af Ditte, lægger en hånd på hendes sovende krop. Vreden er væk, og taknemmelighed strømmer igennem mig for alle livets små gaver.

Da jeg vågner, mærker jeg en sød tristhed brede sig for mine øjne, mens jeg stirrer op i loftet. Jeg sukker, og starter endnu en dag.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.