Prøv avisen
Mediekommentar

Ubådssagen: Når medierne mister proportionssansen

Hvor vigtigt er det egentlig, at seere og lyttere dag efter dag ”orienteres” så massivt om ubådssagen? spørger Leif Hjernøe. Foto: Jens Dresling/ritzau

Medieredaktionerne har det med at miste proportionssansen. Hvor vigtigt er det egentlig, at seere og lyttere dag efter dag ”orienteres” så massivt om en mordsag, der nøgternt set kun angår en lille hårdtramt kreds af pårørende?

”P1 Morgen” fik i går sat ord på nogle af de fornemmelser, mange sikkert er levende grebet af i forbindelse med mediernes omtale af den såkaldte ubådssag. Er der her ikke tale om et eksempel på, hvordan ”den daglige dosis mord” truer med overdosering?

”Er kriminaljournalistikken på vej over i underholdningsbranchen?”, blev der spurgt. Et makabert kapitel i dansk kriminalhistorie er blevet til et ”psykologisk øvelsesterræn”. Hvor meget kan vi tåle at høre? Skal der skrappere og skrappere midler til for at gøre indtryk?

Sådan blev en række væsentlige spørgsmål stillet. Det er, som om vi hele tiden skal have afprøvet grænserne for, hvor detaljeret, udpenslet og vedvarende en mordsag skal og kan formidles. Betegnelsen spektakulær benyttes igen og igen.

For nogle mordsager er mere medieegnede end andre. Ubådssagen rummer alle ingredienser. Det er lige før, at det beklages, at de fotografiske illustrationer ikke lever op til sprogbrugen. Ord som skamfering og lemlæstelse er ikke nok.

Jeg ønsker her at undlade en repetition af de rædselsvækkende gloser, som ellers ret nøgterne nyhedsudsendelser i radio og tv har benyttet sig af. Som om vores fantasi og forestillingsevner ikke selv er i stand til at danne fyldestgørende bevidsthedsbilleder!

Dertil kommer, at medieredaktionerne har det med at miste proportionssansen. Hvor vigtigt er det egentlig, at seere og lyttere dag efter dag ”orienteres” så massivt om en mordsag, der nøgternt set kun angår en lille hårdtramt kreds af pårørende?

Nu er den i virkeligheden ekstremt abnorme og i alle henseender usædvanlige sag blevet ”eksporteret” som en noget nær samtidshistorisk verdensbegivenhed. Som om den på nogen måde burde have offentlighedens interesse. Dertil er sagen alt for ekstraordinær og sygelig.

Nyhedsdækning bør bestemmes og prioriteres efter emnernes almengyldighed. Der bør træffes valg af mediebåren oplysning af befolkningen alene efter kriterier, der har at gøre med, hvad der er væsentligt. Det er det sensationelt spektakulære påfaldende sjældent.

Mediernes magt over menneskesindene er uhyrlig. Det gælder i næsten alle forhold, at de alt for let forstyrrer og forvrænger proportionerne. Det gælder dækningen af de ulykkelige terrorhandlinger såvel som samme mediers indgriben i børn og unges hverdag.

Ja, det gælder vel i det hele taget alle vores verdensbilleder, at de skabes af medierne i højere grad, end de gengiver dem. Og det er i de elektroniske mediers historisk dominerende korte epoke blevet groft udnyttet af alle slags terrorister.

Uden mediernes med- og modspil havde de været endnu mere magtesløse, end de er. Ja, sådan kan man jo også se på det: Når det kommer til stykket, har medierne det med at vise de forkerte mennesker for megen opmærksomhed. Som om denne verden styres af få håndfulde mediemagthavere.

Det virkeligt makabre er da, at får vi det tit nok at vide, så ender det med at være sådan.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.