Når plakaterne overtager bybilledet

Danmark flyder over af valgplakater, og nogle er bedre skabt og senere placeret i forhold til andres, skriver sognepræst Kristian Østergaard i denne valgkommentar

Flere steder i landet fylder valgplakaterne meget. –
Flere steder i landet fylder valgplakaterne meget. – . Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Sorø er ramt af et slemt anfald af ”plakatitis”, som er en tilbagevendende syge omkring valgtidspunkter, og med hele to valg er bybilledet unægteligt hærget. Nogle steder hænger kun en enkelt valgplakat i lygtepælen.

Andre steder finder man hele tre plakater fra vidt forskellige partier på samme lygtepæl, så der på den indre nethinde tegner sig billedet af kommende anarkistiske eller revolutionære tilstande.

Apropos revolution så rummer den ene af Enhedslistens valgplakater blot et manende Ø, hvad der fik mig til at tænke på vittigheden om de to munke, der sidder i en celle, hvor den ene løser en krydsogtværs. Han spørger den anden munk: ”Et ord på tre bogstaver med ø i midten, som betyder ende – hvad kan det være?”. ”Død,” svarer den anden. Hvortil den første siger: ”Du har vel ikke et viskelæder?”.

Enhedslistens lokale kandidat har i øvrigt placeret sit eget kontrafej på en valgplakat lige ude foran sin liebhaverejendom, der har panoramaudsigt over sø og skov. Der må være visse finansielle fordele ved at bekæmpe ”den stigende ulighed”, hvilket ifølge kandidaten har højeste prioritet.

Prisen for ringeste valgplakat tager Dansk Folkeparti. Her figurerer hele tre kandidater til EU-valget på en plakatmæssig katastrofe fyldt med så mange syntetiske farver, at man føler sig hensat til blandselvslik-hylden i Lidl. Det hele virker som et anglende kommercielt tilbud, skønt parolen blot er: ”Der skal være en grænse.” Pernille Weiss, der kandiderer til Europa-Parlamentet for Det Konservatige Folkeparti, blev først beskyldt for at være for ukendt. Så blev hun for alvor kendt, da hun erklærede, at 10 millioner afrikanske arbejdstagere til Europa ikke skræmte hende.

Derfor hænger Pernille Weiss’ valg vistnok i en tynd tråd, men hendes plakat hænger til gengæld æstetisk bedre sammen end de øvrige kandidaters. Øjet møder en kvinde i sin bedste alder, der smiler, men ikke for meget.

Plakatens farver er blå og grønne, som står godt til hinanden, og frem for alt står budskabet klart for den forbipasserende: ”En afgørende stemme i EU.”

Sognepræst Kristian Østergaard og professor emeritus Jørn Henrik Petersen kommenterer på skift valgkampen på denne plads.