Det er blevet moderne at lade troende muslimer prædike/tale i kristne kirker i Danmark, England og Skotland. I Sverige samler Svenska Kyrkan i Fisksätra netop nu med de øverste kirkemyndigheders velsignelse ind til en moské, der skal bygges sammen med en kirke og have fælles entré. Københavns biskop Skov-Jakobsen og domprovst Gadegaard støttede opførelsen af moskéen på Vibevej. Man kan spørge sig selv, hvordan denne idé er opstået. Islam fornægter, at Kristus er Guds søn, og kirken, der ikke bygger på Peters bekendelse: ”Du er Kristus den levende Guds søn”, vil Gud ikke kendes ved.
Ja, det, som er sket, er meget besynderligt. Der er opstået en fælles horisont mellem de modernistiske teologer og præster, som tror på den nye Gud, der udvikler sig med tiden væk fra Bibelens ord, og så Koranens venner, der mener, at Bibelen er en foreløbig bog, der ikke er fuldkommen som den åbenbaring, Muhammed kom med. Der er sket en udvikling, som begge parter i religionens navn håber kan fortsætte i en dialog, som får alle til at forstå, at muslimer og kristne tilbeder den samme gud. Gud er én, siger de. Og der er flere veje til Gud, tilføjer danske prælater.
Derfor tager begge parter afstand fra det, vi i Reformationen fejrer Luther for – Skriften alene, Kristus alene og trosbekendelsen som det, der konstituerer kirke. Bibelen er for dem en historisk bog, der taler ufuldstændigt om Gud og sandheden. Den kan ikke i et moderne samfund, med moderne mennesker, som ikke forstår eller tror på Kristus, bruges til at skabe kirke, trosregler og kristenlivet efter. Man må derfor af med Kristus som eneste vej til Gud. Man kan ikke tale om kødets opstandelse, selvom man måske engang troede sådan. Der må samtidsteologi ind, som tager højde for, hvad mennesker anno 2017 mener om troen.
Troen på Kristus som sandheden, vejen og livet er byttet ud med troen på, at inklusion, kærlighed og udvikling er Gud, som den nye trosbekendelse i det nyligt afholdte ”Befri Gudstjenesten” i Aarhus lagde sig i forlængelse af. Biskoppen i Aarhus talte i god forlængelse af den nye gudsdyrkelse om indforståede og udenforstående i sit indlæg i Kristeligt Dagblad den 21. februar. Det var skidt at være indforstået, for så inkluderede man ikke de udenforstående, og inklusion er det nye sort, så derfor skulle en imam prædike – og i øvrigt ville de unge have det. Gud er én, og inklusion er hans profet.
Denne evolutionsteologi, som forener muslimer og den nye teologis folk, har desværre ikke plads til Kristus, som ellers har været sandheden, vejen og livet i bestemt form fra begyndelsen, så han var skrevet ud af eventen, for han skaber ikke inklusion. Man prøver så at lade være med at tale om, at det med tro og dåb, frelse og fortabelse, kærlighed og ånd er knyttet uadskilleligt til Kristus, for at lokke folk ind i kirken.
Hvad så med de få vrede indforståede, der alligevel ifølge bispen var en flodbølge? Dem diskuteres der ikke med, for de er ekskluderende, indforståede, nationalkonservative og vrede. En masse skældsord, som skal dække over, at man faktisk ikke har et kristent figenblad, som kan forsvare denne evolutionære teologi, der bevæger sig væk fra Bibelen, væk fra Kristus og væk fra trosbekendelsen – med Sherin Khankan i den ene hånd og nadveren som paté på kalvehjerte i den anden.