Et ganske enkelt spørgsmål blev stillet til socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, i ”P1 Morgen” i går: ”Hvorfor skal mennesker, der er fængslet i varetægt, være mere straffede end dem, der har fået en dom?”.
Anledningen var en varetægtsfanges beretning om, hvordan han i 16 måneder havde været uden mulighed for kontakt med andre mennesker i 23 af døgnets 24 timer, fordi politiet havde brugt tilsyneladende urimelig lang tid på at efterforske hans sag.
Men selvom spørgsmålet til Trine Bramsen – som ovenfor citeret – ikke forekom særlig kringlet eller kompliceret, lykkedes det hende alligevel at få svaret til at handle om noget helt andet. Nemlig dem, som ikke er isolationsfængslet, for som hun sagde:
”I rigtig mange arresthuse er der mulighed for at deltage i arbejde, gå i træningsrum og deltage i uddannelse.”
Et nyt spørgsmål – ”så du synes, at vilkårene er okay?” – førte til endnu en omgang lirumlarum: ”Der, hvor vi i Danmark har en stor udfordring, er, at vi jo har vægtet nærhedsprincippet meget højt, og det betyder, at vi i en række mindre byer har små arresthuse med færre muligheder for aktiviteter.”
Heller ikke tredje gang lykkedes det at få den socialdemokratiske politiker – der jævnligt optræder i tæt konkurrence med Dansk Folkeparti om at levere den strammest mulige retspolitik – til at komme med andet end en række nøje forberedte sætninger, der tilsammen dannede endnu et udenomssvar. Faktisk var der ”en god grund til”, at nogle fængslede kommer til at sidde længe i varetægt. Nemlig den, at politiets efterforskning ofte tager meget lang tid. Dét ville hun gerne gøre noget ved. Hvordan fremgik bare ikke.
Trine Bramsens teknik er formentlig tillært på et eller flere medietræningskurser, hvor det ofte indgår i manualen, at det gælder om at få det til at lyde, som om der bliver svaret på et spørgsmål. For eksempel ved at bruge nogle af de samme ord og vendinger, som intervieweren har med i sit spørgsmål.
Teknikken kaldes i medietræningens hjemland, USA, for tracking, fordi det for interviewpersonen gælder om at få skiftet over på et andet spor, hvor skinnerne ligger lidt bedre og mere behageligt. For tiden mestres den til fuldkommenhed af Donald Trumps presserådgiver Kellyanne Conway – hende, der introducerede de ”alternative fakta” – med det resultat, at amerikanske journalister ganske ofte må afslutte interviews med en opgivende hovedrysten. Uden at have været i nærheden af at få svar på det, de spurgte om.
Desværre går det ikke altid op for udspørgende journalister, at de egentlig får svar på noget andet end det, de spørger om. Således også på P1 i går morges, hvor Trine Bramsen efter sine udenomssvar blev kvitteret med et ”tak, fordi du kom og diskuterede forholdene for varetægtsfanger”.
Altså tak for det, hun behændigt havde undgået at forholde sig til med sine udenomssvar. Måske et ”tak fordi du kom; ærgerligt du ikke svarede”, havde været mere velanbragt.
Kurt Strand er journalist og forfatter.