Når nåden nærer

”Jeg er livets brød.”

Johannesevangeliet 6, 35

Midt i denne uge rykker vi ind i fastetiden. Askeonsdag indleder 40 dages faste frem til påskedag. Det er meget forskelligt, om fasten spiller nogen rolle i dag. Min egen tilgang er det åbne, lidt tidstypiske spørgsmål: Er der noget på spil her, som vi kan være godt tjent med at tage ved lære af?

At der findes megen god faste-inspiration i de ældre åndelige traditioner lyser ud af bogen "Sporene af det skjulte", af den svenske forfatter Peter Halldorf. Bogen er netop udkommet på dansk. Den er en kyndig guide på vandringen i fastetiden, fra askeonsdag til påskedag.

Bogen inspirerer til at få styrket eftertanken i mødet med det mere lavmælte eller neddæmpede i livet og troen. Det dystre eller fremmede i fasten omdannes her til ”sjælenes åndelige forår”, for at trække på et gammelt udtryk. Hjertet begynder at spire på ny med en fornyet kærlighed.

Umiddelbart er fasten ikke en fest. Den er heller ikke tænkt sådan. Derfor kan det måske overraske, at der midt i fasten, ifølge kirkens tekster, dukker et kæmpe brødunder op, hvor flere tusinde mennesker bliver bespist.

Jesus tilfredsstiller gennem dette bespisningsunder den utilfredsstillede sult.

Hele sammenhængen viser, at Jesus ønsker, at vi ud af underet skal lære at se, at han selv er livets brød. Han er den mad, som består for evigt. Han er brødet fra himlen. Han er det sande brød. Underets tegn i ørkenen skal styrke troen på vores egen "åndelige" ørkenvandring.

Det er ikke tilfældigt, at ordet brødflov blev benyttet for en del årtier siden. Det betød, at man var mat og slap i geledderne, ja, fik det dårligt, fordi man manglede brød eller andet at spise. I vores egen tid har det fået betydningen, at man godt lige kunne trænge til en lille bid brød.

Slutordet kunne være dette: Du behøver ikke at være brødflov, når nåden nærer. Fordi Jesus er livets brød. Fordi han mætter vores dybeste sult.

Jørn Henrik Olsen er forfatter, teolog, ph.d.

"Ordet" er Kristeligt Dagblads daglige bibelrefleksion.